Den 9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største, som min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggelig den del af Europa var, men det var kommunismens sande ansigt og virkelighed. Vi, der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest.

Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst og ment, at det var den rigtige samfundsmodel for os.

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin er et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig selv ind, at vi skulle beundre Østeuropa.

Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, at det er rigtigt at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad virkeligheden bød på for kun tre årtier siden.

Men friheden har det heldigvis som vand. Den finder altid en sprække, og pludselig kunne murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive fri. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev utrætteligt kæmpet af bl.a. daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen og alt det frygtelige, som den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de berømte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden havde med frihedens styrke begyndt sin tur ned ad bakken, uden at den kunne stoppes.

Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin ’glasnost’ og ’perestrojka’ havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vest og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande.

Den 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede, godt anført af den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle dog stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid.

Vi har i dag et nyt europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er dog stadig steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. For frihed er det bedste guld. Det skal vi huske. Vi skal huske at diskutere friheden og vigtigheden af den. Både for eftertænksomhedens og fremtidens skyld. Derfor holdt Det Konservative Folkeparti en konference med titlen ’Berlinmurens fald – frihedens triumf’ lørdag den 9. november i år. Konferencen kan du læse mere om her i Politisk Horisont, hvor du også får en førstehåndsfortælling fra Stasi-fangen Mike Fröhnel. Dagen var for mig en påmindelse om, at kommunismen tabte, og friheden vandt. Jeg vil dog aldrig nogensinde glemme den tid i mine sene teenageår, da jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne kime for millioner af mennesker.