Søren Pape: Man vinder ikke folks respekt ved at råbe og skrige

  
Søren Pape har ikke altid haft vind i de politiske sejl, og han har i den grad prøvet at blive pryglet, provokeret og sat på prøve i pressen. Faktisk blev han i starten af sin tid som formand kaldt lige fra ‘spejlblank’ til et ‘højrisikoprojekt’.

Nu præger Pape-power partiet, meningsmålingerne pynter, og der er sat et punktum for den hårde, personlige kritik af den konservative formand. Nogle spekulerer endda i, om det er Pape, der skal lede puslespillet om en eventuel regering, hvis de politiske vinde skulle blæse i borgerlig retning.

For bordenden sad han i hvert fald nytårsaften, da han fyldte 50 år. Derfor tegner Politisk Horisont et fødselsdagsportræt af formanden og har sat ham stævne til et interview. For at gøre status. På livet. Politikken. Og alt derimellem.

For hvad er den nu 50-årige formand egentlig rundet af? Hvad er det for et værdisæt, der gør, at Søren Pape står, hvor han står, her på tærsklen til livets anden halvleg?

Papes barndom var præget af varme og kærlighed. Han blev adopteret, da han var tre måneder gammel, og derfor ved han af gode grunde ikke, hvordan hans liv var gået, hvis han var vokset op på den ene, anden eller tredje måde. Man har kun den ene fortælling, man har.

”Jeg tror, at alle forældre er stolte af deres børn, uanset hvordan sammenhængen er. Så for mig er der ikke nogen forskel på, om min mor har født mig eller ej. Jeg var et ønskebarn for mine forældre, og jeg har oplevet en barndom gennemsyret af kærlighed,” siger Pape.

Ville dø over et kviklån
Han rækker ud efter de friske flæskesvær, der netop er blevet bragt ind på formandskontoret på Christiansborg. Selv er han vokset op på en gård med svineproduktion, og her der var ingen forståelse at hente, hvis man gerne ville blive blundende i sengen om morgenen eller hellere ville hygge i haven end at tage i skole.

Der skulle muges ud, fodres grise, og skolen skulle passes. Sådan var det. Også selvom der stadig var søvn i øjenkrogen. Her herskede solid, jysk arbejdsmoral.

”Mine forældre har altid haft den holdning, at man skal bidrage med noget. Man tjener nogle penge og sparer op til noget, man gerne vil have. Altså, mine forældre ville jo dø over, hvis jeg tog et kviklån. De har altid sagt, at det værste, der kunne ske i verden, var overtræk på kontoen,” siger Pape med en let latter.

Pengene skal tjenes, før de bruges, og det sidder man ikke og brokker sig over, fastslår Pape. For som han siger, så gør man ikke sine børn en tjeneste, hvis man fejer alt væk for dem på vejen. Børn og unge mennesker skal lære, at penge ikke er noget, man har – det er noget, man tjener.

Børn skal lære at være i problemer, mener Pape. Ellers får Danmark en generation af forkælede børn, der bliver båret rundt til alt, får kørt lun lasagne ud på Roskilde Festival og aldrig smøger ærmerne op og hjælper til med opvasken i hjemmet.   

Ovre i skolen trivedes Pape, og han elskede fag som dansk, samfundsfag og historie – men bestemt ikke naturfag eller håndarbejde. 

Landlivet passede ham også godt. Han elskede at bo på landet i et Morten Korch-lignende landskab, hvor han kunne rende rundt, uden at forældrene var bange for trafikerede veje. 

Især selskabet med naboens datter er noget, som formanden for Det Konservative Folkeparti husker tilbage på med varme. Fie var hans bedste legekammerat, og hun var meget ovre ved forældrenes gård.

”Min mor har et billede af, at vi på et tidspunkt legede bagere, hvor hele køkkenet var fyldt med mel. Som i spredt ud over det hele. Og gæt engang – vi fik stukket en støvsuger i hånden og fik selv lov til at gøre rent,” siger Pape med et glimt i øjet og hentyder til, at der ikke var nogen curling-mor til at tørre op.

Savklinger på albuerne
Pape var som ung i 1980’erne fascineret af den daværende konservative statsminister, Poul Schlüter, og han interesserede sig i høj grad for udenrigspolitik med Reagan, Thatcher, kampen mod øst, kommunismen og muren, som jo faldt, da han var 17 år gammel. Og han har altid vidst, at han var konservativ.

Selvom han er vokset op på en gård i Jylland, så har han aldrig været venstremand. Han er opdraget til at være fri og selvstændig, men også til at tage hånd om dem, der ikke kan selv. Og selvfølgelig med konservative, kristne værdier efter sand grundtvigsk tradition og højskolesangbøger.

”Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, så var det jo ikke en diskussion, om jeg skulle komme til gudstjeneste eller ej. Mine forældre havde den holdning, at når man går til forberedelse, så går man også i kirke,” siger Pape, der også mener, at det har dannet grundlaget for, at han i dag er flittig kirkegænger og finder stor glæde i kristendommen.

Så konservatismen lå til højrebenet, og han tøvede ikke med at melde sig ind i Konservativ Ungdom. Her hører man tit om, at man får savklinger på albuerne. Sådan var det også for Pape. Han lærte at begå sig politisk, for ungdomspolitik er ikke for sarte sjæle.

”Jeg ved ikke, om jeg blev en hård negl, men jeg har jo også været med til mine kampe i KU. Jeg havde i hvert fald en kraftig indvirkning på at gøre vores nuværende generalsekretær til landsformand for KU i sin tid,” siger han og griner.

Som Pape siger, så kommer man ingen vegne, uden at der er kampe undervejs. Han var ifølge ham selv heller aldrig blevet borgmester i Viborg, hvis ikke det havde været for KU-fortiden.

Faktisk bruger han stadig mange tricks fra dengang. At kunne manøvrere, lave nogle aftaler og være taktisk. Og selvom det godt kunne være hårdt, og folk nogle gange var efter hinanden, så var det også den fedeste tid, mindes Pape.

Men der skulle også tjenes nogle penge, så Pape havde råd til øl i KU, stereoanlæg og ordbøger til skolen. Pengene kom jo ikke af sig selv. Derfor arbejdede han på den lokale Hydro-tankstation i Fårvang, hvor han stod bag kassen. Så hvad han har haft med hjem af franskbrød og flødekager er ikke småting.

Frarådede formandspost

En portion år senere blev Pape så borgmester i Viborg, og det var trygt og godt. Hvorfor skulle han til at lave om på dét? Jo, fordi der kom et lidt uventet opkald, hvor han blev tilbudt at blive formand for Det Konservative Folkeparti.

Det skulle selvfølgelig vendes med hans mor. ”Det kan du da ikke finde på,” svarede hun, da Pape fortalte hende om tilbuddet. Hun mente ikke, at det gav meget mening at skifte jobbet som borgmester i landets niendestørste kommune ud med et mere usikkert job ovre i den ’farlige’ hovedstad.

Alligevel blev Pape ramt af en pligtfølelse. For han havde været en del af den konservative familie, siden han var 15 år gammel. Han kunne ganske enkelt mærke, at tanken om at blive formand bare voksede i ham. Også selvom han normalt er tryghedsnarkoman.

”Når jeg sidder her i dag, så viser det bare, at livets veje er uransagelige. Vores liv er støbt sammen af mange tilfældigheder. Vi skal turde at gribe momentet og gribe de udfordringer, der kommer,” siger Pape og retter på slipseknuden.

Starten på formandsperioden var dog mildest talt op ad bakke, hvor Pape fik en hård medfart i medierne. Der blev sat spørgsmålstegn ved hans hæderlighed, og der var journalister i hovedstadsområdet, der ringede til lokale journalister og sagde: ”I må da have noget på ham.”

Søren Pape havde da også nogle overvejelser, om det var det rigtige. Alligevel var den konservative formand end ikke tæt på at hoppe fra.

”Når det blæser, skal man blive stående, for det går altid over, og når man står i møg til halsen, så skal man huske at kigge op. Men det er selvfølgelig hårdt undervejs. Kunsten er, om dem omkring dig har tålmodigheden, og om du vil udsætte dig selv for det. Men jeg følte mig dårligt behandlet,” siger Pape.

Intet fedtspil fra Pape
Heldigvis vendte tiden dog for Pape. I rollen som justitsminister kunne selv ikke den mindste understrøm bringe ham ud af kurs, og med Papes krystalklare facon og tydelige og ordentlige måde at sige tingene på var ministeriet for lov og orden som skabt til ham.

Kampen for danskernes tryghed var med til at vise en anden, mere stålsat side af Pape, og hans jernnæve som justitsminister viste sig at gøre ualmindeligt ondt på kriminelle og bander.    

Bandekrigen blev for alvor springbrættet til vælgernes bevidsthed, og nu er Pape ifølge mange målinger den mest populære partileder i Danmark. Han er en rolig mand af natur, men hvordan formår han at holde benene på jorden?

”Jeg er glad og taknemmelig for den opbakning, vi ser ud til at have. Vi oplever stor fremgang, men det er fugle på taget, indtil vi har fået mandaterne efter et valg,” slår Pape fast og uddyber:  

”Så jeg tager intet for givet, og det stiger mig ikke til hovedet. Der er ikke meget ’her-kommer-jeg-type’ over mig, og jeg går heller ikke og ser mig selv som sådan en kæmpe chef, der skal bæres rundt på et skjold,” siger Pape.

Ifølge Pape er det ikke alle, der kan tåle at have magt, eller at det går godt. God ledelse er at sætte nogle rammer og være klar på, hvad man vil, uden at man har behov for at manifestere det over for andre.  

”Vi har også hørt historier om ministre, som ter sig og råber og skriger ad folk. Jeg tror ikke på, at man sætter sig i respekt ved at true andre mennesker og hænge dem ud. Det er et svaghedstegn, når ledere har brug for at vise over for andre, at de bestemmer. Så skaber man frygt, og det fører til folks fald,” siger Pape.

Flere kommentatorer og politikere som eksempelvis Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, har sagt, at den konservative formand skal ”stoppe med at fedtspille” og melde sig som leder af de borgerlige partier og dermed statsministerkandidat. Det tager Søren Pape dog med ophøjet ro.

”Jeg melder noget ud, når jeg synes, at tiden er rigtig. Hvis vi står til det, vi gør i målingerne nu, så har vælgerne krav på at vide, hvad jeg går efter, og hvad jeg er kandidat til. Men grunden til, at jeg ikke bare farer ud nu, er, at der er utrolig stor forskel på det mandattal, vi har nu, og det, vi står til i målingerne,” siger han.

Nu er Pape fyldt 50 år, men han føler sig bestemt ikke gammel. Han har endda hørt fra mange, at det er det bedste tidspunkt her i livet. Der er en masse bøvl, som man ikke har længere, livserfaringen er større, og man er stadig fysisk frisk.

Tanken om at vende tilbage til erhvervslivet en dag skræmmer ham da heller ikke. Der har han jo tilbragt 18 år af sit liv. Alligevel håber Pape ydmygt på, at han også er at finde på Christiansborgs bonede gulve, næste gang han fylder rundt. For der er masser at tage fat i. Og ville den konservative formand være klar til at tage ansvaret for blå blok?

”Man skal altid være klar til at tage ansvaret. En ting er, om omstændighederne gør tingene mulige. Men det at tage ansvar skal man aldrig rende væk fra. Det ligger dybt i mig. Hvis der er noget, jeg ikke kan tage, så er det folk, der står på sidelinjen og kigger på, at andre tager ansvar,” siger Søren Pape.