Maria Pryds

Ep-kandidat

Maria vil ikke kun være
de unges stemme

Selvom Maria Pryds Frederiksen med sine 22 år er den yngste på den konservative liste, så er hun ikke ny på den politiske scene. Allerede som 15-årig meldte hun sig ind i Konservativ Ungdom, og i år er hun så ungdomspartiets kandidat til Europaparlamentsvalget.

”Jeg har efterhånden hjulpet en del konservative kandidater med at føre valgkamp, men det er første gang, at jeg selv er opstillet. Man skal lige vænne sig til det, men det er sjovt at være den, der sidder for bordenden og styrer kampagnen”, fortæller Maria Pryds Frederiksen, som allerede har været til flere EU-debatter.

”Når jeg er ude til debatter på folkeskoler og i gymnasier, oplever jeg, at der er vildt meget interesse og mange spørgsmål fra eleverne. Jeg håber, at jeg ved at stille op til en masse debatter, kan inspirere flere unge til at gå ind i politik. Det var også sådan, jeg selv blev aktiv i politik”, forklarer hun.

Hvis Maria bliver valgt, vil hun dog ikke kun være de unges stemme i parlamentet. I stedet vil hun straks kaste sig over et område, som er vigtigt for både ung og gammel, forklarer hun. Klimakrisen løser ikke sig selv, og som konservativ er hun bundet af generationskontrakten.

”Vi skal give en bedre og grønnere verden videre. Klimaforandringer er et globalt problem, der kalder på globale løsninger. Det batter ikke, hvis vi ikke får de andre med. Derfor er EU et rigtig godt værktøj. Især når vi taler om de problemer, som krydser landegrænser”.