Med krigsflygtninge på kommunegrænsen måtte Kiær tænke kreativt

 
Det første, man bemærker, når man drejer ind på gårdspladsen til Bøgehøjgård, er stilheden. Med sin placering i udkanten af Hornbæk, langt fra havnen og handelslivet, er bus 347 den eneste tilbagevendende kilde til støj, når den én gang i timen triller forbi mod Helsingør. En skærende kontrast til, hvad stedets beboere kommer fra.

Bøgehøjgård er et nedlagt plejehjem. I midten af gårdhaven står en flagstang, hvorfra dannebrog plejede at vaje over samfundets ældste, men den står nu afklædt tilbage. Var det ikke for de små ukrainske plastikflag, der nu har afløst de rød-hvide farver og står plantet i bedene foran hovedindgangen, skulle man tro, at stedet var ubeboet.

Men det er kun stilhed før stormen, fortæller Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, da hun møder Politisk Horisont på Bøgehøjgård en forårsdag i midten af marts. De seneste dage har kommunen arbejdet i døgndrift for at få den gamle bygning omdannet fra corona-isolationsværelser til hjemsted for krigsflygtninge fra Ukraine.

”Lige nu er der kun 30 beboere. Men der kommer en ny bus i aften, som vil trække antallet op på godt 100. Det ændrer sig hele tiden – også fordi vi løbende får ukrainske familier, der har boet i private hjem,” lyder det fra borgmesteren, der allerede har måttet se den første prognose blive justeret:

“I sidste uge regnede Udlændingestyrelsen med, at vores kommune ville få lidt under 200 ukrainske flygtninge. Som situationen er lige nu, forventer vi at skulle modtage op mod 1.000,” siger Benedikte Kiær.

En dreng i en rød hættetrøje kommer gående rundt om bygningen. I hænderne har han to plastiksække med haveaffald, som han sætter under et halvtag. På vej tilbage kigger han nysgerrigt på borgmesteren. Lidt efter dukker han op igen med en skovl og en kost og forsvinder ind ad hoveddøren.

”De er allerede godt i gang med at tage ansvar for stedet. En af kvinderne, som var med den første bus, spurgte som det allerførste om internet og arbejde. Internet, fordi hun skulle have kontakt til sin familie i Ukraine, og arbejde, fordi hun ville have noget at foretage sig,” bemærker Benedikte Kiær.

Ærmerne smøget op
Stedets leder viser indenfor. Hun har normalt sin gang på jobcenteret i kommunen, men man har været nødt til at tænke alternativt for at få Bøgehøjgård gjort indflytningsklar til de ukrainske flygtninge, som med meget kort varsel begyndte at ankomme første weekend i marts.

”I sidste uge var flere af kommunens embedsfolk ude og hjælpe til. Så der var ansatte i skjorte og slips, der tog fat sammen med vores ejendomsfolk og fik samlet senge og sat reoler op,” fortæller Benedikte Kiær og tilføjer:

”Og så er der alle de frivillige. Det har været overvældende at opleve, hvor velvilligt civilsamfundet har engageret sig i at hjælpe de flygtninge, som kommer. Vi vælter os i donationer, og her på Bøgehøjgård er der tilknyttet 35 frivillige, der i skiftende hold hjælper til med stort og småt. Det var umuligt uden dem,” siger hun.

Benedikte Kiær hilser på både flygtninge og frivillige, inden hun går ind i spisestuen, hvor tre ukrainske kvinder er ved at rydde af de lange borde. En af kvinderne kommer over med to tallerkener med wienerbrød og croissanter. Hun siger ikke noget, men sender et smil, som på én gang er både taknemmeligt og undskyldende.

Selvom kvinderne lige er flygtet fra en krigszone, har de allerede fået sat skik på køkkenet. De har lavet madplaner og fordelt arbejdet i køkkenet mellem sig. Og det er netop også formålet, at de selv skal tage ansvar for hverdagen, indtil særloven falder på plads, og ukrainerne får opholdstilladelse, slår borgmesteren fast.

”Lige nu er de her jo kun på et turistvisum i 90 dage. Men ligeså snart særloven er vedtaget, og de har fået opholdstilladelse, skal de voksne ud på arbejdsmarkedet og børnene i skole og ud blandt andre børn,” siger hun.

Familie selv flygtet
Selvom der kort tid efter Putins invasion af Ukraine danner sig et politisk flertal for at lave en særlov for ukrainske krigsflygtninge, har lovarbejdet haft svært ved at følge med virkeligheden. Faktisk har Benedikte Kiær været nødt til at tænke kreativt for at nå i mål.

”Vi modtog tidligt et brev fra Udlændingestyrelsen, som varslede, at der var flygtninge på vej. Vi ved også, at der er lovgivning på vej, men vi har ikke haft mulighed for at vente. Når bomberne falder, og der er krig i Europa, så er vi nødt til at handle hurtigt,” siger hun og uddyber:

”I princippet kunne jeg godt læne mig tilbage og vente på særloven, og at Udlændingestyrelsen sendte flygtningene til os. Men det er et spørgsmål om mennesker i nød,” siger Benedikte Kiær og begrunder:

”Jeg kan ikke få mig selv til at sige til de ukrainske flygtninge, som kommer hertil med busser, og som er blevet jaget fra deres hjem, at de må blive siddende i bussen og bare køre rundt i uendelighed. De skal jo være et sted,” siger hun.

Derfor så Benedikte Kiær ikke andre muligheder end at handle og gøre Helsingør Kommune klar til at modtage de ukrainske flygtninge. Både fordi det ifølge hende var det rigtige at gøre, men også fordi hendes egen familiehistorie er rundet af flugt fra krig og hjælp fra nabolande.

”Min far, som i dag er 93 år, og hans tvillingebror flygtede sammen med min bedstemor til Sverige under Anden Verdenskrig. Min bedstemor var modstandskvinde og måtte på et tidspunkt flygte over stok og sten. Svenskerne tog imod dem med åbne arme. Så det virker helt naturligt for mig, at man hjælper i nærområderne,” siger hun.  

Plads til barndom
Fra bordet kan man se ud i gårdhaven, hvor en række donerede børnecykler står opmarcheret ved siden af en træbænk. En dreng cykler i ring på de brolagte stier, der omkranser det vinternøgne buskads. Han ligner til forveksling et hvilket som helst andet barn i Danmark, der rastløst cykler rundt på en villavej.

”Vi gør, hvad vi kan for at give børnene en ordentlig tilværelse, mens de er midlertidigt på Bøgehøjgård. Vi har netop købt sådan nogle klistermærker med det kyrilliske alfabet, som man sætter på danske tastaturer, så de unge kan bruge vores computere og modtage fjernundervisning hjemmefra,” siger Benedikte Kiær.

Borgmesteren fortæller, at kommunen er i fuld gang med at gøre klar til, at de mindste børn kan komme i kommunens daginstitutioner og de større i skole, inden hun fremviser et legeværelse fyldt med doneret legetøj.

Når man kigger ind i det tilstødende lagerrum med tøj, står det klart, at borgerne i Helsingør Kommune også har været særdeles gavmilde med tøjdonationer. Rummet er spækket med alt fra sko til vinterjakker. Drengen i den røde hættetrøje fra tidligere kommer ind med sin mor. Han er færdig med at feje blade.

Drengen prøver en ternet jakke. Den er lidt for stor, men han ser ud til at være godt tilfreds. Benedikte Kiær smiler og vender sin tommelfinger opad. Drengen finder sin mobil frem og taster en sætning på ukrainsk ind i et oversættelsesprogram. ”Må jeg beholde den,” står der.

”Ja, det hele er til jer,” siger borgmesteren og klapper ham på skulderen, mens hun peger op på et ukrainsk flag, som børn på Bøgehøjgård har tegnet, og som pludselig er blevet en del af gadebilledet i Hornbæk.