23. årgang | nr. 4 | dec 2018

Børnelunger skal ikke fyldes med røg

 

Hver dag begynder 40 danske børn og unge under 18 år at ryge. Ifølge Kræftens Bekæmpelse forventes hver tredje unge ryger at dø på grund af rygning, hvis de forsætter med at ryge som voksne.

Del via:
Del via:

Det skal der laves om på, lyder det fra Det Konservative Folkeparti.

Derfor lancerede partiet i forbindelse med åbningsdebatten tre nye forslag, der har til hensigt at få børn og unge til at holde sig fra tobak.

”Vi skal tage de her tal dybt alvorligt. Det handler om menneskeliv, og vi kan ikke bare se passivt til, imens børnelunger bliver ødelagt, og børn bliver afhængige af tobak,” lød det fra Mette Abildgaard.

Røgfri skoletid for alle under 18 år
Det Konservative Folkeparti har tidligere foreslået, at der indføres røgfri skoletid på alle landets grundskoler. Det vil sige, at eleverne ikke må ryge, mens de er i skole, uanset om de er på skolens grund eller ej. Det forslag vil partiet udvide, så det også gælder i 10. klasse, på efterskolerne, gymnasierne og erhvervsuddannelserne – men kun for de elever, der er under 18 år.

”Det her forslag er målrettet børn og unge. Vi må stole på, at når man er myndig, så er man også gammel nok til at tage ansvar for sig selv,” siger undervisnings- og forebyggelsesordfører Brigitte Klintskov Jerkel.

Flere ungdoms- og erhvervsuddannelser har allerede indført røgfri skoletid, og det er hensigten, at resten af landets skoler skal håndhæve reglen på samme vis som dem. De sender ikke lærerne ud efter eleverne, men de påtaler det, når de opdager det. Og hvis eleverne fortsat har svært ved at holde sig fra cigaretterne i skoletiden, afsættes der tid til samtaler og støtte, så de kan lære at klare en skoledag uden røg.

”Vi ved, at langt de fleste rygere begynder med at ryge som mindreårige. Derfor tror vi på, at røgfri skoletid er et kæmpe skridt i den rigtige retning for at få dem til at holde sig fra tobakken som voksne,” siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Slut med tobakskøb for mindreårige
Det er i dag ulovligt at sælge tobak til børn og unge under 18 år. Til gengæld er det lovligt, at en myndig person køber en pakke cigaretter og giver den videre til en mindreårig. Det kaldes et såkaldt proxy-salg.

Det ønsker Det Konservative Folkeparti at lave om på.

”Min egen lillesøster har fortalt, hvordan de unge stiller sig foran kiosker og butikker, hvor de venter på den første og bedste voksne, der kommer forbi, og så får de vedkommende til at købe cigaretter for dem,” siger Mette Abildgaard.

”Det er fuldstændig at undergrave lovgivningen,” tilføjer Brigitte Klintskov Jerkel.

Det er hensigten at et såkaldt proxy-salg skal straffes med bøde.

Færre unge vil ryge med prisstigning
Som det første parti i blå blok foreslår Det Konservative Folkeparti at hæve cigaretpriserne. I dag koster en pakke cigaretter 40 kroner – det vil partiet hæve til 60 kroner.

”Det handler om at gøre cigaretterne utilgængelige for børn. Kræftens Bekæmpelse opfordrer selv til, at man i første omgang hæver prisen til 60 kroner, og det vil vi gerne efterleve,” siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Dansk Sundhedsinstitut har tidligere lavet en undersøgelse, som estimerer, at 20.000 danskere i aldersgruppen 16-19 år vil stoppe med at ryge med en sådan prisstigning.

”Det her handler ikke om, at vi vil straffe nogen. Voksne mennesker er fortsat velkomne til at bestemme selv og ryge, som de vil. Det her handler om, at vi tager ansvar for vores børns fremtid, for de fortjener at leve et langt og sundt liv,” fortæller Brigitte Klintskov Jerkel.  

 

 

 

De tre rygepolitiske forslag:

  • Røgfri skoletid for alle under 18 år
  • Prisen for cigaretter hæves til 60 kroner
  • Køb af tobak på vegne af mindreårige ulovliggøres

 

Fakta:

  • Fra 2013 til 2017 er der sket en stigning i andelen af unge, som ryger, på over 10 procent
  • Kun 9 % af danske rygere er begyndt efter 20-årsalderen
  • To til fire gange så mange unge ryger på erhvervsuddannelserne i forhold til gymnasierne