EUs databeskyttelsesforordning træder i kraft den 25. maj 2018.
Det primære mål med databeskyttelsesforordningen er at øge datasikkerheden for den enkelte borger, og overordnet indeholder forordningen skærpede krav til it-sikkerhed, organisatorisk sikkerhed samt informationsforpligtelse og samtykke.
Som politisk parti og organisation er det af største vigtighed for Det Konservative Folkeparti at respektere og overholde EU’s databeskyttelsesforordning. I Det Konservative Folkeparti – lokalt i vælgerforeningerne og internt i organisationen – behandles dagligt mange data. En meget stor del af disse er persondata, og det er vigtigt, at alle, der har med behandling af persondata at gøre, overholder bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen.
Disse sider beskriver de standarder og principper for procedurer, vi anvender ved behandling af persondata og skal overholdes af alle medarbejdere og tillidsfolk i organisationen.
Procedurerne skal følges for at sikre de enkelte medlemmers rettigheder og for at sikre, at håndtering af persondata i Det Konservative Folkeparti altid sker i overensstemmelse med EU’s Persondataforordning.
De beskrevne procedurer og retningslinjer kontrolleres 1 gang årligt og ajourføres om nødvendigt.