I dyb taknemlighed – glædelig 4. maj

Af Søren Pape Poulsen, partileder og justitsminister

I aften og i morgen mindes vi Danmarks befrielse. Og vi mindes ikke mindst de mange danske helte og allierede soldater, der måtte give deres liv og fremtid i kampen for et frit Danmark.

Det er nu 72 år siden, at Johannes G. Sørensen, der var ”speaker” ved BBC’s danske redaktion i London, meddelte de berømte ord (meldingen kom omkring klokken 20.35 den 4. maj):

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

Churchill slog Sovjet

Jeg tror ikke i dag, det er muligt at forestille sig, hvilken afgrundsdyb betydning disse få ord må have haft for vores landsmænd, der den aften i 1945 hørte radio fra London.

Tysker tropper overgiver sig – Danmark frit!

Selvom krigens samlede udfald længe havde stået klart, så tror jeg, at ganske mange mennesker i dag glemmer, hvor vi heldige vi reelt var. Og dermed hvilken lettelse meddelelsen fra London må have givet anledning til.

Det var nemlig ikke så åbenlyst og sikkert, at Danmarks befrielse ville ske på det tidspunkt – og så relativt smertefrit – som tilfældet var.

For det først skal vi prise os lykkelige for Winston Churchills klarsyn og handlekraft. Det skal vi jo i det hele taget. Men lige i Danmarks tilfælde, har vi – endnu – en særligt grund til at sende Churchill en taknemmelig tanke.

Det var Churchill, der så, at Danmark skulle befries af vestlige tropper for dermed at undgå at blive indlemmet i det kommunistiske mørke. Og at det var en kamp mod tiden for at komme den røde hær i forkøbet.

Således beordrede han Montgomerys tropper til at haste østover mod Lübeck i Nordtyskland for at afskære den røde hærs adgang til Danmark. Montgomery nåede Lübeck den 2. maj, akkurat inden den røde hær kunne nå frem.

Startskuddet til en ny epoke

Resten er – som man jo siger – historie. Men tænk sig, hvor tæt vi var på, at det var de forkerte soldater, der befriede Danmark – og ikke mindst hvilken monumental betydning det ville have haft for vores lands fremtid.

For det andet skal vi prise os lykkelige for, at Danmark undslap en militær erobringskrig, hvor de allierede tropper kilometer for kilometer skulle nedkæmpe de omkring 250.000 tropper, der på daværende tidspunkt befandt sig i landet.

Tænk sig den ødelæggelse – og ikke mindst tab af menneskeliv – en sådan erobring havde krævet.

Derfor kan vi i dag – og i morgen med – fejre befrielsen af Danmark som et lykkeligt minde fra vores nære fortid, der repræsenterer startskuddet til en epoke i Danmarks historie præget af frihed og muligheder for alle.

Besættelsen sidder stadig i os

Besættelsen af Danmark repræsenterer en mørk tid i vores historie. For langt de fleste danskere tror jeg, at besættelsen bogstaveligt talt repræsenterer en sort-hvid tid. Forstået på den måde, at de billeder og videoklip, vi har set fra den tid, er i sorte og hvide nuancer, hvilket giver en distance og følelse af, at besættelsen er meget længe siden.

Jeg skal også nogle gange minde mig selv om, at besættelsen kun er to-tre generationer siden. Min far var dreng under besættelsen og kunne blandt andet berette om et Danmark, hvor der bestemt ikke var for meget at gøre med, og hvor rationeringer var en del af dagligdagen.

Sådanne fortællinger tror jeg alle, vi har fået. Derfor sidder besættelsen stadig i os. Og for mange af vores lidt ældre medborgere repræsenterer tiden et virkeligt og skælsættende minde.

Fortællingen fra Ellen

For en god måned siden (2. april) havde jeg fornøjelsen af i mit hjem i Viborg at få besøg af en gruppe modne damer fra foreningen Søndagskaffe Viborg.

Konceptet er, at en frivillig vært en gang om måneden inviterer en gruppe af ældre hjem i privaten til kaffe og en bid brød. Den dag var det så blevet min tur, og det var en dejlig eftermiddag.

Formålet med søndagskaffen er at hjælpe ældre borgere, der kæmper med ensomheden, med at komme ud og møde andre ældre og dermed give dem mulighed for et fællesskab. Det er et fantastisk arrangement, som jeg kunne fortælle meget mere om.

Men én oplevelse gjorde alligevel det største indtryk. Det var min samtale med Ellen, der er 99 år gammel. Ellen fortalte om, hvordan hun stadig – efter så mange år – tydeligt kunne høre tyskernes fly, når hun lukkede øjnene og tænkte på den skæbnesvangre dag den 9. april 1940, da Danmark blev besat.

”Jeg har det stadig skidt, når jeg tænker på 9. april. Det har jeg haft lige siden 1940,” sagde hun og fortalte, hvordan hun oplevede to likvideringer, hvor hun arbejdede i krigens år. Der sad hun – den lille og spinkle dame, hvor årene har sat sig spor, men hvor hukommelsen er skarp, og husker krigens mørke år og ondskab.

Det var en samtale, hvor hårene rejste sig på min arme – og hvor jeg for en stund følte mig meget ung og meget lille.

Tænk sig. Efter så mange år stadig at kunne huske besættelsen, som var det i dag. Sådan tror jeg faktisk alle, der levede dengang, har det.

Frihed er ikke gratis

Men befrielsens budskab kom for Ellen og alle hendes landsmænd og lyset vendte tilbage. Derfor sætter vi stadig lys i vinduerne og mindes, at lyset kom tilbage, mørket blev fortrængt, og Danmark atter var frit.

Besættelsen – med Danmark som ufri nation – sidder stadig dybt i dem og er lige så meget en del af deres nutid, som det er af deres fortid. Det var, som om jeg kunne mærke en styrke og en respekt i de damer, som man sjældent finder blandt yngre – og mere sorgløse generationer.

Det skal ikke forstås på den måde, at man skal have levet gennem en verdenskrig for at kunne sætte perspektiv på tilværelsen. Det, jeg siger, er, at vi i dette fantastiske land godt kunne være lidt bedre til at værdsætte de mange muligheder, vi i dag har, og ikke mindst den frihed, som generationerne før os og vores vestlige allierede har kæmpet så hårdt for sikre os.

Frihed er ikke gratis, og frihed er ikke noget, man skal tage for givet. Det skylder vi i særlig grad at huske på i disse dage. Men måske skulle vi også være bedre til at huske det på alle andre aftener.

Vi skal huske historien

Hver dag, hvor vi lever i frihed, skylder vi at sende en tak til de allierede soldater, de modstandsfolk og de mange mennesker, der på anden vis arbejdede for at bekæmpe værnemagten. Disse folk, der kæmpede for os, skylder vi så meget, så det ikke kan gøres op på nogen regnemaskine.

Anden Verdenskrig er længe siden. Men vi skal huske historien. Huske, hvad der skete. Kun ved at være bevidst om sin historie – og lære af den – kan vi sikre, at den ikke gentager sig.

Når vi ser os omkring i verden, er der mange lurende farer. Mange ting, som man i sit stille sind ryster på hovedet over. Det skal ikke gøre os modløse, men det skal gøre os fast besluttede på, at intet i denne verden skal få lov at tage vores frihed fra os igen. Aldrig mere en 9. april. Men altid en 4. maj i vore hjerter og sind.

Som det så smukt står i Mads Nielsens ”En lærke letted” fra 1945:

”Gud trøste, dem der har lidt og stridt. Til det blev forår og Danmark frit, Og Danmark frit.”I dyb taknemlighed. Glædelig 4. maj.