27. årgang | nr. 1 | marts 2022
Tidligere udgaver  Læs dette nummer som PDF

Putins kugleregn blev startskuddet til deres egen indsamling

 
Nicolaj Aarøe og André Nim sidder med sorte rander under øjnene på en café i Esbjerg. Trætheden fortæller, at de to konservative ildsjæle ikke har sovet meget, da Politisk Horisont besøger dem i starten af marts.

10 dage forinden har Putin startet sin invasion, og billederne af russiske missiler, der regner ned over Ukraine, er som tatoveret på deres øjenlåg. De ser dem for deres indre blik konstant.

”Jeg tror, at denne dag vil gå hen og være som 9/11, hvor USA blev angrebet af terrorister. Man glemmer ikke, hvor man var, og hvad man lavede,” fortæller Nicolaj Aarøe med dirrende stemme.

Aarøe og Nim er tydeligt forargede, og trangen til at handle har ikke fortaget sig hos dem endnu. Men handlet, det har de allerede gjort. Putins kugleregn viser sig nemlig at blive startskuddet til deres egen indsamling af nødhjælp, som aftenen inden medlemsbladets besøg er sendt mod Ukraine, hvilket nu har givet de to esbjergensere et velfortjent pusterum.  

Tog fri for at hjælpe
Nicolaj Aarøe og André Nim kender hinanden fra konservative kredse i Esbjerg. Nicolaj Aarøe, der er 1. viceborgmester i kommunen, stormede ind i byrådet med 1.233 personlige stemmer ved sidste valg, mens André Nim i mange år har siddet i vælgerforeningens bestyrelse.

Allerede samme torsdag, som invasionen starter, kontakter Aarøe borgmesteren for at få Esbjerg Kommune i gang med at forberede modtagelse af flygtninge samt at undersøge, om der er samarbejdsaftaler med Rusland, der skal ophæves. Men for de to esbjergensere er det ikke nok. Det her er noget specielt, kan de mærke.

”Der er krig i Europa. I vores nærområde. Og der er krig, fordi Ukraine kigger i Europa og Vestens retning. Derfor har vi også et særligt ansvar,” siger André Nim om baggrunden for at starte indsamlingen.  

Det hele starter med et opslag på Facebook. André Nim har gennem sin arbejdsplads lånt et lager, og Nicolaj Aarøe skriver på det sociale medie, at de gennemfører en indsamling til fordel for Ukraine. Og så går det stærkt. I løbet af de næste dage er mere end 200 biler forbi med alt fra natkikkerter til bandagekasser.

Lokalsamfundets lyst til at hjælpe er overvældende. Virksomheder leverer kvit og frit emballage, og frivillige fra alle samfundslag tager fri fra arbejde for at hjælpe.

”Vi har aldrig oplevet civilsamfundet på den her måde. Ingen stat kan få den vilje og næstekærlighed frem i mennesker, som vi har mærket her,” siger Nicolaj Aarøe.

 
32 paller trillet afsted
Hurtigt får de sat det hele i system, men indsamlinger har også udfordringer. Man kan nemlig risikere at gøre mere skade end gavn og blokere for, at vigtig nødhjælp kan komme frem, hvis ikke det hele koordineres rigtigt.

Det problem tager de to konservative dog højde for. Nicolaj Aarøe har masser af erfaring med logistik, og det lykkes dem at få kørt en stor lastbil ned til den ukrainske grænse, hvor lokale tager imod alle de indsamlede ting og får dem fragtet det sidste stykke ind i landet.  

Organiseringen er faktisk så god, at selv professionelle nødhjælpsorganisationer går til Aarøe og Nim for at få hjælp med deres leveringer, og et samarbejde kommer op at stå. 32 paller er indtil videre trillet ud fra lageret, men de to initiativtageres hjælp til ukrainerne stopper ikke her.

”Så længe Putin fortsætter sin barbariske invasion, og der er brug for hjælp til vores naboer i Ukraine, så kommer vi til at ligge vågne og tænke over, hvordan vi kan gøre en forskel, og hvad vores næste træk skal være,” siger André Nim.