Merete Scheelsbeck overtager for Rasmus Jarlov
Merete Scheelsbeck, som sidder i byrådet i Høje-Taastrup Kommune for Det Konservative Folkeparti, bliver stedfortræder for partifællen Rasmus Jarlov, der skal være ny erhvervsminister.
Den 31-årige byrådspolitiker har tidligere været i folketinget i to måneder, da Rasmus Jarlov sidste år holdt orlov for at passe sin virksomhed.
”Jeg glæder mig utrolig meget til at genindtræde i folketinget. Jeg var inde for en kortere periode sidste år, og det gav mig virkelig mod på mere. Så det var en meget glædelig nyhed for mig, da Søren Pape Poulsen ringede til mig i går,” siger Merete Scheelsbeck.
Hun har tidligere været opstillet som folketingskandidat og har desuden næsten 13 års erfaring med kommunalpolitik. I 2006 var hun med til at vinde valget i Høje-Taastrup Kommune og dermed den borgmesterpost, som Michael Ziegler har siddet på lige siden. Merete Scheelsbeck er også at finde på partiets talenthold.
”Vi kender Merete Scheelsbeck som en dygtig og driftssikker politiker, hvilket viste sig sidste gang, hun var i Folketinget. Vi glæder os til igen at byde hende velkommen til Christiansborg,” fortæller gruppeformand Mette Abildgaard.
I forbindelse rokeringen vil ordførerskaberne i Det Konservartive Folkepartis folketingsgruppe omfordeles. Yderligere orientering kommer, når fordelingen er på plads.
Merete Scheelsbeck indtræder, når Folketinget ved først givne lejlighed samles for officielt at stemme hende ind.
Fakta om Merete:
- Født i 1986 og bosat i Taastrup
- Uddannet Cand.merc fra Copenhagen Business School
- Byrådsmedlem i Høje-Taastrup fra 1. januar 2006. Formand for Eliteidrætsbestyrelsen og Fritids- og Kulturudvalget samt medlem af Økonomiudvalget
- Kommunikationskonsulent i Midt- og Vestsjællands Politi
For spørgsmål, kontakt Merete Scheelsbeck på tlf. 30 29 52 48.