23. årgang | nr. 4 | dec 2018

Hurra for to år i regering

 

Tiden flyver, når man får noget for hånden. Den fornemmelse kender de fleste. Sådan er det også, når man sidder i regeringen, kan jeg afsløre. Når du læser dette, har Det Konservative Folkeparti siddet i regeringen i to år. Lad mig derfor benytte lejligheden til at gøre status. For der er sket rigtig meget på de to år, og listen med konservative aftryk er lang. Nu skal du, kære læser, holde tungen lige i munden, for den næste sætning bliver rigtig lang:

Vi har lanceret en 1000-dages plan for udsatte børn, lagt en hjemløsestrategi, afsat 50 millioner kroner mere til nye naturmål, sat mål for uafhængighed af fossile brændsler i 2050, vi har givet afgiftslettelser på el for knap 2 milliarder kroner i 2025,  4,2 milliarder kroner til vedvarende energi og tre store havvindmølleparker, vi har gennemført en lang række initiativer, der lette byrderne for danske virksomheder, sænket skatten for hårdtarbejdende danskere, løftet forsvarets budget substantielt, sikret at 400 bandemedlemmer nu sidder bag tremmer, øget antallet af betjente, skærpet straffene for grov vold, stoppet prøveløsladelse af bandemedlemmer, der ikke ønsker at komme ud af kriminalitet, strammet op i forhold til kriminelle udlændinge og taget initiativ til et nyt udvisningsfængsel, indledt et opgør med parallelsamfund, hvor vi kan tvinge børn i dagtilbud, så de kan lære at tale dansk og begå sig i vores samfund.

Og så har jeg ikke en gang det hele med.

To år er ingen alder
Ingen kan vist være uenige i, at vi har fået maksimalt ud af de 6 mandater, vi stod med efter sidste valg. Danmark er blevet rigere, friere og tryggere. Det kan vi godt tillade os at være stolte af. Og vi kan med tilfredshed fejre to års fødselsdag i regeringen.

Men nu er jeg ikke typen, der bruger lang tid på at dvæle ved succeserne – jeg vil videre med arbejdet. For vi er ikke færdige. Der er mange ting, som vi gerne vil med dette land. For det første har vi slet ikke fået sænket skatter, afgifter og antallet af bureaukratiske regler tilstrækkeligt – hverken for almindelige borgere eller virksomheder. Det arbejde skal vi fortsætte. Vi ønsker lavere skat og virksomheder i vækst, og det stopper vi ikke med at sige højt og kæmpe for. Et godt sted at begynde er arveskatten. De færreste inviterer SKAT med til begravelsen, som ikke desto mindre dukker op og tager en stor del arven – penge, der allerede er blevet beskatte én gang. Lad os få den tåbelige afgift fjernet.

For dig og for Danmark

Jeg mener også, der er mere der skal gøres på sundhedsområdet. Vi har for få familielæger rundt i landet, og nogle steder skal man køre rigtig langt for at komme til egen læge. Sådan bør det ikke være. Man skal kunne få hjælp og omsorg, når man har brug for det. Det giver en tryghed, at familielægen er tæt på der, hvor man lever sit liv. Det skal vi have styrket, samtidig med, at vi også vil afsætte flere midler forskningen, så vi i fremtiden kan tilbyde hinanden behandling i absolut verdensklasse.

Derfor ser jeg frem til det snarlige folketingsvalg. Det er nemlig en mulighed for at fortælle danskerne, hvorfor det er så vigtigt at Det Konservative Folkeparti har indflydelse i dansk politik. Det bedste argument for at stemme konservativt er vores politik. Derfor glæder jeg mig til en valgkamp, hvor vi forhåbentligt griber muligheden for at snakke en masse politik med danskerne – det er nemlig her, vi er stærkest. I vores politik. En politik for dig og for Danmark.

Glædelig jul og godt nytår
Det er sidste gang i hører fra Politisk Horisont inden jul. Derfor vil jeg skynde mig at ønske jer alle glædelig jul, inden det er for sent. Må det blive en tid, I alle for lov at nyde med dem, I har kær. For mange af os er julen en tid med hygge og nærvær, og god tid med de nærmeste. Derfor elsker jeg julen. Men mange kan opleve det som en svær tid. Nogle oplever stress – andre ensomhed. Julen er også en anledning til at stoppe op og spørge sig selv, om nogen mon har brug for støtte eller omsorg.

Næste gang i modtager Politisk Horisont skriver vi 2019 – og så kan valgkampen være lige op over. Jeg kan ikke vente!

– Søren Pape Poulsen