Vi skal lære af historien - ikke viske den ud

Identitetspolitikken, som vokser frem på venstrefløjen, bekymrer mig. Verden over skyder bevægelser imod racisme op som paddehatte i gadebilledet. At vise sin afsky for racisme er kun naturligt. Men det virker, som om ærindet i stigende grad er at udslette historien snarere end at lære af den.

Vi har set mange triste eksempler på det i år. Uromagere har vandaliseret statuer og monumenter i en lang række byer som København, New York, London, Paris, Bruxelles og Antwerpen. Hærværk i byrummet er desværre blevet en udbredt måde at demonstrere imod racisme på.

Den tilgang kommer jeg aldrig til at dele eller forstå. Vi skal lære af historien – ikke viske den ud. Historieløsheden er den måske nok største trussel imod fremskridt. Hvis vi lukker øjnene for de fejl, som er begået i fortiden, risikerer vi at se dem blive gentaget. Og lukke øjnene er, hvad man gør, når man river statuer ned eller slår løs på monumenter.

Det er langt bedre at søge forsoning og forståelse end ødelæggelse. For det er nu engang den eneste reelle vej til at kunne leve fredeligt side om side. Hvis vi opildner til vrede og splittelse, opnår vi ingenting.

Derfor undrer det mig også, at vi i Danmark, hvor børn i skolen lærer om Martin Luther Kings ’I have a dream’-tale, nu oplever en såkaldt antiracistisk bevægelse, der opdeler demonstranter efter deres hudfarve.

Martin Luther King nævner i sin tale, at han håber, at USA en dag kan nå derhen, hvor sønner af tidligere slaver og sønner af tidligere slaveejere vil kunne spise sammen ved et bord. Altså, at de kan forenes og sameksistere.

Det er det ideal, som de må nærme sig i USA. Men det giver ikke anledning til, at vi i Danmark pludseligt skal begynde at opdele folk efter hudfarve. Nej, det skulle vi gerne være kommet forbi for længst.

Jeg undrer mig over, at det ikke har været læren af det seneste århundredes historie. At det jo netop ikke er farven på din hud, men dine handlinger, som definerer, hvem du er. Venstrefløjen og de såkaldte antiracister mangler blik for det enkelte menneske. Vi kan naturligvis ikke dømme folk ud fra deres hudfarve. Og vi kan ikke slette fortiden.  

I det interview med Per Stig Møller, som du kan læse på bladets næste sider, siger han klogt og rigtigt, at vi må stå fast, når andre kræver historien omskrevet. Hvis man vil ændre verden, så er man nødt til at erkende tidligere fejltrin og bygge videre på erfaringerne – ikke fortrænge historien.

At blive konfronteret med fortiden er ikke altid rart. Nogle føler endda så indestængt en vrede, at de bebrejder folk i dag for noget, der skete engang. Jeg hører ikke til blandt dem, som mener, at man kan nedarve skyld. Vi kan ikke stille nutidens mennesker til regnskab for datidens handlinger. Men vi kan lære af dem. Det kræver, at vi kender til historien, når fremtiden skal formes.