Den 100-årige soldat fra Viborg forlader aldrig sit parti
Dengang Mogens Klitgaard meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, hed Tysklands kansler Adolf Hitler. I dag ser verden anderledes ud, men én ting har ikke ændret sig: Mogens er stadig konservativ ind til benet. Politisk Horisont besøgte partisoldaten, der er fyldt 100 år, til en snak om at gøre modstand under krigen og hans livs store kærlighed.
100-årige Mogens Klitgaard har været konservativ partisoldat i hele 86 år. Og det skal der ikke laves om på, slår han fast, da Politisk Horisont møder ham i hans lejlighed i det centrale Viborg.
Her er den konservative formand, Søren Pape, kommet på besøg for at ønske Mogens tillykke med de 100 år, som han rundede tidligere på året. Med sig har Pape ’garderen’ af Kaj Bojesen, som han forærer Mogens i fødselsdagsgave. For den har partisoldaten i allerhøjeste grad fortjent, siger formanden.
Logebrødrene fra Det Danske Frimurerlaug – som Mogens er stolt medlem af på treogtresindstyvende år – har disket op med smørrebrød, blå Royal Export øl og akvavit.
”Der er da også en sodavand til dem, der har lyst, men jeg har altså kun sodavand, der kan blandes med alkohol,” siger den 100-årige vært med et glimt i øjet.
Frokosten skal være, som den plejer, for der skal ikke laves om på tingene. Det, vil nogle måske nok mene, er en smule konservativt, men sådan er Mogens også. Konservativ ind til benet, og sådan har det altid været.
I 1934 meldte hans far ham ind i Det Konservative Folkeparti som 14-årig. Faren sad da også fire år i byrådet for partiet i Viborg, indtil han måtte tilbage og passe sin forretning.
Foto: Jakob M. Knudsen
Korporal af Guds nåde
Dengang hed Danmarks statsminister Thorvald Stauning, og Tysklands kansler hed Adolf Hitler. En tid, som kun få mennesker i dag kan bevidne.
Netop den aggressive mand med det lille skæg i Tyskland havde en vis indvirkning på Mogens Klitgaards konservative nationalfølelse. Ikke mindst da værnemagtens tanks og tropper trillede over den danske grænse den 9. april 1940, og landet blev besat af nationalsocialisterne.
”Jeg har altid været meget nationalt indstillet og indstillet på at være soldat – og en god soldat. Jeg endte jo med at blive korporal af Guds nåde og barmhjertighed,” siger Mogens og sipper til sin snaps.
Mogens husker tydeligt årene, da han i starten af krigen var soldat på Randers Kaserne. Ikke mindst hvordan han og soldaterkammeraterne ikke havde meget tilovers for de tyske officerer, når de gik strækmarch gennem gaderne med højre arm i vejret.
”Sådan nogle bavianer ville vi ikke se på. Enten kiggede vi væk eller løb i de værste tilfælde ind i en forretning. Så ringede tyskerne til vores oberst og sagde, at hans soldater skulle give honnør til tyskerne, men det hjalp sgu ikke noget. Det gad vi ikke,” siger en smilende Mogens, mens han iagttager gamle soldaterbilleder i et fotoalbum.
Foto: Jakob M. Knudsen
Modstand fra Magasin
Hans værnepligt blev senere annulleret på grund af besættelsen. Så Mogens flyttede til Århus, hvor han arbejdede i det århusianske stormagasin Magasin.
I Århus kom Mogens i kontakt med modstandsbevægelsen og fik til opgave at undervise unge mennesker i, hvordan man håndterede våben i en hotellejlighed på femte sal.
De første fire etager husede den frygtindgydende tyske efterretningstjeneste, Gestapo. Alligevel var Mogens ikke bange for at blive taget af tyskerne.
”Nej, for ved du hvad? Når man bor så tæt på tyskerne, så mistænker de ikke noget,” siger Mogens Klitgaard, der fortæller, hvordan de fik sneget britiske Stengun-maskingeværer op og ned ad trapperne.
Men en morgen, da Mogens havde haft et undervisningshold aftenen forinden, ringede nogle modstandsfolk op til ham i Magasin og sagde, at en af vennerne lige var blevet skudt af tyskerne, og at han hellere måtte se at forsvinde.
Mogens sagde til sin afdelingschef, at han måtte smutte kort. Han kom dog aldrig igen. For Mogens fik at vide, at han skulle gå under jorden i Århus. Han gemte sig hos sin mors kusines mand i en lejlighed i Broparken.
KU ledte til kærligheden
Da Mogens ikke længere var nødsaget til at leve i eksil i Smilets By, flyttede han tilbage til Viborg for at arbejde i sin fars butik. Her tilsmilede lykken ham selv en varm sommerdag i 1947, da han mødte en ung dame ved navn Agnethe til et arrangement i Konservativ Ungdom.
Hun ser godt nok sød ud, tænkte Mogens og følte sig overbevist om, at det var gengældt. Efter en hyggelig aften sammen, spurgte Agnethes veninde Mogens, om ikke han kunne følge Agnethe hjem.
”Jeg sagde selvfølgelig ja. For jeg havde altid været et høfligt og dannet menneske, og jeg ville aldrig sige nej til en dame. Så fulgte jeg hende hjem og sagde pænt godnat,” siger Mogens og bliver en anelse rød i kinderne.
Men der gik altså ikke mere end et par uger, før den var gal igen. De to unge piger mødte igen op, og Mogens fulgte endnu en gang Agnethe hjem – denne gang sluttede han dog af med at give hende et kys på kinden.
De blev hurtigt enige om, at de skulle ses en aften bare de to, og de unge mennesker begyndte at blive glade for hinanden. Snart meldte spørgsmålet sig. Skulle det være dem?
”Men hun skulle fire år til København for at læse, så jeg sagde, at så måtte hun finde sig en anden. Jeg ville ikke rive mine rødder op. Så det skulle hun tænke over,” siger Mogens og husker tilbage.
Der gik 14 dages tid, inden Mogens spurgte Agnethe, om hun havde fået tænkt sig godt om, hvortil hun svarede, at hun gerne ville giftes med ham, fortæller Mogens og udbringer en skål om bordet.
En solid jysk opdragelse
I 1963 overtog Mogens sin fars forretning, og sammen med Agnethe drev han Klitgaard Boligudstyr med alt fra gardiner, sengetøj, håndklæder og viskestykker i mange år. Udover at drive butikken har Mogens også været med i bestyrelsen for Dansk Arbejdsgiverforening gennem 12 år.
Han er opdraget med, at hvis ikke man fik noget fra hånden, så kunne man ikke bare gå ud og more sig. Man skulle sætte tæring efter næring, sagde hans far.
”En dag skulle jeg i biografen, og min far gav mig 35 ører. Men så spurgte han, hvad jeg havde lavet den dag. Ikke rigtig noget, svarede jeg. Men så kunne jeg altså ikke komme i biografen, måtte jeg forstå. Sådan var min far,” siger Mogens om sin solide jyske opdragelse.
Det kunne ungdommen i dag altså godt lære noget af, påpeger Mogens og tager en bid af sit smørrebrød med roastbeef, der er belagt med remoulade, revet peberrod og sprøde stegte løg.
”Jeg har jo fire oldebørn, og jeg prøver på at opdrage de børn, men det er dæleme svært. Det kan jeg godt sige dig. De kigger på deres telefoner, mens de spiser. Så siger jeg, at de skal lægge dem væk. Her spiser vi ved bordet,” siger han.
Foto: Jakob M. Knudsen
Aldrig haft en dårlig dag
For Mogens er der på datoen den 9. sket to forfærdelige og skelsættende episoder i hans liv. Den 9. april 1940 blev Danmark besat, og den 9. februar i år gik Agnethe bort efter et længere sygdomsforløb.
Ægteparret nåede at fejre jernbryllup, og det er der ikke mange mennesker, der oplever. Men hvordan var det egentlig at have sådan et langt ægteskab? Fantastisk, hvis man spørger Mogens.
”Jeg har aldrig haft en dårlig dag med min kone i de 73 år, og det er der ikke mange, der kan skrive under på. Vi har kørt et ægteskab, og vi har arbejdet sammen. Min kone var fuld af gode idéer til forretningen,” siger Mogens.
Men som alle andre blev Mogens og Agnethe også ældre med tiden. I deres alderdom fik Agnethe koldbrand i sit højre ben og endte med at måtte få det amputeret.
”Naiv som jeg var, troede jeg, at jeg kunne hjælpe hende. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke engang flytte hende fra den ene stol til den anden. Til sidst skulle hun på plejehjem. Når jeg var der, sagde hun altid som det sidste, at hun ville med mig hjem. Og så fik jeg tårer i øjnene,” siger en tydelig rørt Mogens.
Der går ikke én dag, hvor Mogens ikke tænker på sin Agnethe, forklarer han. Hans savner ikke mindst tiden i sommerhuset ved Vedsø, som var deres ’paradis på jord’ ifølge ham selv. Men livet går sin gang, og han glæder sig over familieforøgelse med bl.a. fire oldebørn.
Partisoldat gennem 86 år
Én ting har dog ikke ændret sig for Mogens Klitgaard. Han har været medlem af Det Konservative Folkeparti i 86 år, og han har tænkt sig at betale kontingent til den dag, hvor han ikke er her mere.
I hans levetid har der været masser af politiske bevægelser. Fremskridtspartiet stormede frem i 70’erne og Ny Alliance så et øjeblik ud til at vende dansk politik på hovedet i 00’erne. Alligevel har Mogens Klitgaard aldrig været fristet af andre partier. Det har ligget i hans opdragelse, og det står han ved.
”I vil aldrig opleve, at jeg skifter parti. I 70’erne og senere 80’erne var det da barskt at se på de interne kampe i vores parti. Men nu er skuden vendt, og heldigvis har vi Søren Pape,” siger Mogens med et grin og klapper formanden på skulderen.
Han mærker også i byen, at det er lysere tider for partiet, og han er sikker på, at liste C kommer til at gå frem ved næste valg. Selvfølgelig er der nogle, der skal omvendes, men det skal han nok klare, griner Mogens og tager sin snaps.
Foto: Jakob M. Knudsen
