På den anden side af Slotsholmen ligger Danmarks historiske fondsbørs fra 1623, der i dag huser erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. I spidsen for en af landets største arbejdsgiverforeninger står tidligere minister og folketingsmedlem Brian Mikkelsen, der den 21. juni 2018 gav stafetten videre til Rasmus Jarlov efter 24 år i dansk politik.
Siden den konservative politiker fik sin debut i Folketinget i 1994 har han arbejdet benhårdt for at forbedre vilkårene for dansk erhvervsliv, bekæmpet bandekriminalitet og sat dansk kunst og kultur på den politiske dagsorden. Politisk Horisont har mødt Brian Mikkelsen i sine nye omgivelser til en snak om hans lange karriere, og hvordan det er at sige farvel til Christiansborg. Ifølge den nyudklækkede administrerende direktør var det ikke en nem afsked:
”Den sidste dag var mega vemodig. Siden jeg skrev mit første læserbrev som 12-årig, og senere blev medlem og formand for Konservativ Ungdom, har politik været en enorm vigtig del af mit liv. Samtidig var jeg også meget forventningsfuld og nysgerrig efter at prøve noget nyt.”
I løbet af hans sidste dage på ministerposten modtog Brian Mikkelsen over 250 sms-beskeder og over 1000 likes og kommentarer på de sociale medier. Den massive opmærksomhed fra omverden vidner om hans store betydning i dansk politik, og ikke mindst hans konservative stemme.
Politiske sejre gennem 24 år
Det er to måneder siden Brian Mikkelsen tog afsked med dansk politik. Hans gode minder går dog længere tilbage til dengang han var kultur-, justits-, og erhvervsminister i en samlet periode på 12 år. Han beskriver blandt andet, hvordan han som kulturminister (2001-2008) tog et opgør med datidens radikale kulturrelativisme med Danmarks første kulturkanon, der nu har eksisteret i over ét årti.
”Da jeg startede Danmarks kulturkanon, ændrede det måden vi talte om kultur på, og ikke mindst kvaliteten af kultur. Vi fik skabt en debat om, hvad der er godt og mindre godt. Derudover skulle kunst være for alle, hvilket vi sørgede for ved at tilbyde gratis adgang til en lang række danske museer.”
I forbindelse med ministerrokaden i 2009 tog Brian Mikkelsen hul på et nyt kapital i dansk politik som justitsminister (-2010), hvor han fik indført den første bandepakke, som fordoblede straffen for bandekriminalitet. Samme konservative linje bliver i dag ført videre af justitsminister Søren Pape Poulsen, hvis fokus på lov og orden har sendt et historisk stort antal kriminelle bandemedlemmer bag tremmer.
Senest har Brian Mikkelsen gjort sig bemærket som erhvervsminister af hele to omgange (2010-2011 og 2016-2018). I ministeriet har han sat et solidt konservativt aftryk på erhvervspolitikken blandt andet ved at afvikle komplicerede regler og bureaukrati.
”Som erhvervsminister har jeg haft fokus på fremtiden med disruption, digitalisering og ny teknologi. Jeg lancerede også Erhvervs- og Iværksætterpakken, som gør det nemmere at være virksomhed i Danmark”, forklarer den tidligere minister.
Der er mange politiske sejre, der er værd at skrive om, men for Brian Mikkelsen handler politik i ligeså høj grad om de stærke personlige relationer. Han forklarer, hvordan han ”har fået kammerater for livet i Det Konservative Folkeparti”. En af dem er partikollegaen Rasmus Jarlov, der måtte haste fra USA til Danmark, efter at han takkede ja til den nye stilling som erhvervsminister.
Rasmus Jarlov – en ny minister i stolen
Traditionen tro udvekslede de to politikere gaver ved overdragelse af nøglerne til erhvervsministeriet. Brian Mikkelsen fik en Duracell kanin, som symbol på hans gå-på-mod selv i svære tider. Rasmus Jarlov fik en ny cykel, som kan bringe ham hurtigt fra A til B. Det får den nye minister nemlig brug for i takt med at vi nærmer os et folketingsvalg:
”Jeg vil gerne have så meget ud af det som muligt. Derfor bliver der sat en masse ting i gang den kommende tid. Men man kommer ikke til at se mig indføre mange nye tilskud, fradragsordninger, nævn og råd. Jeg vil hellere give virksomhederne en skattelettelse i stedet for vejledning i, hvordan man finder rundt i meget komplekse regler”, siger erhvervsministeren i en kommentar til Politisk Horisont.
Han har allerede indstillet sit erhvervspolitiske sigte på de små virksomheder, der er særligt hårdt ramt af massive administrative omkostninger. De udfordringerne, som de små virksomheder oplever, genkender Rasmus Jarlov fra sit eget virke som selvstændig erhvervsdrivende. Når ministeren ikke er optaget af politik, driver han transportselskabet Hamlet Tours. Med i bagagen har han desuden en cand.merc. fra Copenhagen Business School, hvor han er blevet udannet i, ”hvordan erhvervslivet fungerer”. Den stærke faglige ballast er derudover suppleret med ledererfaringer fra Novo Nordisk.
Hans erfaringer fra det private erhvervsliv vil han bruge i sit nye job som minister, hvor han vil forsætte den konservative linje, for ”Hvis ikke erhvervslivet fungerer, så vi ville vi slet ikke have råd til velfærden.”