FORSIDE | SKATTEPLAN | BOLIGSKAT
Man skal kunne føle sig tryg som boligejer. Din bolig er dit hjem – ikke et skatteobjekt.
Det Konservative Folkeparti er garant for, at borgernes ejendom først og fremmest er borgernes ejendom. Derfor har vi altid kæmpet mod boligskatter.
Vores vision er, at afskaffe alle boligskatter, så det kun er gevinsten ved salg, der bliver beskattet. Men vi ved også, at det ikke nytter at stille ultimative krav og udstikke højtravende løfter. Derfor har vi fremlagt en realistisk og gennemregnet plan, hvor lavere boligskatter selvfølgelig spiller en afgørende rolle. Du kan læse den samlede skatteplan her.
I denne valgperiode har vi gennemtrumfet en boligskatteaftale, som lettede boligskatten med hele 28 milliarder kroner. Med aftalen indførte vi også et forsigtighedsprincip i de offentlige ejendomsvurderinger for at sikre mod skæve vurderinger. Du kan læse om boligaftalen her.
Men vi vil gerne sikre boligejerne endnu bedre for fremtiden. Derfor har vi afsat 13 milliarder kroner i vores skatteplan til at sænke grundskyld og ejendomsværdiskatten yderligere. Derfor er vi det eneste parti i Folketinget, der vil sænke boligskatterne med mere end 10 milliarder kroner.
I vores nye gennemregnede skatteplan har vi afsat 13 milliarder kroner til lavere boligskatter. Dermed er vi det eneste parti i folketinget, der har en gennemregnet plan for boligejerne.
Der er langt over 1,5 million danske boligejere. De har købt og betalt deres hus, fordi de regner med at have en bolig mange år ud i fremtiden. Vi skylder dem, at de kan føle sig trygge om deres boligøkonomi. Boligen er først og fremmest et hjem – ikke et investeringsobjekt.
Når man har købt og betalt sit hus, så skal man ikke beskattes ud af det.
Vi har lettet boligskatterne i denne periode. Vi har indført et forsigtighedsprincip, så SKAT altid skal trække 20 procent fra vurderingen af et hus, inden det beskattes. Vi sørgede for at fastfryse grundskylden i 2016 og 2017 og sparede boligejere for 6,6 milliarder. Derudover fik vi med boligaftalen sikret, at der tilbagebetales i alt 9 milliarder kroner til de danskere, som har betalt for meget i boligskat på grund af forkerte vurderinger. Til det kommer aflysninger af stigende grundskyld og ejendomsværdiskat. I alt har vi lettet boligskatterne med over 30 milliarder kroner. Nu vil vi gerne tage næste skridt.
Vores vision er helt at afskaffe både ejendomsværdiskat og grundskyld og i stedet kun beskatte et eventuelt provenu fra boligsalg, når man forlader boligmarkedet eller køber noget mindre. Det vil selvfølgelig kun gælde den merværdi, der bliver oparbejdet efter indførslen af et sådant system. Det virker i mange andre lande, blandt andet Sverige, så det kan selvfølgelig også godt fungere herhjemme. Hvis vi vel at mærke har modet til det. Men økonomisk og teknisk kan det sagtens hænge sammen.