Han har gjort tykt grin med gedeskæg og risengrødsraseri – men tager faktisk politik dybt alvorligt

Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Om det gælder Mogens Lykketofts gedeskæg, Poul Nyrups vrøvleri, Bertel Haarders vrede over forsinket risengrød eller Anders Foghs hulemands-look. Så har Ulf Pilgaard gennem årtier fået danskerne til at græde af grin, når han har drevet gæk med landets mest prominente politikere. 

Men hvad mener manden bag de mange parodier egentlig personligt? Om samfundet, tidsånden og satiren? Om at skulle lave en Pape-parodi og blive overrasket på scenen af selveste majestæten?

Medlemsbladet møder en af Danmarks allerstørste skikkelser inden for skuespil og satire på Café Bomhuset i Charlottenlund over en fiskefilet med hjemmerørt remoulade og danskvand med citrus.

Gæsterne løfter synkront blikket, da Ulf Pilgaard træder ind ad døren til restauranten. For det er bestemt ikke hvem som helst, der har meldt sin ankomst.

Ulf Pilgaard blev en vaskeægte A-kendis i 1968, da han med sit folkelige væsen charmerede sig ind i danskernes hjerter som den høje, højrøstede og hylende morsomme komiker, der medvirkede i den første satiriske revy på fjernsyn.  

Vel at mærke lige omkring fjernsynets gennembrud i Danmark. Og hvis man har set DR’s ikoniske serie Krøniken, er man da heller ikke i tvivl om, hvad et gennembrud på statsradiofoniens daværende eneste kanal betød for karrieren.

”I løbet af 1968 vidste hele Danmark, hvem jeg var. Det sagde bare kapow! Det var meget specielt. Siden da har jeg ikke kunnet købe en liter mælk i et supermarked, uden folk har genkendt mig,” siger Ulf Pilgaard og tager en bid af den smørstegte fiskefilet.

Revolutionerende komik
Da den første revy løb over scenen, var den meget politisk orienteret. Noget, som man på daværende tidspunkt ikke havde set før i Danmark, hvor den politiske satire havde begrænset sig til karikaturtegninger, husker Pilgaard.

Men nu var der altså politisk revy for fuld skrald på ugentlig basis, og danskerne elskede det. Siden da har Ulf Pilgaard lavet et hav af politiske sketches.

Skuespillere læser typisk et manuskript, lærer det udenad, og så spiller de rollen. Men i politik er der også meget snak om spindoktorer, og at politikerne skal lære budskaberne helt ind til knoglerne, inden de med svedende pande skal stå ansigt til ansigt med Danmarks glubske journaliststand.

Så kan Ulf Pilgaard egentlig se nogle ligheder mellem politikere og skuespillere – eller er politikere bare dårlige skuespillere? I hvert fald er det virkelig morsomt, at man kan drille de etablerede politikere, når skuespillet ikke helt rækker, mener han.

Her tænker han især tilbage på sit gamle ’offer’ Poul Nyrup. Pilgaard kunne virkelig tage fat i det socialdemokratiske koryfæs store akilleshæl med vrøvl, bortforklaringer og en alt for lille cykelhjelm.

”Det var jo guf med ham, for han havde virkelig uld i mund. Han vrøvlede jo faktisk nogle gange, og det var, fordi han faktisk ikke selv var klar over, hvad det var, han stod og sagde. Det kunne jo godt være, fordi der var en anden, der havde sagt, hvad han skulle sige – og at han ikke var en god skuespiller,” siger Pilgaard.

Ulf Pilgaard griner og imiterer sin berømte sketch med den tidligere statsminister, mens han parodierer Nyrups stemme:

”Der er to ting i vejen med arbejderbevægelsen. Der er intet arbejde, og der er ingen bevægelse.”  

Schlüter-parodien tog Matador-stjernen Kurt Ravn sig dog af. Det var første gang, at man gjorde grin med politikere offentligt på den måde. Med deres stemmer, fysik og facon. Dengang var det revolutionerende inden for politisk komik i Danmark.

Og Ulf Pilgaard behøvede ikke at se langt efter inspiration. For der var nok finurlige politikere at tage fat på. Især politikere med et stærkt fysisk kendetegn. Karakteristika som store ører, en sjov næse eller ekstrem skægvækst, som lå lige til højrebenet, da Pilgaard skulle parodiere tidligere statsminister Anders Fogh.

”Han stak jo virkelig snotten frem, så det var hyldende morsomt at gøre grin med ham. At han var hulemand, havde noget af et piano i munden og meget stærk skægvækst. Manden måtte jo formentlig barbere sig flere gange om dagen,” skraldgriner Ulf Pilgaard, så grinet lige må skylles ned med lidt mousserende citrusvand.

Så var der selvfølgelig også hele risengrød-gate med en noget ophidset Bertel Haarder, der lod følelserne løbe løbsk foran en journalist i DR-byen. Et klip, som mange danskere formentlig har set et par gange på YouTube. Det var nærmest for godt til at være sandt, husker Ulf Pilgaard med et smørret smil over smørrebrødet.

Skræmte livet af folk
Men sjovt nok har Ulf Pilgaard aldrig oplevet, at politikerne er blevet sure på ham, når han ellers har gjort dem til grin foran et skraldgrinende publikum. For det er faktisk enorm god branding for politikere at blive gjort grin med af selveste Ulf Pilgaard.

”Jeg har jo aldrig rigtig parodieret nogen ondskabsfuldt. I øvrigt har Bertel Haarder selv sagt, at han nærmest betragtede det som en hyldest at blive parodieret,” siger Ulf Pilgaard.

Nu da det er Politisk Horisont, der har sat Ulf Pilgaard stævne, er det selvfølgelig også interessant at høre, hvordan han ville gribe en parodi på den konservative partiformand, Søren Pape, an.

Ulf Pilgaard ville virkelig bruge tid på at betragte ham, for der ville være nogle vendinger og karaktertræk, der skulle nærstuderes.

”Men jeg ville nok overlade det til en anden, der ligner ham lidt mere, end jeg gør. Jeg har lidt for meget hår,” griner satirikeren.

Det er dog langtfra alt, Ulf Pilgaard har spillet, der har haft et komisk skær. Han har også spillet mere seriøse politiske roller som i filmen Kongekabale, hvor han spiller eks-justitsminister. Og i tv-serien Borgen, hvor han spiller en magtfuld erhvervsleder, der nok mest ville minde om Mærsk Mc-Kinney Møller.

Men han har også spillet skurken Peter Wörmer i Nattevagten fra 1994. Mange husker måske scenen, hvor Pilgaard fløjter en børnemelodi til Sofie Gråbøl, efter hun har fundet ud af, at han faktisk er morderen.

Så hvordan i alverden går Ulf Pilgaard fra at være hylende morsom til at være en isnende ond, nekrofil politikommissær? Svaret er faktisk ret simpelt for den erfarne entertainer.  

”Enten er du en god skuespiller, eller også er du en dårlig. Der er ikke noget imellem. Hvis du kan begge dele, så er du dæleme en god skuespiller. Det var der nogle politikere, der godt kunne lære noget af,” siger Ulf Pilgaard med et smil.

Kedelig tendens i politik
Ulf Pilgaard har selv kendt en række fremtrædende danske politikere privat, men han har aldrig selv været medlem af et politisk parti, for han har altid villet ’have ryggen fri.’ Han vil have sin egen personlige frihed og lov til at sige, hvad han vil, uden at skulle føle sig loyal over for et bestemt parti.

Han har heller aldrig overvejet en politisk karriere, selvom han vel at mærke er en yderst karismatisk person og formentlig ville skinne igennem på skærmen fra Christiansborg.

”Jeg tror, at der ville være for mange gange, hvor jeg ville gå på kompromis med mig selv. Simpelthen. For der er jo nogle ting, du trods alt er nødt til at fastholde, selvom det så alligevel er imod dine egne overbevisninger. Jeg føler mig bedre tilpas, når jeg kan stå på en platform og trods alt smile af det hele,” siger Ulf Pilgaard.

Ifølge Ulf Pilgaard hersker der en kedelig tendens i dansk politik. At det at være kendt er en kvalitet i sig selv. Det er et farligt princip, og det er med til at gøre politik overfladisk, mener han. Politikerne bliver yngre og yngre, og erhvervserfaringen er ifølge ham ikke-eksisterende hos flere.

”Det er så ansvarsfuldt et job at være politiker. Men mange af dem har jo nærmest ikke været ude i virkeligheden. Det er fuldstændig grotesk,” siger han og henviser til, at statsministeren og finansministeren i den tidligere regering tilsammen har færre års erhvervserfaring, end der kan tælles på én hånd.

Derudover er politik blevet til showbusiness med politiske kommentatorer, som har stjernestatus, og velvillige politikere, der hellere end gerne vil spille med på legen, mener Pilgaard.

”Tag Mogensen og Kristiansen, Besserwisserne og så videre. De har jo rockstjernestatus, altså. Den politiske analyse herhjemme er jo ren underholdning, og det er der en fare i. Det mister seriøsitet. Sådan var det ikke i min tid,” siger Ulf Pilgaard, mens han tager et hvil på bænken under det store fyrretræ i Charlottenlunds grønne omgivelser. 

Men det betyder bestemt ikke, at den 82-årige revystjerne ikke har politiske holdninger. Og det er da også blevet til et kryds ved liste C, når der har været kommunalvalg i Gentofte, hvor Ulf Pilgaard er bosat.

”Jeg har haft en opdragelse, som i høj grad har været borgerlig. Jeg er opvokset i et præstehjem med et kristent livssyn og borgerlige værdier. Det har jeg jo heller aldrig nogensinde lagt skjul på,” siger Ulf Pilgaard.

Borgerlige dyder og rammer skinner også igennem, når snakken falder på ungdommen. Ulf Pilgaard mener, at der er en historieløshed blandt nogle unge mennesker. Han er selv født under Anden Verdenskrig, og det glemmer man aldrig nogensinde, fastslår han.   

Men nu om dage starter mange unge menneskers livsopfattelse med deres egen fødsel, som om der ikke har været noget før dem, mener Ulf Pilgaard. De unge youtubere og influencere er med til at iscenesætte ungdommen på en måde, som ifølge Ulf Pilgaard er forfærdelig.

Han mener, at der skal være nogle stærkere rammer for børn og unge. De skal have lov til at være børn, og det får de ifølge Ulf Pilgaard ikke lov til i dag.  

”Og så undrer folk sig over, hvorfor så mange unge har problemer. Det er fuldstændig evident tydeligt hvorfor. Mange af dem er opdraget til – bl.a. med grandprix for børn – at være små stjerner. Det er jo helt åndsvagt. Børn skal have plads til at lege og være dem selv,” siger Ulf Pilgaard.

Overrasket af dronningen
Interviewet lakker mod enden, men det kan ikke slutte, før Pilgaard har fortalt om en sidste oplevelse. Det er formentlig første gang i verdenshistorien, at en skuespiller har stået på scenen, mens landets dronning ud af det blå er kommet op på scenen.

Ikke desto mindre var det lige præcis dét, der skete for Ulf Pilgaard, da han stod i sin gulblomstrede kjole, sølvgrå paryk og perlesmykker til sin sidste optræden i Cirkusrevyen.

Her dukkede selveste Hendes Majestæt Dronning Margrethe op, mens Ulf Pilgaard var i gang med sin ikoniske parodi af majestæten. Til stor overraskelse for både publikum og hovedpersonen selv. Ingen anede noget om det, påpeger komikeren.

Men det er faktisk ikke helt rigtigt. Det var nemlig hofmarskallatet, der havde foreslået gestussen fra dronningen, og majestætens svar var ikke til at tage fejl af. Det var en glimrende idé – men der var én betingelse. At kortene blev holdt helt tæt til kroppen. 

Dronningens folk havde dog brug for en allieret på teateret. Den eneste, der derfor kendte til dronningens hemmelige hyldestbesøg, var skuespillerkollegaen Niels Olsen.

”Lige inden jeg skulle på scenen og lave dronningen, siger han til mig, at tæppet ikke går ned, efter jeg har sagt ’Gud bevare Danmark.’ Han sagde, at der kommer nogen ind på scenen,” husker Pilgaard.

Selv troede han, at det bare var en blomst. Derfor var Pilgaards reaktion på dronningens surrealistiske visit ret så autentisk. Den eneste advarsel var et brøl fra de 1.300 mennesker, der med ét rejste sig fra deres halvsvedige sæder.

Et enestående øjeblik, der blev afslutningen på mange års spektakulære optrædener som Hendes Majestæt. En legendarisk og opsigtsvækkende begivenhed, der for evigt vil være indskrevet i de danske historiebøger. Ligesom satirikeren Ulf Pilgaard selv.

Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix