Et gammelt ordsprog siger, at hvad kommer let, går let. Det gælder også for meningsmålinger. Nu skal man aldrig udfordre skæbnen, men jeg tillader mig alligevel at være forsigtig optimist, når jeg læser, at Det Konservative Folkeparti i meningsmålingerne har den højeste vælgertilslutning i 10 år.
For den opbakning, som vi nyder i øjeblikket, er vi ikke kommet let til. Vi knokler hver dag for at forklare vælgerne, at Det Konservative Folkeparti er den sikre borgerlige stemme, der kæmper for lavere skat, et stærkt politi, en balanceret udlændingepolitik, en grøn klode og et trygt sundhedsvæsen. Det tror jeg, at vælgerne anerkender.
Nogle påstår, at Det Konservative Folkeparti oplever fremgang i målingerne, fordi andre borgerlige partier famler i øjeblikket. Den teori køber jeg ikke. Altså, selvfølgelig er det sådan i politik, at de udfordringer, der rammer nogen, kan være til gavn for andre. På den måde er politik jo et nulsumsspil. Men i dag er vi et reelt alternativ for borgerlige vælgere. Vi har igen noget at byde på, og vælgerne vender hjem.
Ikke bare er interessen for at stemme på os vokset. Det samme er interessen for at repræsentere Det Konservative Folkeparti. I folketingsgruppen har vi nu glæde af Marcus Knuth, som tog skiftet fra Venstre tilbage i november sidste år. Årsagerne til skiftet kan du læse mere om i denne udgave af Politisk Horisont, der tegner et portræt af Marcus og fortæller hans historie.
Også på kommunalt og regionalt plan har vi rundt om i landet fået værdifuld tilgang fra andre partier. Jeg tror ikke, at det bliver de sidste forstærkninger til Det Konservative Folkeparti i det politiske transfervindue. Tværtimod kan jeg sagtens forestille mig, at flere politikere fra andre partier finder hjem til Det Konservative Folkeparti i fremtiden. Og det er bestemt glædeligt!
Min opfordring skal lyde, at vi skal turde succesen og tage imod såvel politikere som vælgere fra andre partier med åbne arme. Den konservative familie har altid plads til en mere, hvis det er her, at man holdningsmæssigt hører til.
Jeg startede med at skrive, at vi ikke skal ’jinxe’ succesen, som det vist hedder med et nydansk ord. Det vil jeg også slutte af med at understrege. For det handler om at holde snuden i sporet og fortsætte det hårde arbejde, som politikere, medlemmer, vælgerforeninger, frivillige, ansatte og KU’ere laver i Det Konservative Folkepartis tjeneste. Men det tvivler jeg nu heller ikke ét sekund på, at vi alle sammen gør.