Regionsvalget 2017 handler om dig. Om dine muligheder for – som patient eller pårørende – at få den bedste behandling på regionens sygehuse. Vi arbejder for tilgængelighed, faglighed, kvalitet og tryghed med patienten i centrum.
Det danske sundhedsvæsen er i dag i høj grad centralt styret. Vi mener, at centrali-seringen er gået for vidt. Man kan ikke skære alle over en kam, og der er store forskel på de enkelte sygehuse, og deres patienter og personale. Derfor vil vi arbejde for mindre central styring og mere lokal indflydelse. Fordi det vil være til gavn for patienterne.
Regionsrådsvalget handler også om dine muligheder for at trives som borger i Region Sjælland. Om at kunne få uddannelse og job. Vi vil arbejde for de bedst mulige rammer for de private virksomheder og tiltrække flere arbejdspladser til regionen. Fordi arbejdspladser er med til at sikre vækst, velstand og velfærd.
Vi er et miljøvenligt parti. Vi har et ansvar for den verden, vi giver videre til vores børn og børnebørn. Derfor arbejder vi for at bevare vores smukke natur, og i regionalt regi sikre en bæredygtig råstofudvinding samt oprensning af jord og grundvands-forurening.
Vi ønsker en region i udvikling, i nord, syd, øst og vest til gavn for regionens 820.000 borgere. Vi ved, at der i den praktiske politik ikke er frit valg på alle hylder. Der må prioriteres og indimellem træffes svære valg. Vi ved også, at bæredygtige løsninger kræver samarbejde og kompromisser på tværs af partiskel. Vi er indstillet på at tage ansvar for regionens udvikling.
Konservativ sundhedspolitik handler først og fremmest om kvalitet i behandlingen, og om patientens mulighed for frie valg i forhold til behandlingstilbud. Det handler om at alle danskere har lige adgang til behandling og omsorg. Og det handler om både at satse på forebyggelse og behandling. På den ene side kan man forebygge sygdom ved at leve sundt, og på den anden side skal man have den bedst mulige behandling, hvis man bliver syg. Patienten skal have frihed til at vælge, men også et medansvar for, at behandlingen forløber fornuftigt.
Vi ønsker at styrke de private behandlingstilbud med den privatpraktiserende læge som en væsentlig aktør. Private klinikker og ambulatorier giver patienten flere muligheder. Mange private klinikker har specialiseret sig i behandlingen af udvalgte sygdomme, og det bidrager til at forkorte ventelisterne og give patienterne en bedre behandling. Et samspil mellem offentlige sygehuse og private klinikker giver patienterne de bedste muligheder og den bedste behandling.
På Universitetshospital Sjælland arbejder de med en overskrift der lyder ”patienten er alt”. Det er lige efter vores hoved. Vi vil sætte patienten i centrum og lade pengene følge patienten. Det er patienten og ikke systemet der har vores opmærksomhed. Som patient i Region Sjælland skal du kunne forvente at komme hurtigt i behandling, og ligeledes forvente at behandlingen udføres forsvarligt og kompetent. Du har krav på orientering om behandlingsforløbet, fra diagnose til behandling med forløb og tidsfrister.
Vi ønsker et sundhedsvæsen i verdensklasse. Hvert år behandles 2,6 mio. danskere på et af vores sygehuse og de skal have den bedste behandling.
På kortere sigt vil vi arbejde for, at der i højere grad indføres rammestyring frem for detailstyring, både i forhold til det enkelte sygehus og i forhold til den enkelte afdeling. Det enkelte sygehus skal have sin egen ledelse, og vi har grundlæggende tillid til, at sygehuset selv kan disponere sine opgaver, og tillid til, at medarbejderne med udgangspunkt i deres faglige viden og kunnen selv kan løse opgaverne bedst muligt. Vi er tilhængere af mere tillid og mindre kontrol.
På længere sigt lægger vi op til at ændre den nuværende regionale struktur til nye sundhedsfællesskaber anført af professionelle bestyrelser. Den nye organisering skal sikre en mere fleksibel styring af det danske sundhedsvæsen, og at de enkelte sygehuse og lægepraksis får den nødvendige frihed til at tilbyde patienterne den bedste behandling. Konkret forslår vi en struktur med fem sundhedsfællesskaber, der bygges op omkring de fem Universitetshospitaler, herunder Køge. Vi ønsker et opgør med det statsfinansierede og embedsmandsstyrede sundhedsvæsen, vi vil styrke det private.
Vi vil arbejde for at skabe de bedst mulige rammer for uddannelse og beskæftigelse i regionen. Vi skal kunne tiltrække flere private virksomheder og arbejdspladser. Det skaber beskæftigelse og velstand, og det er forudsætningen for at kunne opretholde og udvikle vores velfærd i regionen. Det er i den forbindelse vigtigt at regionen har ordentlige trafikforbindelser. Det gælder offentlige transport med bus og tog, hvor regionen har et betydeligt ansvar, og det gælder et ordentligt vejnet, der forbinder regionens lokalområder. Det skal være meget lettere at komme rundt og det skal være nemmere for skolebørn og studerende at komme til deres skoler og universiteter.