Jacob Rosenberg

EP-kandidat

Doktor Rosenberg vil udskrive grøn medicin til EU

Man skulle næsten tro, at Jacob Rosenberg, der er overlæge på Herlev Hospital og klinisk professor på Københavns Universitet, ville nævne sundhedspolitik som det første, når man spørger ind til hans kandidatur. Men det gør han ikke. Og så alligevel.

 

”Jeg vil primært arbejde for en koordineret indsats på miljøområdet i EU. Først og fremmest fordi det er afgørende, at vi sætter skub på den grønne omstilling, men også fordi der er en klar sammenhæng mellem forurening og sygdom”, forklarer overlægen og tilføjer:

 

”Sundhedspolitik og miljøpolitik hænger uløseligt sammen. Hvis vi skal sikre vores sundhed i Danmark og EU, og det mener jeg bestemt, at vi skal, så forudsætter det, at vi tager vores miljø og dets påvirkning på kroppen meget alvorligt”.

 

Udover at stille op til Europaparlamentsvalget repræsenterer Jacob Rosenberg partiet i både Frederiksberg Kommunalbestyrelse og i Region Hovedstaden. Særligt i sidstnævnte bruger han sin erfaring fra medicinens verden, og det vil han også gøre i Bruxelles, forklarer han.

 

”Som læge giver det ingen mening, at man i dag ikke kan bruge en ordineret recept i fx Spanien. Det kunne jeg godt tænke mig at ændre. Derudover er vi i dag meget afhængige af medicinproduktion fra lande udenfor Europa. Det er problematisk”, forklarer Jacob Rosenberg og uddyber:

 

”Sikkerhedssituationen i Europa er forandret til det værre, og det sætter nye krav til vores forsyningssikkerhed. Vi skal kunne forsvare os selv, og det indebærer også, at vi kan opretholde forsyning af for eksempel livsvigtig medicin, hvis forsyningen fra udlandet pludselig bliver afskåret”.