Drop angsten for det private og skru op for den sunde fornuft

Stærkt inspireret af marxismen skrev Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio, i 1872, at ejerne af de private virksomheder var ’guldets dyrkere’ og ’de fattiges udsugere’. Først i 1961 blev det marxistiske islæt officielt skrevet ud af det socialdemokratiske partiprogram, men Mette Frederiksens kamp mod det private minder mig om, hvad partiet kommer af.

De fleste kan efterhånden se det: Det er længe siden, at vi har haft en mere ideologisk S-regering. Aftrykkene ses især på velfærdsområdet, hvor regeringen reelt er ved at afvikle de private dagtilbud. Også selvom de private dagtilbud på flere områder har vist sig at være bedre, ifølge en undersøgelse fra RUC.

Fremover skal daginstitutioner tvinges til at være selvejende, og det skal være forbudt for ildsjælene at tage overskud ud af eksisterende private daginstitutioner.

Helt ærligt, hvornår har økonomiske incitamenter stået i vejen for at levere et ordentligt produkt? Hvis kunderne er glade, bliver de. Hvis ikke, går de.

Det kan du læse mere om inde i bladet, hvor SF’s Jacob Mark og vores egen Brigitte Klintskov Jerkel tager diskussionen om risikoen for et offentligt monopol på børnepasning.

For mig at se sætter regeringen ideologi over sund fornuft og det frie valg. Det sker aldrig, at det offentlige hver gang har det bedste tilbud på hylderne, uanset om det gælder børnepasning, teknologi eller fødevareproduktion.

Senest har vi hørt Mette Frederiksen sige, at hun er utryg ved, at private leverer covid-19-vaccinerne. Fordi vi bliver afhængige af dem, som hun formulerer det.

Jeg mangler ærlig talt regeringens respekt for, hvad alt ikke-statsligt har udrettet her i verden. Det er ikke staten, der har holdt afstand under pandemien. Det er ikke staten, der har produceret vaccinen. Selv på offentlige sygehuse er det private højteknologiske apparater, der holder respiratorpatienter i live. Så selvfølgelig er vi afhængige af det private. Heldigvis, for det giver det bedste produkt.

Jeg er selv dybt taknemmelig for, at flere virksomheder har kastet alt ind på at udvikle en vaccine, selvom jeg selvfølgelig anerkender, at tempoet har været understøttet af offentlige midler. Men tænk, hvis vi kun havde haft én statslig vaccine at ’vælge imellem’. Hvornår var den i så fald kommet?

Vi må takke det frie marked, uanset om det gælder vaccineproduktion eller ildsjælene, som vil levere et alternativ til det offentlige på pasningsområdet.

Jeg forudser, at Pios arvtagere vil optegne endnu flere ideologiske skel, indtil deres regeringstid slutter. Det har den ulempe, at Danmark bliver et dårligere sted, og der bliver meget at rydde op efter for en borgerlig regering. Omvendt har det den lille fordel, at flere og flere danskere ser, at sund fornuft er blevet en mangelvare.