“Økonomien går godt i Danmark, og ovenikøbet får de boligejere, der har betalt for meget i boligskat, samlet set 11 milliarder tilbage fra staten senere i år, hvilket jo skaber grobund for et stærkt udgangspunkt i et valg for regeringspartierne,” sagde Hans Engell til de fremmødte folketingskandidater.
En anden force er ifølge Hans Engell, at statsministeren selv afgør, hvornår valget kommer.
Sammen med forcerne for regeringspartierne følger der dog også ulemper ifølge Hans Engell: “Der er så mange usikkerheder i forhold til, hvilke partier der kommer ind eller eventuelt ryger ud efter næste valg, at der kan opstå stemmespild på begge blokke. Alternativet overlever måske denne gang, men valget kan blive katastrofalt for dem, hvis de ikke kan genfinde deres platform. Derudover er der Nye Borgerlige på den borgerlige fløj, der er et stort usikkerhedselement, da udlændingepolitikken igen kommer til at fylde en del i vælgernes bevidsthed under valget.”
Der var også gode råd til Det Konservative Folkeparti frem mod et kommende valg: “Det, der for mig er konservativt hjerteblod, er værnet om en stærk og velfungerende statsmagt. Det er magtens tredeling, vores kongehus, vores folkekirke, forsvar, militær, politi og andre offentlige institutioner som sygehusene. Det er vigtigt, at man som konservativt parti sørger for, at de offentligt ansatte kan se sig i projektet, for at man kan få den nødvendige opbakning. Det tror jeg, man har manglet blik for i noget tid, og der tror jeg, man kan gøre forskel.”
Adspurgt om hvornår valget kommer, havde Hans Engell dette at sige: “Valget kommer garanteret før Europaparlamentsvalget, det er ret sikkert. Mit råd til kandidaterne er, at de allerede nu skal positionere sig, følge godt med i medierne og prøve at markere sig på områder, hvor de har en faglig viden, de kan byde ind med for at gøre sig interessante i mediernes øjne.”