Konservativ forsvarspolitik er blevet moderne igen

 
Søndag den 6. marts i år vil for altid stå tilbage som en dag, jeg aldrig glemmer. Det var dagen, hvor vi bevægede os væk fra at være et land, der beder andre om at beskytte os – og hen imod at være et land, der fuldt og helt indgår i et fællesskab, hvor vi beskytter hinanden. Det nationale kompromis om at bruge to procent af BNP på Forsvaret – og 18 milliarder kroner mere om året, når det er fuldt indfaset – er intet mindre end historisk for dansk sikkerhed.

Men det er også historisk for vores parti. Vi havde gerne set, at vi nåede de to procent af BNP før 2033, men det var ikke muligt at få flertal til vores forslag. Læg dertil, at Forsvarskommandoen i et svar til os har skrevet, at ”det er Forsvarskommandoens anbefaling, at der arbejdes med en 10-årig forligsperiode, således at den fulde indfasning tidligst sker i 2033.”

Siden vores partis stiftelse har forsvarssagen været en mærkesag, og den første søndag i marts fik vi så en af vores største forsvarssejre i vores 106 år lange partihistorie. Omsider vil Danmark leve op til forpligtigelserne i vores NATO-fællesskab. Vi kommer fremover til at betale fuldt og helt for forsikringen, så vi har den, hvis vi får brug for den. Og betale, det skal vi. For fred og frihed er ikke gratis.

Vi har brug for at styrke vores forsvar med to procent af BNP, leve op til vores NATO-forpligtelse og udtræde af vores forsvarsforbehold i EU. Det har vi, fordi Europa er blevet angrebet, og fordi dansk forsvar ikke er stærkt nok. Situationen bekræfter, at vi er dybt afhængige af vores alliancepartnere. Både i Europa og NATO. Derfor skal vi tage større ansvar for vores egen sikkerhed. Både for vores allieredes skyld og for vores egen skyld.

Trumps ord på sin plads
Selvom vi i årevis har argumenteret for et stærkere forsvar, så startede debatten først for alvor i 2016. Dengang gik der et ramaskrig igennem Europa, da Donald Trump udtalte, at USA med ham som præsident ikke automatisk ville forsvare et europæisk land under angreb, men først ville kigge på landets bidrag til alliancen. Det var hårde ord, men også helt på sin plads. Det burde ikke komme som en overraskelse, at alle skal levere sit til samarbejdet.

Men det var langtfra første advarsel fra amerikanerne. Vores egen udenrigsminister i Schlüter-regeringen fik på skoleskibet Danmark i 1985 påskrevet af USA’s daværende udenrigsminister, George Schultz, at hvis alle europæiske lande opførte sig som Danmark, så ville vi ikke have nogen alliance. Han mindede også om, at USA allerede var kommet Europa til hjælp i to verdenskrige og advarede om, at de europæiske lande ikke uden videre kunne regne med, at USA for tredje gang ville komme os til undsætning, hvis de europæiske lande førte en politik som Danmark.

1980’ernes forsvarspolitiske lavpunkt var ikke et resultat af konservativ politik. Det Konservative Folkeparti har altid været garant for et stærkt forsvar. Forsvarets parti, kan man kalde os. Nej, den pinlige forsvarspolitik i 1980’erne var en konsekvens af den såkaldte fodnoteperiode, da et alternativt flertal gang på gang nedstemte Firkløverregeringen, hvorefter Danmark flere gange måtte meddele vores allierede, at vi gerne ville nyde godt af Atlanterhavspagtens beskyttelse – men ikke ønskede at levere den nødvendige modydelse.

Fodnotepolitikken påførte Danmarks anseelse i NATO alvorlig skade, og fra et konservativt synspunkt vil den periode altid stå som en skamplet på Danmarks historie. Den æra blev afsluttet i 1988, da Poul Schlüter udskrev valg, efter Det Radikale Venstre sammen med Socialdemokratiet igen sendte regeringen i mindretal på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Baggrunden var, at det alternative flertal direkte ville spørge amerikanske skibe, der bevægede sig ind i dansk farvand, om de var atombevæbnede.

Det var et klart opgør med den forståelse, der var mellem landene i forsvarsalliancen, og et alvorligt brud på solidariteten i NATO i den højspændte situation, verden befandt sig i. Der var kold krig i Europa, og Socialdemokratiet ville hellere bruge krisetiden på at stikke en kæp i hjulet på Firkløverregeringen. I dag er Socialdemokratiet heldigvis blevet klogere. Som Mette Frederiksen sagde ved Poul Schlüters bisættelse sidste år, sikrede Schlüter en stærk opbakning til NATO, da ”andre snublede”.

Nu bakker et flertal i Folketinget op om, at Danmark skal leve op til sine forpligtelser og investere to procent af BNP i vores forsvar. Det kan vi som parti med rette tage vores store del af æren for. Vi er altid gået til forhandlinger på forsvarsområdet med det mål, at Forsvaret skulle gives et substantielt løft. Og vi har oftest stået alene med de høje målsætninger, når dansk forsvarspolitik har skullet diskuteres.

Det selvom sikkerhedssituationen i Europa ikke har ændret sig fra den ene dag til den anden. Putins brutale fremfærd er både gået ud over Georgien i 2008 og Krim-halvøen i 2014. Det var bl.a. derfor, at vi i 2016 blev smidt ud af forsvarsforliget, da vi krævede, at der skulle købes flere kampfly ind, end hvad forligskredsen ønskede. Allerede dengang var trusselsbilledet skærpet, og Folketingets resterende partier ville ikke være med til at investere i tilstrækkeligt mange kampfly.

Alle skal yde til alliancen
I det seneste forsvarsforlig fik vi så endelig givet Forsvaret et pænt løft, og budgettet for 2023 blev hævet fra 21 milliarder kroner til 26 milliarder kroner. Det var det første løft af Forsvaret i årtier. Og nu er vi klar med endnu et løft på en trist og alvorlig baggrund med krigen i Ukraine.

Ruslands aggressive udenrigspolitik og oprustning langs NATO’s østlige flanke har længe vakt bekymring. NATO må nødvendigvis have en stærk tilstedeværelse i Baltikum, og dér skal Danmark være med. NATO er hjørnestenen i vores forsvar og sikkerhed, og Danmark skal være i stand til at overvåge og forsvare sin nationale selvstændighed, ligesom vi skal være parate til – og derfor også i stand til – at stå side om side med vore venner i NATO, når det brænder på ude i verden. I kampen mod terrorisme kan Danmark ikke stå alene.

Venstrefløjen har misforstået en central ting ved alliancesamarbejdet. Det går ikke ud på at yde mindst muligt. Det handler om, at alle yder sin del. Når vi har foreslået at opruste Forsvaret, er det blevet kaldt vanvittigt, dødsensfarligt og helt ude af proportioner. Nogle gange skal man blot vente længe nok, før noget bliver moderne igen. En søndag i marts blev det konservativ forsvarspolitik.