28. årgang | nr. 1 | marts 2020
Tidligere udgaver | Læs dette nummer som PDF

Den fortabte værdikriger er vendt hjem

Ligesom Rembrandts kendte maleri ’Den fortabte søns hjemkomst’ skildrer, har 43-årige Marcus Knuth også været ude på en lang rejse. Om ikke åndeligt, så i hvert fald politisk. Nu er den ellers fortabte søn Knuth nemlig vendt hjem til Det Konservative Folkeparti. Hvor værdikrigeren i virkeligheden hører til.  

Mange har nok også tænkt: ’Ham dér, han er jo konservativ’ efter at have lyttet til Marcus Knuth. Det forstår han også godt selv. Så hvorfor valgte Knuth, der efter skiftet i november 2019 nu er konservativt folketingsmedlem, egentlig at stille op for Venstre i første omgang?

Valget stod ifølge Knuth mellem at gå ind i Det Konservative Folkeparti, som dengang i 2015 flirtede med spærregrænsen, og et stærkt Venstre, hvor der var en erklæret konservativ fløj. Efter folketingsvalget i sommeren 2019 følte Knuth dog ikke, at der var plads til en konservativ som ham i Venstre mere.

”Jeg måtte ikke længere sige, hvad jeg mente. Man taler altid om, at der er højt til loftet i Venstre. Men det er der altså ikke. Jeg tror, at Venstre har brændt sig på at have en konservativ fløj, der evig og altid er i krig med resten af partiet. Nu er jeg i et konservativt parti, hvor værdipolitikken er det, der samler – ikke det, der splitter,” siger Marcus Knuth, som glæder sig til at kunne slås for konservatismen i Danmark. 

Historisk familie

Netop konservatismen lægger som bekendt vægt på det bestående. Og bestået, det har Marcus Knuths familie gjort længe. Navnet Knuth er at finde mange gange op gennem Danmarks historie. Marcus Knuths opvækst starter da også et historisk sted. Han er vokset op på familiegodset Knuthenborg, der med sin engelskinspirerede arkitektoniske stil pryder landskabet nord for den gamle købstad Maribo på Lolland.

Knuth-slægten, som er en mecklenburgsk uradelsslægt, kom til Danmark i 1600-tallet, men kan spores helt tilbage til ridderen Heinrich Knuth, der levede omkring 1234. Og ja, så har Knuth-slægten da også sit eget våbenskjold. Alligevel mener grev Marcus Knuth ikke, at hans familie adskiller sig markant fra andre familier.

”Der følger ikke som sådan privilegier med en grevetitel, men personligt synes jeg selvfølgelig, at det er sjovt at have den her familiehistorie,” siger Marcus Knuth om sine forfædre. 

Tæt med forældrene
Marcus Knuths egne forældre blev skilt i hans tidlige år, men han var tæt knyttet til dem begge, som han beskriver som to vidt forskellige mennesker.

Hos faderen, lensgreve Adam Wilhelm Knuth, der bl.a. stiftede Knuthenborg Safaripark, voksede Marcus op med jagt, fiskeri og vilde dyr, som var en stor passion for både far og søn.

Moderen, Helle Stangerup, beskriver han som en hjertelig og excentrisk forfatter med stor kærlighed til danmarkshistorien. Marcus boede hos hende i Gentofte under gymnasietiden og beskriver, hvordan han husker lyden af skrivemaskinen inde fra stuen, hvor der altid hang lidt røg fra hendes Prince Light-cigaretter.   

Begge hans forældre gik bort for en håndfuld år siden, og storebroderen Christoffer Knuth ejer og driver i dag Knuthenborg Safaripark.

”Jeg er jo vokset op med, at den ældste overtager. Jeg har altid set det som en befrielse at kunne skabe mit eget liv og have friheden til at forfølge de ting, som jeg gerne ville,” siger Marcus Knuth.

Kugler om ørene
Efter gymnasiet i slutningen af 90’erne blev Marcus Knuth reserveofficer i Gardehusarregimentet under en særdeles fredelig periode i verdenshistorien. Så den unge lollik tog videre på studier i USA og dernæst et job som økonom i først New York og siden hos investeringsbanken Lehman Brothers i London. Men det stoppede, da finanskrisen brød ud i 2008.

Pludselig stod Marcus Knuth uden job midt i en verdensøkonomisk nedtur. Samtidig stod de danske styrker i Afghanistans Helmand-provins over for krævende kampoperationer mod Taliban. Så Knuth var ikke ét sekund i tvivl om, at han ville til Afghanistan som dansk soldat og kæmpe for demokrati og frihed. At være i krig er noget, der har gjort stærkt indtryk på ham.

”Dét at blive skudt på for første gang er en helt forfærdelig fornemmelse. Jeg går selv på jagt, så jeg ved godt, hvordan man kan ramme et mål på 100-200 meters afstand. Når du først hører kuglerne flyve om ørene på dig, så tænker du virkelig: ’Åh nej, nu dør jeg’ og får sat livet i perspektiv,” beretter Knuth.

Faldt som korthus

Selvom Knuth kom levende hjem fra Afghanistan, slap han desværre ikke for at få døden tæt på. I Afghanistan brugte han meget tid på at opbygge et sammenhold med lokalbefolkningen. Knuth samarbejdede med en afghansk stammeældre ved navn Abdul Khaliq, og sammen grundlagde de en lokal skole og andre projekter for de lokale landsbyer. En nat kom Taliban på motorcykler og kørte Abdul ud på en mark, hvor han blev henrettet som straf for at have samarbejdet med Knuth og de danske soldater.

”Derefter var der ingen i området, som turde at tale eller samarbejde med os. Så alt det, som vi havde bygget op over et halvt år, faldt til jorden som et korthus, lige inden jeg skulle tilbage til Danmark. Det var virkelig en forfærdelig fornemmelse,” siger Marcus Knuth.

Selvom danske soldater gik ud i en deling på 30-40 mand og havde mulighed for luftstøtte fra fly og helikoptere, så kunne 10 talibanere i sandaler alligevel finde på at angribe dem med gamle Kalashnikov-geværer, husker Knuth.

”Fanatismen ligger dybt i rigtig mange af dem, og det gør også, at jeg frygter islamismen mere, når jeg ser hadprædikanter og rabiate moskeer i Danmark, end andre danskere måske gør,” siger Marcus Knuth om tiden i Afghanistan.

Nu som diplomat

Marcus Knuth vendte aldrig tilbage til Londons finanssektor. Efter sin tid som soldat i Helmand-provinsen blev han ansat af Udenrigsministeriet og gennem de følgende år udsendt til både Afghanistan og Mellemøsten, nu dog som diplomat og med jakkesæt på i stedet for den militære uniform.

”Tiden som dansk diplomat lærte mig rigtig meget om politiske forhandlinger, som jeg stadig bruger i dag på Christiansborg. Og jeg mødtes ofte med danske politikere, der kom på besøg, hvilket var med til at inspirere mig til at gå ind i politik,” siger Marcus Knuth, der efterfølgende tog en kandidatgrad i administration fra Harvard University i USA.

Hemmelige samtaler
Nu er han så vendt hjem til Danmark og Det Konservative Folkeparti. For Knuth er det en lettelse endelig at kunne tale åbent om. Efter flere hemmelige møder med den konservative formand Søren Pape skulle der i november sidste år eksekveres hurtigt, før rygtebørsen på Christiansborg ville opsnappe historien.

”Det var en beslutning, der var så privat og delikat, at udover min hustru og Søren Pape var der ikke mange, der vidste det. Det var vigtigt for mig selv at kunne styre processen, så jeg kunne ringe personligt til Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg og fortælle dem om min beslutning,” siger Marcus Knuth, der ikke fik lukket et øje natten før skiftet. 

Men nu ser Marcus Knuth fremad. Hvad angår hans personlige ambitioner i Det Konservative Folkeparti, tager han ét skridt ad gangen. Modsat overvejelserne om at skifte parti er det dog ikke nogen hemmelighed, at han drømmer om at genvinde regeringsmagten og måske en dag blive minister.

Men i første omgang glæder han sig til at få et hus og en hund med sin hustru, Josephine, som han i sommeren 2019 blev gift med i Horsens, hvor Josephine kommer fra.

”Jeg har jo fået en sød pige fra Horsens, så det er rigtig dejligt. Nu håber jeg på, at vi – når vi får børn – kan finde et sted med mere luft og natur, og så ville det ikke være dårligt med en labrador eller en Jack Russell-terrier. Det ville jeg elske at komme hjem til.”

Del via:

Denne artikel er den tredje i Politisk Horisonts portrætserie. Læs flere portrætter af partiets nye folketingsmedlemmer i de kommende udgaver.