28. årgang | nr. 1 | marts 2020
Tidligere udgaver | Læs dette nummer som PDF
Del via:

Klimaloven var en hård fødsel med stolte forældre til sidst

Det endte lykkeligt: En bred aftale om en klimalov, som sikrer, at Danmark når CO2-reduktion på 70 procent i 2030 – og at det gøres på en økonomisk forsvarlig måde, hvor vi udvikler og ikke afvikler dansk erhvervsliv.

Men helt ærligt: Det var en hård fødsel. Og det udtryk må jeg gerne bruge (24 timer folkens, det var frygteligt. Men jo heldigvis det hele værd). Det oprindelige udkast til en aftale, som klimaminister Dan Jørgensen endelig præsenterede på vores første møde i december, var ikke værd at råbe hurra for! Her var f.eks. ingen delmål på vejen mod 2030, og det var en vigtig prioritet for os konservative.

Det var også vigtigt for mig, at de delmål skulle sættes af et flertal i Folketinget og ikke kun af regeringen selv. Ellers kan jeg lige forudse, hvordan vi fremover vil kunne stå i et dilemma, hvis en ren Venstre-regering sætter et uambitiøst klimamål, og vores eneste modsvar ville være at vælte den. Derfor så jeg det som en vigtig sag at kæmpe for – en god fremtidsinvestering. Jeg bragte disse synspunkter op allerede på første møde og kæmpede for dem til det sidste. Det gav heldigvis pote, og mine formuleringer kom med.

En anden vigtig prioritet for mig og partiet var, at der blev skrevet nogle grundlæggende principper ind, der sikrer, at vi laver en økonomisk ansvarlig grøn omstilling baseret på vækst og udvikling, og hvor vi passer på dansk erhvervsliv. At vi ikke opstiller krav til virksomhederne, som gør, at de mister deres konkurrenceevne, og at jobs og opgaver ryger til udlandet, hvor CO2-udledningen jo så også bare flytter med. Det stopper vi ikke de globale temperaturstigninger af.

Jeg var især uenig med Pernille Skipper om dette, og hvordan de her principper skulle formuleres. Jeg stod fast, fik mine grundlæggende formuleringer med, men til sidst var vi uenige om rækkefølgen af principperne. Ærligt: Det havde absolut ingen betydning, og de andre syntes, at vi var lidt åndsvage. Det endte med, at vi slog plat og krone, for nu skulle vi være færdige. Som royalist holdte jeg naturligvis på kronen, og det er eneste gang i mit liv, at det valg har svigtet mig. Pyt, jeg fik min vilje på alt det, der betød noget. 

Vi blev færdige med aftalen en sen fredag aften på årets største julefrokostdag! Da vi præsenterede aftalen, havde de fleste danskere en promille så høj, at det i sig selv bidrog til den globale opvarmning. Jeg tror ikke, at særligt mange så med derhjemme på TV2 News. Men sådan er dét. Det vigtigste var at nå hinanden om et godt resultat, og det gjorde vi. Godt nok forlod Liberal Alliance forhandlingerne – ja, faktisk virkede det fra starten bare, som om partiet ledte efter en undskyldning for at gå. Men ellers blev det en bred aftale.

Inden vi gik ud og mødte pressen, blev den obligatoriske selfie taget. En hård fødsel – men med mange stolte forældre til sidst. Demokrati, når det er bedst.