28. årgang | nr. 1 | marts 2020
Tidligere udgaver | Læs dette nummer som PDF

Dansk eller tysk: Det konservative slag om Sønderjylland

I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Derfor sætter Politisk Horisont fokus på genforeningen, og Det Konservative Folkepartis rolle i det politiske drama.

Drømmen om en genforening, 1916-1918:

Siden Danmark tabte krigen til Preussen i 1864 og måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg, havde der på begge sider af den nye grænse syd for Kolding været en drøm om at samle de tabte områder under dannebrog igen. Især blandt danske konservative var der et håb om en genforening med Slesvig – og dermed også Sønderjylland – som kunne hele såret fra 1864. Da partiet Højre blev opløst og erstattet af Det Konservative Folkeparti i starten af 1916, stiftedes det nye parti derfor bl.a. med en ambition om at få Slesvig – eller dele af det – tilbage igen. Den stærke holdning om at genforene Slesvig – og dermed sønderjyske byer som Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg – med Danmark havde især sit udspring i de unge konservative bevægelser. Holdningen fandtes bl.a. hos KU-formændene Aage Kidde og John Christmas Møller og i Studenterforeningen på Københavns Universitet.

Det Tyske Kejserrige smuldrer, efteråret 1918:
Ved efterårets komme i 1918 stod det klart, at Tyskland ville tabe 1. verdenskrig. Tyskerne havde forsøgt sig med en storoffensiv mod Frankrig, som mest af alt bare havde været en sidste krampetrækning fra det tyske militær. Dermed begyndte danskere på begge sider af grænsen syd for Kolding at gøre sig tanker om, hvordan den fremtidige grænse skulle se ud. Den såkaldte ’Aabenraa-resolution’ blev vedtaget af de danske slesvigeres vælgerforening, der krævede en folkeafstemning om netop grænsespørgsmålet afholdt.

Konservative fløje danner sig, efteråret 1918:

Holdningen til spørgsmålet om Slesvig blev i Det Konservative Folkeparti ikke afklaret uden debat. Der var intern uenighed i partiet om, hvor stor en del af Slesvig man skulle stræbe efter at få tilbage og ud fra hvilke principper. På den ene side stod Flensborg-bevægelsen, som argumenterede for, at grænsen skulle gå til og med Flensborg, så byen igen blev dansk. Det argument var bl.a. repræsenteret hos KU-formanden, John Christmas Møller. På den anden og mest ambitiøse fløj stod Dannevirke-bevægelsen, der mente, at Danmark havde en historisk ret til hele Slesvig, og at grænsen derfor skulle gå endnu længere ned til den gamle befæstning Dannevirke – afstemning eller ej.

Landegrænser efter sindelag, efteråret 1918: 

Partiet endte med en fælles linje om, at alle danske skulle tilbage til Danmark, og at man ville påkalde sig ånden i den amerikanske præsident Woodrow Wilsons 14 punkter for europæisk genopretning efter 1. verdenskrig. Wilsons punkter talte for, at landegrænser skulle trækkes efter nationalt sindelag. Det Konservative Folkeparti støttede derfor en folkeafstemning i tre zoner, hvoraf den sidste zone skulle gå helt ned til Dannevirke i Slesvig, men det forslag var både Socialdemokratiet, Venstre og Det Radikale Venstre imod. De tre partier frygtede, at mange tysksindede ville stemme sig til Danmark for at undgå armod i efterkrigens Tyskland, og at man dermed ikke længere ville have et homogent land. I stedet ønskede de tre partier en folkeafstemning i to zoner, hvor den sidste af slagsen skulle stoppe syd om Flensborg, og sådan blev det.  

Den første folkeafstemning, foråret 1920:

I zone 1, der strakte sig fra den daværende grænse syd for Kolding til den nuværende grænse ved Kruså, stemte tre ud af fire vælgere for at være danske. Dermed var Sønderjylland, som det ser ud i dag, atter dansk. Også selvom der i tre sønderjyske købstæder fandtes tysk flertal – ikke mindst i Tønder, hvor tre ud af fire vælgere stemte for at forblive tyske. Tønder endte dog med at blive dansk, da zonen som helhed stemte for at tilhøre Danmark, selvom der altså var mange, der følte sig tyske i det nye grænseland.

Konservative sind bringes i kog, foråret 1920:

Siden 1864 havde den tyske stat da også søgt at fortyske Slesvig og gennem tilflytning af bl.a. tyske skolelærere og embedsmænd haft ganske stor succes med det i årene, der var gået efter preussernes overtagelse af området – især i købstæderne Tønder, Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Flensborg. I den konservative lejr var man dog overbevist om, at selv hvis zone 2, der sluttede syd om Flensborg, skulle stemme for dansk tilhørsforhold, ville de tysksindede nemt kunne assimileres i det danske samfund inden for få generationer. Der var imidlertid ikke flertal i zone 2 for at høre til Danmark – end ikke i Flensborg. Det bragte mange konservative sind i kog, da Flensborg var af stor betydning for de nationalt sindede. De betragtede Flensborg som dansk kerneland, fordi byens økonomiske opland var at finde i området nord for Flensborg, hvor der var dansk flertal. Der blev derfor – bl.a. af Det Konservative Folkeparti – forlangt valg for at undgå, at den radikale Zahles regering opgav håbet om at få Flensborg tilbage. Zahle blev sat under endnu større pres, da en radikal og en socialdemokrat heller ikke længere ville stemme sammen med regeringen i det politiske spørgsmål om genforeningen, hvilket fjernede Zahles flertal i Folketinget. 

Zahles regering bliver væltet, foråret 1920:

Da Zahle nægtede at udskrive folketingsvalg, besluttede Kong Christian den 10. at afskedige Zahles regering. For at holde liv i håbet om at få Flensborg tilbage på danske hænder indsatte kongen i stedet en række ministre, der ikke sad i Folketinget – bl.a. gjorde han sin egen advokat til statsminister. Handlingen førte til demonstrationer, hvor folk beskyldte kongen for at begå statskup, og påskemorgen måtte han bøje sig for et folketingsvalg. Det fremtvungne valg gav et borgerligt flertal og satte venstremanden Neergaard i statsministerstolen. Neergaard fik dog kun opbakning til at danne regering fra Det Konservative Folkeparti, hvis han lovede, at regeringen ikke ville glemme de danskere, der stadig var tilbage i tyske områder. Dermed var vejen banet for, at Kong Christian den 10. kunne ride over grænsen syd for Kolding og besøge den nye sønderjyske landsdel.

Tusindvis af nye statsborgere, efteråret 1920:
For at få Sønderjylland officielt indlemmet i Danmark skulle der dog en ændring af grundloven til. Trods både radikal og socialdemokratisk insisteren på folkeafstemningen tidligere, og at resultatet af den skulle respekteres, anbefalede begge partier et nej til grundlovsændringen. Et nej til en ændring ville skabe en besværlig situation, da Kong Christian den 10. allerede havde skrevet under på erklæringen om at indlemme Sønderjylland i Danmark. Grundlovsændringen gik dog igennem, og dermed fik Danmark 164.000 nye statsborgere. Mange konservative var dog stadig bitre, fordi de følte, at Danmark kunne have fået mere – i hvert fald Flensborg – med, hvis der havde været en regering, som aktivt kæmpede for at få så meget tabt land tilbage som muligt.
 

Del via: