Michael Gravgaard: Landsholdet skaber en unik sammenhængskraft

Foto: Jakob Melgaard
 
Euforien var til at dufte i gaderne. Selvom finalen blev spillet på den anden side af Øresund, var det i Danmark, den helt store folkefest brød ud. I Göteborg havde de rød-hvide vikinger en juniaften i 1992 afsluttet deres EM-togt med en triumf, hvis sandsynlighed de fleste nok anså for at være på linje med en borgerlig hævelse af bundskatten.  

EM-sejren ligger nu 30 somre tilbage. Men EM-slutrunden sidste år var for mange danskere lidt af et deja-vu. Fra altanerne kunne folk vinke ned til landsmænd på gaden, der havde taget dannebrog på som kappe og sat kurs mod familier eller venner for at drikke en øl og se landsholdet spille. Folkefesten var genoplivet.

Men hvad er det egentlig, fodbolden kan, siden den nedbryder skillelinjer og får folk til at omfavne fremmede, som var de brødre eller søstre? Hvordan bringer et boldspil samhørigheden frem i folkedybet?

Spørger man tidligere landsholdsspiller og konservativt partimedlem Michael Gravgaard, var sidste års eufori ikke kun et resultat af, at Danmark havde nået det sagnomspundne Wembley Stadium for at spille semifinale mod England. Det var også følelsen af at være én nation. Ét folk.

”Landsholdet skaber en fuldstændig unik national sammenhængskraft. Fodbolden i sig selv var ikke dét, der samlede os under den fantastiske slutrunde sidste sommer. Det var lysten til at være en del af fællesskabet. Et fællesskab, som er helt unikt, hvor vi deler op- og nedture sammen,” siger han.

Heler nationale traumer
Og nedture, der skulle bearbejdes, var der nok af. I Danmarks første kamp under EM kollapsede Christian Eriksen som bekendt for åben skærm. Ligesom Danmark op til slutrunden var på vej igennem en altoverskyggende pandemi. I de situationer kan fodbold være med til at hele nationale traumer, mener Gravgaard.

”Landsholdet er noget, som kan få os til at glemme, når det går dårligt på andre områder i vores samfund. Det kan få os til at juble sammen, græde sammen, grine sammen. Ja, hele følelsesregisteret kommer frem. Også som spiller. Men nøgleordet er sammen. Det havde vi ikke været længe,” siger Gravgaard. 

Når Gravgaard tænker på de 18 gange, han selv fik lov at synge med på nationalhymnen fra grønsværen, fylder det ham med stolthed. Men også en følelse af ansvar. For fællesskabet. Og nationen. Det kom ikke mindst til udtryk en skæbnesvanger junidag i 2007.

Her var Gravgaard på banen til en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Sverige i Parken. Ved stillingen 3-3 og med få minutter igen greb dommer Herbert Fandel ned i lommen efter det røde kort, der skulle tildeles Christian Poulsen.

I næste øjeblik tog en baneløber tilløb til at slå dommer Fandel. Men den veltrimmede centerback Gravgaard nåede at bryde ind og redde den uskyldige dommer fra en slem hovedpine.

”Langt de fleste kan nok godt se sig selv i en situation, hvor man har gjort noget dumt, fordi man havde fået en øl for meget. Den her stakkels unge mand lavede så bare sit livs dumhed foran hele nationen. Det var en instinktiv reaktion fra min side. Men der var også noget større på spil,” siger Michael Gravgaard.

Det var Danmarks omdømme, det gjaldt. Godt nok blev landsholdet taberdømt senere hen. Men for Gravgaard var det vigtigt at sige nej til vold. At forsvare danskheden og tage del i fællesskabet. Roliganismen, om man vil. Det er dét, som ifølge Gravgaard gør båndene mellem tilskuere og fans så stærke. De fælles værdier.

Efter episoden med baneløberen og dommer Fandel har Gravgaard efterfølgende drøftet optrinnet med dem begge. I den forbindelse gav Fandel udtryk for sin taknemlighed over Gravgaards hjælp i den tilspidsede situation.

Foto: Jakob Melgaard

Kan forbedre integrationen
Måske Gravgaards indgriben tjener som et eksempel til efterfølgelse. Og ser man på fodboldspilleres indflydelse på samfundet i et større perspektiv, mener Gravgaard faktisk, at den potentielt er stor.

”Fodbold kan gøre verden til et bedre sted. Forleden så jeg eksempelvis en Champions League-kamp, hvor der overalt stod skrevet ’fred’ på flere forskellige sprog. På samme måde kan spillere være rollemodeller og være med til at drive en forandring,” lyder det fra Michael Gravgaard. 

På det nære plan har fodbolden også et uforløst potentiale, som kan bidrage positivt til samfundsudviklingen, mener den tidligere direktør i Randers FC.  

”Fodbolden trækker masser af tråde ud i det danske foreningsliv. Der findes mange projekter, der har til formål at forbedre integrationen og få kulturforskelle til at smelte sammen til én fælles passion. Her er fodbolden et fantastisk redskab – og landsholdet en fantastisk kulturinstitution,” siger Gravgaard.

Han peger også på det sundhedsmæssige aspekt, som har stor betydning for samfundet. Gravgaard henviser til forskning, der viser, at hvis man får folk ud at røre sig 1-2 gange om ugen – gerne med en fodbold – kan det spare samfundet for milliarder af kroner.

”Vi behøver ikke alle sammen rende rundt i nationalarenaen for at gøre Danmark til et bedre samfund eller få bedre individuel sundhed. Her spiller breddeidrætten en kæmpe rolle. Det er noget, vi skal være bevidste om og bruge aktivt i det omfang, vi kan,” siger han.

Selvom Michael Gravgaard egentlig er et ubeskrevet blad i politisk sammenhæng, er det tydeligt at mærke, at hans hjerte ikke kun banker for fodbold, fædrelandet og tøjbutikken Schormand, som han i dag driver og ejer. 

Man skal da heller ikke langt ind i samtalen om de konservative værdier, der har præget ham, før Michael Gravgaard har bragt det første Schlüter-citat på banen.

”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg helt sikkert har den konservative ideologi i mig. Værdier som flid, ihærdighed og deltagelse. Det ligger dybt i mig. Jeg holder utrolig meget af Poul Schlüters citat om, at 90 procent af danskerne er konservative. De ved det bare ikke endnu,” siger han og uddyber:

”Den sammenhængskraft, konservatismen repræsenterer, er en stor del af min person. Jeg ville virkelig ikke være god i en individuel sport. Jeg har brug for det sociale, der opstår i grupper,” siger Michael Gravgaard.

Succesens værste fjende
Netop retningen mod det individualiserede samfund vækker bekymring hos Gravgaard. For ham er sammenhold en afgørende værdi, når han skal beskrive sit politiske ståsted.

”Lad os få folk ind i de sociale fællesskaber. Det er sjældent, at vi er blevet fattigere af at stå sammen og hjælpe hinanden. Være aktive og tage ansvar sammen. Det forbinder jeg især med konservatismen,” siger han.

Michael Gravgaard køber heller ikke det, han mener har været en udbredt misforståelse om, at konservative skulle være ’egocentrerede, rige folk, som venter på at blive gamle og tælle deres penge.’

”Jeg er så dødtræt af at høre, at konservative kun tænker på sig selv. Det har intet med konservatisme at gøre. At være konservativ er at tage aktivt del i samfundet. At stå sammen om de udfordringer, der kommer, men med en løftet pegefinger over for dovenskab,” slår han fast.  

Som tidligere landsholdsprofil, der er præget af de konservative værdier, kan Gravgaard selvfølgelig ikke dy sig for at komme med en sammenligning mellem fodboldlandsholdet og Det Konservative Folkeparti.

”EM-vinderen fra 1992 Flemming Povlsen sagde engang: ’Tilfredshed er succesens værste fjende.’ Jeg ser klare paralleller mellem Det Konservative Folkeparti og landsholdet. Partiet var før i tiden kæmpestort og inde i en god periode,” siger Michael Gravgaard og uddyber:

”Partiet kom herefter måske til at tage for givet, at folk vidste, hvad man som konservativ egentlig står for. På samme måde skete det for landsholdet for nogle år tilbage. Hvis ikke man udvikler sig, så løber tingene fra dig. Men nu glæder jeg mig over, at det ser godt ud – både for landsholdet og partiet.”

Foto: Jakob Melgaard