Interview. Inden Poul Schlüter gik bort, nåede Politisk Horisont at besøge den tidligere konservative statsminister i sommerhuset ved Hornbæk til hans livs sidste interview. Interviewet er foretaget i april 2021.
Foto: Keld Navntoft
Når man stiller den største skikkelse i Det Konservative Folkepartis historie spørgsmålet om, hvad han savner mest ved politik, kommer svaret prompte fra Poul Schlüter: At være statsminister.
Schlüter savner åbenlyst stadig savsmuldet i den politiske manege. Han tog gerne en uge mere i Statsministeriet for at rette op på tingenes nuværende tilstand, siger han med et glimt i øjet. Men når man er blevet 92 år, så ’rækker det’ med Schlüters egne ord.
”Jeg ville absolut gerne tage en tur mere som statsminister. Så ville jeg lave mange ting om. Men jeg ved jo godt, at det ikke sker igen, og nu er der gået så mange år, at jeg har indstillet mig på det. Men det har været særdeles vanskeligt at slippe,” siger Schlüter og sætter sig i den sorte fletstol, der er blevet varmet op af forårssolen.
Politisk Horisont møder den levende legende i sommerhuset ved Hornbæk i strålende solskin, under blå himmel og i vindstille vejr. Fuglekvidderen bliver kun overdøvet enkelte gange af støjen fra naboerne, der får renoveret deres sommerhuse.
”De er alle ved at lave noget. Der er altid byggeri heroppe,” siger Schlüter, der også bemærker, at der i den grad er kommet gang i sommerhussalget efter udbruddet af corona-epidemien.
Konservativ tidsånd
Poul Schlüter har stort set sagt nej til interviews med pressen i 10 år. Han kommer heller ikke til at lave flere end dette. For selvom han har lyst til at blande sig i debatten, så har alderen indhentet ham. Der er blevet sagt, hvad der skulle siges.
”Nej, jeg stiller normalt ikke op, og det kommer jeg heller ikke til igen. Det krævede også en del overtalelse at stille op i dag. Men nu er det jo til vores tidsskrift, så jeg gør en undtagelse her. Det ligger jo i en særlig klasse,” siger han.
På trods af den høje sol er der stadig småkøligt i skyggen. Poul Schlüters hustru, Anne Marie Vessel Schlüter, også kaldet Mie, kommer ud med ’the good old one’-cardiganen, som hun siger, og lægger den over hans skuldre. Der er sat kaffe og kage på bordet på terrassen. Poul Schlüter rækker ud efter en småkage.
”Jeg skal lige have sådan en her. De smager jo frygtelig godt,” siger han og fortæller, at parret har haft en vandskade i lejligheden på Frederiksberg, så de har boet i sommerhuset et helt år.
”Det har været virkelig rart at bo heroppe i en længere periode. Jeg købte sommerhuset efter valget i 1981, men da var der ikke så meget tid til at komme herop,” smiler Schlüter, der snart har haft sommerhuset i 50 år. Nu har han lidt mere tid til at nyde sit otium.
På trods af tilværelsen som pensionist har Poul Schlüter i den grad stadig fingeren på pulsen. TV 2 News kører det meste af dagen på fladskærmen i sommerhuset, og Berlingske Tidende ligger også på stuebordet. Og så holder han naturligvis også Politisk Horisont.
Schlüter er kendt for at have sagt, at ’90 procent af den danske befolkning er konservative – de ved det bare ikke.’ Det mener han stadig, og han ser også klare tendenser til, at tidsånden er konservativ.
Ingen råd at hente
At der atter er vind i sejlene hos Det Konservative Folkeparti er ikke gået Schlüters næse forbi. Noget, som han også ønskede sig i bogen ’Schlüters Politiske Testamente’ fra 2019 af partiets tidligere generalsekretær John Wagner. Endnu en konservativ opblomstring.
”Jeg ser bunker af fjernsyn, og jeg kan jo se, at det går vældig pænt for mit gamle parti. Partiet har haft en meget hård tid førhen. En svær tid. Men nu er der kommet en anden stemning. Jeg er særdeles fortrøstningsfuld. Søren Pape er en dygtig leder,” siger Poul Schlüter, mens han sipper til sin sorte kaffe.
Derfor har han ikke mange råd til den nuværende formand. Det må Pape selv finde ud af. Men han klarer det jo også vældig fint, understreger Schlüter.
Dengang Poul Schlüter sad for bordenden, var der en speciel parlamentarisk situation, og det lå ikke i kortene, at han blev statsminister. Alligevel var det ham, der gik til dronningen for at samle det borgerlige Danmark. En opgave, der også nu skal løses, men som i dag ser mildest talt vanskeligt ud, mener Schlüter.
”Der er for mange små partier med få mandater, og det er noget rod. De har som regel også en kort levetid, men det er alligevel vigtigt at få dem samlet. At Venstre i dag ligger så lavt i meningsmålingerne er meget forbløffende. Men man kan bestemt glæde sig over, at Det Konservative Folkeparti klarer sig godt,” siger Schlüter.
Han er med sine 11 år i spidsen for Danmark den eneste konservative statsminister nogensinde. Men ifølge ham selv bliver han ikke den sidste.
”Der kommer selvfølgelig en konservativ statsminister igen. Det skal der. Men det ser ud til, at der er lidt tid til, når nu Mette Frederiksen står så stærkt,” siger det konservative koryfæ.
Schlüter bevæger sig indenfor i parrets sommerhus og slår sig ned i en gruppe safaristole af Kaare Klint. Stuen har et klassisk dansk design, og der hænger gevirer og trofæer på væggene. Der er ingen tvivl om, at der bor en konservativ her.
”Den der har jeg skudt nede hos den tyske Prins Richard i Tyskland. Men alle andre er skudt i Danmark,” siger Schlüter og peger stolt på trofæerne, mens han forklarer, at han har skudt dem alle sammen selv. Både under sin tid som statsminister og senere hen.
Foto: Keld Navntoft
Har droppet piberne
Det har været vigtigt for Schlüter at holde sig fysisk i gang. Arbejdspresset har været enormt, og det har til tider også været meget stressende. I dag er han som bekendt 92 år, og det er der ikke mange, der kan prale af.
Og det er jo ’meget pænt af Vorherre’ med Schlüters eget udtryk. Men alderen gør naturligvis også, at mange aktiviteter desværre er lagt på hylden.
”Jeg går ikke så godt mere. Det påvirker jo min hverdag meget. Før gik jeg på jagt og spillede golf. Jeg har gået på jagt med mange spændende mennesker. Det var dejligt at komme lidt ud engang imellem – også som statsminister. Ellers kan man godt komme ind i en Christiansborg-boble, hvis man aldrig er ude at få frisk luft,” siger han.
Men Schlüter har ikke kun trukket frisk luft igennem årene. Han har et hav af piber liggende i sommerhuset. Og det er alligevel kun en brøkdel af de piber, som han har ejet. At ryge på dem hører nu fortiden til.
”Jeg besøgte en hjertelæge, som sagde, at jeg skulle stoppe med at ryge. Nå, men så holdt jeg op. Det er den eneste rigtige måde at gøre det på. Folk laver så mange sære krumspring. Det handler om at træffe en beslutning, og det skal man gøre med det samme. Det er lidt ligesom politik,” siger Schlüter.
Han gør dog en pointe ud af at forklare, hvem der bør træffe beslutningerne i politik. I dag er det ikke, som da han selv betrådte de bonede gulve, påpeger han.
Faktisk har dansk politik fået en ’fuldstændig rædselsfuld tendens’ ifølge Schlüter. Han skulle ’i hvert fald ikke have nogen, som hele tiden skulle fortælle ham, hvad han skulle sige eller mene’ og henviser til spindoktorerne.
”Der er sket kolossalt meget omkring personellet i ministerierne. Det bryder jeg mig ikke om. Der var faktisk ikke spindoktorer, da jeg var statsminister. Jeg har eksempelvis aldrig bedt nogen om at læse noget igennem, inden det blev trykt i pressen. Det kunne jeg ikke drømme om,” påpeger han.
I dag er det stort set umuligt at komme igennem til en minister som journalist. I hvert fald direkte. Der er mange mellemmænd, og den udvikling er blevet forstærket af sociale medier og TV2 News, hvor tingene ofte sker i et hektisk tempo. Alligevel mener Poul Schlüter, at ministre bør være langt mere tilgængelige.
”Jeg synes faktisk ikke, at jeg havde svært ved at holde overblikket i forhold til pressen. Jeg læste alle aviser igennem hver dag. Jeg talte med journalister hele tiden – og alle tider på dagen. Både til citat og til baggrund. Men det her er en meget kedelig udvikling,” siger han.
V har spildt position
Hvis Poul Schlüter skulle sætte sig i Statsministeriet igen, ville han derfor heller ikke tøve med at kyle mange af rådgiverne ud igen.
”Det er tåbeligt med alle de rådgivere. Bare se på statsministerens pressemøder – og dem har hun haft mange af. De pressemøder er jo instrueret af hendes spindoktorer. Det er der ingen tvivl om,” siger Schlüter.
Men det er ikke kun de mange spindoktorer, som Schlüter ikke genkender fra sin tid i politik. Han mener også, at det i øjeblikket er svært at genkende Socialdemokratiet.
”Jeg skal da lige love for, at de har skiftet kurs. De har jo fået en langt strammere udlændingepolitik, og det er ren taktik, når man tænker på, hvad de sagde for nogle år siden. Det var et helt andet parti,” siger han og uddyber:
”Da jeg var statsminister, var der en helt anden stemning omkring udlændingepolitik hos Socialdemokratiet. Dengang var de ’rigtige’ socialdemokrater. Det er de ikke længere,” siger han.
Socialdemokratiet er ikke det eneste parti, der ifølge det konservative koryfæ har flyttet sig. Venstre har ’spildt sin position’ i Schlüters optik.
”Der har været meget uenighed og splid. Det kommer til at koste vælgere. Det er jo også sært, at Venstre eksempelvis ikke er med i et politiforlig eller ikke vil give statsministeren mandat til at forhandle i EU. Jeg tør ikke svare på, hvorfor Venstre gør sådan,” siger Schlüter.
Men Det Konservative Folkeparti kan man stadig stole på, mener dets tidligere formand. Partiet er stabilt, og Schlüter lægger vægt på, at en homogen gruppe er vejen til succes.
Man skal ikke svine hinanden til i pressen, understreger Schlüter. Der skal være ro i folketingsgruppen, ligesom man skal stå fast ved sine principper og have en dygtig leder. Alle kriterier, som partiet ifølge Schlüter opfylder i dag.
Medlemskab består
Og så glæder han sig over, at medlemstallet i Det Konservative Folkeparti er stigende. Noget, der faktisk er meget atypisk for danske partier i dag.
”Det er jeg jo glad for at høre. Og man kan absolut regne med mit medlemskab. Hvis man er konservativ, så bliver man ved med at være det. Man holder fast. Jeg har aldrig tvivlet på, om jeg skulle blive ved med at være konservativ. Heller ikke når der har været uvejr,” pointerer Schlüter.
Men nu skinner solen altså – både på Schlüters terrasse og Det Konservative Folkeparti. Selvom han bruger meget tid i sommerhuset, fylder Poul Schlüter stadig utroligt meget i dansk politik. Tager man elevatoren fra stueetagen på Christiansborg, kan man ikke undgå at se Schlüter-busten. Eller portrættet på første sal malet af Niels Strøbæk.
Men spørger man den tidligere konservative statsminister, om han stadig er modtagelig over for smiger, svarer han på vanligt ’schlütersk’ og med et smil på læben:
”Ikke ret meget!” siger Schlüter i, hvad han fik ret i, blev hans sidste interview.
Foto: Keld Navntoft
Læs mere om Poul Schlüter i næste udgave af Politisk Horisont, som udkommer den 22. juni.