På Gjøl i Nordjylland er minkstaldene nu helt tomme. Jørgen Ravn Christensen og hans bror har som mange andre minkavlere måttet lægge familiens livsværk i graven. Politisk Horisont dykker ned i det kaotiske forløb, der er blevet døbt ’minkgate’ i pressen, og som endte med et grundlovsbrud, en ministerafgang og lukningen af et helt erhverv.

Jørgen Ravn Christensen og hans bror har mistet familiens livsværk, nemlig minkfarmen, som deres far skabte i Nordjylland for 63 år siden. Den 1. oktober kom en pressemeddelelse om, at op mod 100 minkbesætninger skulle slås ned. Jørgen og hans bror, som drev farmen sammen på Gjøl ved Limfjorden, sad begge forstenede tilbage.

”Da fik vi dødsdommen på vores farm. Vi skulle slå alle vores mink ihjel. Det frygtelige ved det var, at vi måtte gøre noget, som vi ikke havde lyst til. Da vi gik ud på farmen, føltes det egentlig lidt som en almindelig sæson, men bagefter kom så den trælse del af det og uretfærdigheden,” siger Jørgen, der er medlem af Det Konservative Folkeparti.

Brødreparret var blandt de første, som fik, hvad der er blevet døbt ’minkgate’ i pressen, at føle. Et kaotisk forløb, hvor regeringen ifølge Jørgen svigtede pelsdyravlerne. Familien på Gjøl har – ligesom mange andre minkfarmere – følt sig efterladt i usikkerhed, og det har sat dybe aftryk, forklarer han.  

”For mig var det sværeste at se en storebror, der ikke kunne være i det, og en far, der ikke kunne være i det. Det er mest af alt de to, som har den faglige stolthed. Det gør ondt at skulle lukke ned, når man har gjort tingene godt, været pligtopfyldende, betalt skat til fælleskassen og altid overholdt loven,” siger han.

En strategi med huller
Rulles historikken ud, fandt myndighederne første gang smitte blandt mink i den nordjyske by Sindal i juni. En minkavler og hans familie blev konstateret smittet, og det samme gjorde adskillige af farmens 10.000 mink. Dengang blev alle mink på den ramte farm og yderligere to nordjyske besætninger aflivet ud fra et forsigtighedsprincip.  

I juli lavede regeringen med daværende fødevareminister Mogens Jensen i spidsen så en ny strategi, der betød, at syge minkbesætninger ikke længere skulle aflives. Nu skulle overvågningen af smitten i stedet øges, og et påbud om at bruge handsker, mundbind, håndsprit og skifte tøj på farmene blev indført.

Men den strategi var hullet, mener Per Larsen, der er nordjysk folketingsmedlem og sundheds- og landbrugsordfører for Det Konservative Folkeparti. Mens den nye strategi stod på, kunne folk, der arbejdede på farmene, stadig bevæge sig ind og ud. Larsen mener, at farmene skulle have været isoleret totalt, så snart der blev konstateret smitte.

”Det er forfærdeligt, at regeringen og myndighederne ikke gjorde det. Ansatte på farmene skulle bære mundbind og spritte af, men hustruer til minkavlere kunne jo stadig tage på arbejde i ældreplejen. Man skulle have slået en ring om farmene og sendt dagligvarer ind til folk, indtil smittefaren var ovre,” siger Per Larsen. 

Foto: Søren Homann

Uretfærdig behandling
Regeringen måtte også senere erkende, at værnemidler og afspritning ikke var nok til at slå smitten ned. Endnu en gang blev strategien ændret, og den 1. oktober udsendte regeringen så en pressemeddelelse om, at der nu var fundet smitte i 41 nordjyske minkbesætninger, mens der var mistanke om udbrud i yderligere 20 af slagsen.

Det betød, at op mod 100 minkbesætninger skulle slås ihjel – heriblandt Jørgen Ravn Christensens på Gjøl. For ikke bare skulle besætninger med smitte aflives. Også besætninger, der befandt sig inden for en radius af 7,8 kilometer fra en minkfarm med smitte, skulle slås ned – selv hvis minkene inden for zonen altså var raske som Jørgens.

Beslutningen fra regeringen var den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, meget kritisk over for. Han forstår ikke, hvorfor det var nødvendigt at tage livet af mink, som ikke fejlede noget, og samtidig manglede han at få en god begrundelse for at dræbe mink, der havde udviklet antistoffer mod corona.  

Ligeså uforstående var Larsen over for den kompensation, som regeringen besluttede at give minkavlere uden at inddrage Folketinget. Avlere, hvis besætning lå inden for zonen af de 7,8 kilometer og ikke havde smittede dyr, blev kompenseret 100 procent for deres driftstab, mens avlere med smittede mink kun fik 20 procent.  

”Man gik ud på en arrogant måde og sagde, at mink skulle slås ned, men at nogle måtte nøjes med en mindre kompensation. Den forskelsbehandling kunne minkavlerne da ikke leve med. Minkavlerne havde indtil da været meget åbne, hvis de kunne få en ordentlig pris på driftstab. Men der blev de unfair behandlet,” mener Per Larsen.

Ville kende prisen først
Hvad der nager Jørgen Ravn Christensen mest, er tidslinjen fra regeringen. Minkavlerne fik gennem en pressemeddelelse torsdag den 1. oktober at vide, at deres besætninger skulle aflives. Men kompensationen til minkavlerne blev først behandlet den efterfølgende mandag og kom ikke på plads før om onsdagen.

På Gjøl nægtede de dog ’at være nyttige idioter’ med Jørgens egne ord. De ville kende prisen, før de gik i gang med at aflive deres mink. Derfor burde kompensationen have været fastsat, inden der blev udstukket sådan en ordre, mener han. Ifølge ham gav man samtidig virussen en weekend til at sprede sig, og det finder han kritisabelt.  

”Det er hele princippet i, at det her angiveligt var så farligt for folkesundheden, men minkavlere alligevel ikke kunne aflive med det samme. Det gør mig vred, når regeringen reagerer med den her ligegyldighed over for folkesundheden og minkavlere. Hold op, hvor jeg synes, at de behandler folk dårligt,” slår han fast.

Aflivet blev Jørgens mink, og det samme gjorde millioner af deres artsfæller. Regeringen befalede nemlig på et pressemøde den 4. november alle mink herhjemme slået ihjel – smittede eller ej. Årsagen til masseaflivningen var en mutation af coronavirus blandt mink, som, Statens Serum Institut frygtede, ville svække en vaccine.

Udråbt til et nyt Wuhan
Samtidig blev Nordjylland lukket ned for at forhindre virusset i at sprede sig til mennesker. Beboerne i syv nordjyske kommuner blev kraftigt opfordret til at blive inden for kommunegrænserne og kun møde fysisk op på arbejde, hvis de havde en såkaldt kritisk funktion. Samtidig blev den kollektive trafik stoppet og skoleklasser sendt hjem.  

Hurtigt opstod der dog tvivl om, hvorvidt den minkmuterede virus ved navn ’cluster 5’ stadig var i omløb. Senere kom det også frem, at Statens Serum Institut havde udviklet en vaccine, som virker imod cluster 5-varianten, og at det ikke var verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefaling at slå alle mink ihjel.

Derfor tydede det for sundhedsordfører Per Larsen på en overreaktion fra regeringen. En mistanke, som han allerede havde fået, da han sammen med finansordfører Rasmus Jarlov og erhvervsordfører Mona Juul arrangerede en høring den 9. november for at få en såkaldt ’second opinion’ fra eksperter. Her nedtonede flere eksperter alvoren.

”Vi bliver udråbt som det nye Wuhan med en mutation, som, fik vi at vide, ville kunne true folkesundheden i hele verden og en kommende vaccine. Alle mink skulle slås ihjel, men grundlaget for det og for at lukke Nordjylland ned var jo særdeles tvivlsomt. Derfor gik regeringen alt, alt for dramatisk til værks,” siger Per Larsen.

Foto: Søren Homann

Minister følte tidspres
Ikke bare var grundlaget tvivlsomt – selve beslutningen om at dræbe alle mink viste sig at være ulovlig. Regeringen havde nemlig kun hjemmel i lovgivningen til at forlange besætninger i områder, hvor der var sygdom, slået ned. Avlere uden for zonerne på 7,8 kilometer fik altså en ulovlig instruks fra regeringen om at slå deres mink ihjel.

Daværende fødevareminister Mogens Jensen fastholdt, at han ikke vidste, at kravet om at aflive alle mink var et lovbrud, da han sammen med statsministeren præsenterede det på pressemødet den 4. november. Selv sagde han, at han først tre dage efter pressemødet blev klar over, at der ikke var det fornødne lovgrundlag.

Men ifølge en redegørelse fik Mogens Jensen allerede den 22. september et bilag fra sit ministerium, hvor der stod, at det ville kræve ny lovgivning at slå alle mink ihjel mod erstatning. Den konservative landbrugsordfører, Per Larsen, er fortørnet over, at regeringen ikke udviste større respekt for retsstaten, da den forvandlede minkfarme til massegrave.

”Det sejlede fuldstændig for regeringen. Man sendte politi og militær ind for at gennemtvinge aflivninger, som var grundlovsstridige. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere grænseoverskridende og ufølsomt end at sætte hæren ind og slå folks mink ihjel på den måde. Det er forfærdeligt, at det kan komme så vidt i et demokrati,” siger han.

Gik længe før farmbesøg
Selvom ordet ’skal’ blev brugt over 30 gange i det brev, som Fødevarestyrelsen sendte ud til minkavlerne om at slå deres dyr ihjel, sagde Mogens Jensen efterfølgende, at aflivningsordren kun var en opfordring og ikke et påbud. Men aflivningerne og lovbruddet fortsatte trods de nye oplysninger om manglende lovhjemmel.  

”Hvorfor i alverden standsede regeringen ikke aflivningerne? Hvorfor fortalte den ikke politiet, forsvaret og myndighederne, at de skulle lade minkavlerne være, når beslutningen nu var ulovlig? Det er så skandaløst, som noget kan være,” siger Per Larsen.

Mens regeringen altså sendte både politi og forsvar ud på minkfarme, gik der meget længe, før en minister selv besøgte en af slagsen. Først den 26. november lagde statsminister Mette Frederiksen vejen forbi en minkfarm, og det er under al kritik, mener Per Larsen, der selv trak i gummistøvlerne og besøgte avlere før og efter aflivningerne.

”Man får en helt anden indsigt i det, som man laver politik om, når man besøger de mennesker, som mærker konsekvenserne af beslutningerne. Det har været tydeligt hele vejen igennem, at regeringen ikke har vidst ret meget om det her fag, så flere besøg og mere dialog havde klædt regeringen gevaldigt,” siger han.

Far græder indvendigt
Tilbage for Jørgen Ravn Christensen står, at minkerhvervet er blevet udslettet. Dermed mister Danmark en årlig eksportindtægt i omegnen af 5 milliarder kroner. Hertil skal lægges de milliarder af kroner, som udryddelsen af mink ender med at koste statskassen, fordi branchen er blevet tvangslukket.

”Det er slut med minkavl i Danmark, og det er sindssygt frustrerende. Især når man tænker på, at dokumentationen har været lige så tynd som papir. Jeg bliver virkelig arrig, når jeg føler, at vi er gode samfundsborgere, og samfundet så ikke er god ved os. Jeg er også sindssygt ærgerlig på samfundsøkonomiens vegne,” siger han.

Selv har Jørgen et andet job, og hans bror er uddannet tømrer, så der er alternativer til minkavl for dem begge. De var også godt stillet på farmen, og derfor har lukningen ikke været lige så hårdt et økonomisk slag som for mange andre af deres kollegaer i minkbranchen. Men at miste farmen på Gjøl handler om meget mere end økonomi, fastslår han.

”Min bror og far er kede af det. Der var en stolthed for min far i at se farmen gå videre til næste generation. Han var guld værd på farmen, så nu ved han ikke, hvad han skal. Min far har ikke mistet modet, og han skal da nok komme op igen, men han er blevet meget mere bitter. Det er en stenmand, der græder indvendigt. Når en nordjyde gør det, er den virkelig gal.”