Mike Fröhnels historie starter ét år før hans tilfangetagelse, da han blot er 16 år. Han finder sin veninde nøgen i pigernes brusebad på skolen. Hun er bevidstløs. Blodet driver ned over ansigtet fra den dybe rift i panden. Hendes øje er slået halvt i stykker. Da Mike Fröhnel får hende til bevidsthed igen, fortæller hun, at en dreng ville tvinge hende til at være kæreste med ham. Hun afviser, og drengen tæsker hende.

”Jeg ville finde gerningsmanden og give ham en lærestreg. Jeg gik hen til ham i skolegården og spurgte: ”Får du et kick ud af at banke piger?” Han kaldte mig et svin og bad mig om at skride,” erindrer Fröhnel. Mike Fröhnel kan ikke styre sig. Han giver drengen ét slag på venstre og ét på højre side af kinden. Samme dag bliver Fröhnel arresteret i skolegården og sendt i varetægtsfængsel. Her tilbringer han en uge, før han bliver løsladt. Det er dog langtfra enden. For hvad Fröhnel ikke ved er, at drengens far er generalmajor i den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det skal komme til at blive altafgørende for ham senere i livet.

Grundwalds jakke

Da Politisk Horisont møder Mike Fröhnel på Copenhagen Strand-hotellet i det indre København, er han iført skuespilleren Morten Grunwalds skræddersyede, ternede ’Benny-jakke’ fra de ikoniske kriminalkomedier om Olsen-banden. Fröhnel er Tysklands måske nok største fan af filmserien. Derfor har han også fået jakken af Morten Grunwald personligt.

”Det er filmene om Olsen-banden, der har lært mig at tale dansk,” siger Fröhnel, der er i København for at være gæstetaler til Det Konservative Folkepartis konference ’Berlinmurens fald – frihedens triumf’, med sin gebrokne udtale.

54-årige Fröhnel har et halvråt look. Han er muskuløs, har plysset, gråt hår, bærer stramme, opsmøgede Lewis-bukser og er iført militærstøvler – og ja, så lige Morten Grunwalds ternede jakke. Trods sin hårrejsende historie, er Mike Fröhnel alligevel et muntert gemyt. Men sådan har det ikke altid været.

Oprørsk udseende

Under det kommunistiske DDR-styre i 1980’erne er den unge Fröhnel ikke politisk aktiv, og han deltager hverken i demonstrationer eller modstandsbevægelsen. Men han lægger aldrig skjul på, at han ikke er enig med linjen i DDR.

”Jeg sagde, at jeg ikke ville være med i Freie Deutsche Jugend, som var en kommunistisk ungdomsorganisation og et supplement til skolesystemet. En slags Hitlerjugend i DDR,” siger Mike Fröhnel.

Dissidenten Fröhnel har da også et oprørsk udseende i 1980’erne. Inspireret af punk-stilen bærer han læderjakke med et stort AC/DC-logo på, Lewis-jeans og de ikoniske Dr. Martens-støvler. Han passer med andre ord ikke i den såkaldte ’politiske ramme’.

’Socialistisk vejviser’

En vis generalmajor i Stasi har da heller ikke glemt ham, og det skal han snart få at mærke. På sin 17-års fødselsdag kører Fröhnel med S-toget til Verdensuret, der er placeret på det offentlige torv Alexanderplatz i Berlin. På vej ned ad trappen til U-banen møder han fem-seks unge mænd i slutningen af 20’erne.

De kommer langsomt hen imod ham. Trængt op imod muren spørger den unge Fröhnel mændene, hvad problemet er. Mændene er iskolde. Ingen reaktion. Ingen ansigtsudtryk. En af mændene svarer, at Fröhnel er deres problem. Øjeblikket efter bliver han slået hårdt i hovedet.

Først efter mændene har slået ham, viser de deres Stasi-skilte. De lægger Mike Fröhnel i håndjern. Det er smertefuldt, og han prøver at rive sig løs. Fröhnel rammer en Stasi-betjent, som efterfølgende basker ham i hovedet med en knippel. Eller, som Fröhnel selv kalder det, en ’socialistisk vejviser’.

Mareridtet begynder

Efterfølgende stimler mændene otte-ni falske vidner sammen, som de får til at sige, at Mike Fröhnel slog først. Fröhnel selv er bevidstløs og bliver smidt ind i en fangebil med en pose over hovedet. Han vågner i en celle med en ordentlig bule i baghovedet.

”Jeg var i chok – jeg troede, at det var et mareridt. Men det var virkelighed. Og jeg kunne genkende den slags celle. Det var det samme fængsel, som jeg havde været i et år forinden. Selvom Stasi havde nøgler til alle fængsler,” siger Mike Fröhnel.

Senere finder han ud af, at generalmajoren i Stasi stod bag. Han kunne ikke acceptere, at Mike Fröhnel var blevet løsladt for at slå hans søn. Og nu er lov og orden langt borte.

En Stasi-officer råber: ”Hold din kæft – du lyver og lyver” til alt, hvad Fröhnel siger til sit forsvar. Han bliver uden videre kendt skyldig. Ingen retssag. Nu begynder et langt, rædselsfuldt ophold i hænderne på berygtede Stasi. Fröhnel bliver smidt tilbage i cellen, der stinker af mug. Han må ikke ringe hjem. Ingen ved, hvor han er – hverken familie eller venner. Han må først skrive et brev flere uger senere.

Brutal dagligdag

Hverdagen i et østtysk Stasi-fængsel er brutal. Fangerne bliver vækket kl. 04 om natten til morgensport. Alt sker efter ordre. Man må ikke bare tage sin ske og spise sin suppe. Man skal vente, til en vagt har råbt: ”Tag skeen – spis nu” først. Fangerne skal støbes til at passe ind i den politiske ramme.

”Hvis man tabte sin ske, så skulle alle tage 30 armbøjninger. Jeg kan huske én, der kun kunne klare 10 armbøjninger. Så kunne vi andre takke ham for, at vi skulle ud at arbejde. Han fik bank, og vi fik ikke mere mad,” siger Mike Fröhnel.

I et Stasi-fængsel har man ingen venner, så man skal passe på sig selv. Man bliver konstant banket og chikaneret af vagterne. Og de behøver ingen grund – man skal bare kigge forkert på dem.

”Hvis vagten var i dårligt humør, hev han sin knippel op og slog os på ryggen. Man anede ikke, hvad man havde gjort galt. Så kunne vagten sige: ”Vil du kysse mig? Er du forelsket i mig? Gå væk, dit svin” til en, når man spurgte,” beretter Mike Fröhnel med et forfærdet blik i øjnene.

Tortureret psykisk

Selv når alle regler bliver overholdt, får fangerne tæsk i fængslet. På et tidspunkt står en fange med fråde ud af munden. Mike Fröhnel råber til en vagt, at han skal gøre noget, for manden er ved at dø. ”Jamen, så lad ham dø,” lyder fangevogterens kyniske respons. En episode, som Fröhnel aldrig glemmer. 

”Det var brutalt. Der begyndte jeg at hade. Alle blev slået, nogle tortureret vil jeg sige,” fortæller han.

Mike Fröhnel bliver jævnligt slået med knippel og sparket med Stasi-støvler i fængslet. Hos efterretningstjenesten er det i høj grad også psykisk tortur. En dag vil nogle officerer have ham til at afsløre noget information. Under forhøret siger de, at han skal huske på sin mor og sine fire yngre brødre derhjemme. ”For man ved jo aldrig, hvad der sker,” hvisker en officer roligt i hans øre.

”Ét var at blive sparket, slået og tæsket i ansigtet af fængselsvagter på daglig basis. Men at få trusler mod sin familie var det værste,” siger Mike Fröhnel om tiden i Stasis varetægt.

Løsladelsens dag

Endelig kommer så dagen, hvor Mike Fröhnel bliver løsladt. Det er den 30. november 1989. Fröhnel aner ikke, at Berlinmuren er faldet.

”Ingen af vagterne sagde noget. Jeg fik mine løsladelsespapirer og blev sat på toget kl. 11. Jeg vendte mig ikke om og sagde farvel. Jeg skulle bare væk,” siger Fröhnel insisterende.

I togvognen sidder han med en flaske øl i hånden. Humøret er dårligt. Det samme er novembervejret. Men ligesom sin gamle barndomshelt Egon fra Olsen- banden har Mike Fröhnel en plan. ”Jeg planlagde at flygte over Berlinmuren og ind i Vesttyskland,” siger Mike Fröhnel, som på daværende tidspunkt er komplet uvidende om murens fald tre uger tidligere.

Selv fængselsansat

Da Fröhnel stiger af toget, beslutter han sig for at tage op til sin gamle vens lejlighed og banke på. Vennen åbner op.

”Han troede, at jeg havde været ude at rejse uden at sige farvel. Ingen vidste, hvor jeg havde været. Men af en eller anden grund vidste min ven, at jeg ikke var klar over, at muren var faldet. Jeg sad i hans sofa, og så bad han mig lukke øjnene,” siger Mike Fröhnel.

Da han bliver bedt om at åbne øjnene igen, ligger der en stak aviser på sofabordet. På forsiden af Berliner Zeitung står de berømte ord ’Die Mauer ist Weg – Berlin ist wieder Berlin’. Tårerne triller ned ad kinderne på Mike Fröhnel.

”Det tog lang tid for mig at forstå, at det var virkelighed. Efterfølgende drog jeg til den tyske vestkyst. Det var vildt at få lov at købe smøger, sprut, slik, og hvad jeg ellers havde lyst til. Og i øvrigt sige, hvad jeg havde lyst til,” siger han.

I 21 år har Mike Fröhnel nu været ansat som omviser i sit ’eget’ Stasi-fængsel i Hohenschönhausen. Hvordan kan en mand arbejde dét sted, hvor han har fået kommunismens brutalitet at føle på egen krop og eget sind gennem seks år? ”Det var min behandling selv at få nøglerne i hånden,” siger han.