26. årgang | nr. 4 | december 2021
Tidligere udgaver  Læs dette nummer som PDF

Af hele mit konservative hjerte: Tak for indsatsen

 
Tak er kun et fattigt ord, sang den folkekære skuespiller Poul Bundgaard. Sådan har jeg det også, når jeg skal beskrive den forbilledlige indsats af kandidater, tillidsfolk, medlemmer, frivillige og KU’ere i efterårets valgkamp. At se jer trække i den grønne kampagnejakke og kæmpe for liste C har kun gjort mig endnu mere stolt af vores parti.   

Om det har været på gaden, sociale medier, i pressen, til vælgermøder eller ved at stemme dørklokker, er det hele blevet gjort med glødende engagement. Der er blevet signwavet, åbnet valgbutikker, malet valgplakater til halloween og mange andre sjove ting. Det har været en fornøjelse at følge opfindsomheden i forsøget på at nå vælgerne.

Og nåede vælgerne, det gjorde vi! Med 15,2 procent af stemmerne fik vi det bedste kommunalvalg i 36 år, og vi gik frem i alle fem regioner. Vi fik borgmesterposter vest for Storebælt, som var et erklæret mål for os, og vi fik sågar også den allerøstligste på Bornholm. Samtidig forsvarede vi mange af de konservativt ledede kommuner på valgnatten, og vi er nu repræsenteret med byrådsmedlemmer i 97 ud af 98 kommuner. Det resultat er jeg vanvittigt glad for.

En af forklaringerne på det flotte resultat er uden tvivl, at vælgerne har kunnet mærke et borgerligt hjerte banke for kommunen eller regionen, når de er stødt på en konservativ i valgkampen. Det er de gladeste, der vinder, plejer jeg at sige, og humøret har været højt, selv når det har været sparsomt med søvn. Energiudladningen fortjener stor ros.  

Men politik handler også om holdninger, når vælgerne skal sætte krydset. Vi har været en sikker borgerlig stemme gennem hele valgkampen. Det er ikke alt, hvad vi har sagt, der har ryddet forsiden. Til gengæld har vi stået for klassisk borgerlig politik, og det går ikke sådan af mode hos vælgerne. Det er valgresultatet et klokkeklart eksempel på.

Vi har igen og igen sagt, at værdigheden og det frie valg skal tilbage i ældreplejen. At alle danskere fortjener at få en familielæge. Vi har gentaget, at pengene skal passe, at der skal være hjælp til socialt udsatte, høj faglighed i skolen og gode erhvervsvilkår. Vores borgerlige værdier har skinnet igennem, og det har givet stærke lokale resultater. 

I fejringen af det gode resultat må vi dog ikke glemme, at der også er steder, hvor tingene ikke gik som håbet. Trods solid fremgang og en flot indsats mistede vi desværre borgmesterposten på Frederiksberg i denne omgang. Det er ærgerligt, men jeg er sikker på, at vi også fremover vil sætte et stærkt konservativt aftryk på kommunen.  

Danskerne har bestemt, at Danmark skal være mere konservativt. Og det har de takket være jer. Sammen har vi nu lagt grundstenene til fremtiden, og næste store mål er folketingsvalget, som jo kan komme, før vi ved det. Men for nu vil jeg nyde et godt valgresultat, fortsætte det politiske arbejde og ønske alle en glædelig jul med jeres kære.