Hun holder ikke ferie, mens landet står i coronaflammer

Mona Juul er på en mission. Hun vil gøre dansk erhvervspolitik spiseligt – ikke knastørt, som nogle måske har en fordom om, at det kan være. 

Den tidligere erhvervskvinde, som nu er folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, lader andre tale om såkaldt work-life balance. Hun har det sådan, at når hun bliver træt, så sover hun da bare lidt. Hun er parat til at slås for landets virksomheder. Ikke mindst nu, mens landet står i ’coronaflammer’ med hendes egne ord.

Mona Juul smækker benene op på bordet, da Politisk Horisont møder østjyden på kontoret på Christiansborg. Men det er bestemt ikke i dovenskab. Man sidder nu altså bare bedre, når benene er svinget op, forklarer hun.

Hendes kæreste, Carsten, og den 13-årige hund, Victor, som ofte florerer på hendes sociale medier, julekort – og ikke mindst var en nøglefigur i hendes valgkamp – må nogle gange finde sig i, at arbejdsdagene er lange. Og ja, at ferierne bliver skubbet, når hjælpepakker og kompensationer skal forhandles på plads.

Parret har ingen børn, og Juul siger, at hun ’ikke fik skrigende æggestokke ligesom alle andre kvinder’ på sin joviale facon. Hun kan ikke forklare hvorfor. Måske fordi hun havde travlt med mange andre ting, mener hun.

”Jeg er vant til at arbejde hårdt og meget, og jeg ved godt, at det er enormt umoderne. Men jeg er drevet af lyst, og det her er noget, som jeg virkelig gerne vil. Jeg holder sgu ikke ferie, når landet står i brand,” siger Mona Juul med et smil, mens der bliver knappet en Coca Cola Zero op.

En ’mini-mor’ i Horsens
Altid har Mona Juul arbejdet. Om det så har været i en pølsevogn, som rengøringsdame, salgsassistent eller direktør og partner i reklamebureauet Envision i Aarhus. Faktisk har hun hele 30 års konkret erhvervserfaring. Noget, som ikke mange politikere på Christiansborg kan prale af.

Hun startede sin karriere som kassedame i Føtex i 1986. Og for at det ikke skal være løgn, så har hun alene som kassedame i 1986-1987 fået mere erhvervserfaring end statsministeren, finansministeren og erhvervsministeren tilsammen.

Spoler man tilbage til før Føtex-tiden, blev hun født i Århus, men voksede op i Horsens med sine forældre og sin lillebror. Moren har haft forskellige sygdomme, så hun var inde og ude af arbejdsmarkedet, indtil hun kom på invalidpension.

Hendes far forlod også arbejdsmarkedet for nogle år siden. Han er uddannet gartner, men omstændighederne ville, at han blev lastbilchauffør og senere lagerassistent. En klassisk arbejderfamilie.

”Jeg har boet i et parcelhus det meste af mit liv. Du ved, med meget langt mellem møblerne. Min mor var meget optaget af, at der skulle være en have til os børn, men vi havde egentlig ikke rigtig råd til det. Så jeg har altid vidst, at mine forældre ikke havde ret mange penge,” siger Mona Juul.  

Når gardinerne var rullet ned, og den unge Mona kom cyklende hjem fra skole, så vidste hun, at det var det en rigtig dum dag for moren. Så Mona Juul var selv en slags mini-mor i hjemmet. Som barn gik hun altid i aflagt tøj, og hun har tjent sine egne penge, siden hun var 13 år.  

Så Mona Juul er født robust og var også bogligt stærk, men fliden kom først senere. Hun ville hellere spille fodbold i skolegården med drengene, og hun ville hellere feste i gymnasiet end at begrave sig i bøger. Det fleste uger startede først om onsdagen, forklarer Juul med et grin.

Mænd får lov at rydde af
Ikke desto mindre lykkedes det hende at få skrabet en studentereksamen sammen, og hun tonsede igennem sin uddannelse og blev civiløkonom fra Syddansk Universitet.

Senere fik Juul job hos det mejeriselskab, der i dag hedder Arla. Undervejs lykkedes det hende at lave store kommercielle succeser som eksempelvis Malthe-ost, og i årene efter blev hun kendt som en driftig erhvervskvinde med flere store bestyrelsesposter og mange år som direktør.

Ikke kun det kommercielle, men også kulturen har Mona Juul taget kontrollen over. Når hun som ene kvinde har siddet til møder med syv mænd i jakkesæt, har der ifølge hende været meget, der har indikeret, at det var kvinden, der skulle rejse sig op og rydde af. Og den køber hun ikke.

”Jeg bliver bare siddende på min bagdel, og nogle gange kan det da godt være pinligt. Især når der til sidst er nogle mænd, der ender med at gøre det, og så kan det godt virke lidt underligt, at man så ikke hjælper,” siger hun.

Men det er et princip, og dem har hun nogle stykker af. Juul har da også en opsang til kvinder, der gerne vil have de store poster i erhvervslivet og på Christiansborg. De skal til at ’læse nogle flere finanssektioner i stedet for at dyrke så meget yoga’ ifølge Juul. Alt for mange kvinder tror, at det hele kommer af sig selv, men det gør det ikke, fastslår hun.  

Ikke klassisk konservativ
Og hvad med det politiske dna? Når folk tænker på Mona Juul, falder tankerne måske ikke lige på Gud, konge og fædreland. Faktisk bliver hun ofte mødt med påstanden om, at hun ikke er klassisk konservativ. Så hvad er konservatisme egentlig for hende? For Mona Juul er det faktisk ret simpelt.

”Hvis jeg var ultraliberalist, ville jeg være ligeglad med dem, der har brug for hjælp. Hvis jeg var socialist, ville jeg bare koncentrere mig om dem, der har brug for hjælp. Vi er nødt til at bygge et samfund, hvor vi alle kan bidrage, og hvor vi tager hånd om dem, der har brug for hjælp. Derfor er jeg konservativ,” siger hun.

Går med ministerdrøm
At hun er konservativ, er Mona Juul da heller ikke bleg for at gøre opmærksom på. Under valgkampen sidst år var hang der et kæmpebanner af hende ved havnen i Aarhus. Og kan det egentlig blive stort nok for hende?

”Hvis telefonen ringede i forhold til en ministerpost, ville jeg 100 procent takke ja. Om det så var verdens mindste ministerpost. Jeg vil dog helst være finansminister, men jeg tager gerne Erhvervsministeriet på vejen,” griner hun.

Af Berlingske bliver hun netop kaldt en mulig erhvervsminister i en kommende borgerlig regering. Ifølge Juul selv behøver hun ikke at få magten, men hun vil altid søge den. Derfor betegner hun også sig selv som et klassisk magtmenneske.

”For 10 år siden ville jeg have benægtet det. Men det kan jeg bare se, at jeg er. Folk tror dog, at jeg er langt mere taktisk, end jeg er. Og jeg er ofte i tvivl om, hvad der er rigtigt eller forkert. Men jeg går altid går efter bolden. Både politisk, men også fordi jeg holder med Liverpool FC,” siger hun og slår et sidste grin an, før nye forhandlinger venter.