Natasja Bruun Knudsen

EP-kandidat

Lokal løvemor vil værne om nærhedsprincippet

Lokalområdet betyder alt for Natasja Bruun Knudsen. Sammen med sin familie er hun aktivt engageret i det fynske lokalmiljø i Assens. Det gælder alt lige fra håndboldklubben til byens gamle skole, som hun arbejder på at omdanne til nye ældre- og handicapboliger. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at Natasja Bruun Knudsen er meget optaget af EU’s nærhedsprincip.

 

”Nærhedsprincippet betyder utrolig meget for mig. Det er min overbevisning, at vi når længst, når beslutningerne træffes så tæt på borgerne som overhovedet muligt. Bare fordi vi er en del af EU, så er det ikke ensbetydende med, at alle lande i EU er ens”, forklarer hun og uddyber:

 

”Det er afgørende, at Danmark fastholder vores beslutningskompetencer, og det gælder særligt inden for familie- og ligestillingspolitik. Det giver ingen mening, at EU nu dikterer, hvordan danske familier skal indrette deres barsel”.

 

Natasja Bruun Knudsen er selv mor, og hun mener, at det er vigtigt, at de enkelte familier får så meget frihed som muligt. På samme måde har hun det svært med lovgivning, der bliver trukket ned over hovedet på lokalmiljøer og kvæler den lokale sjæl.

 

”Jeg har mødt rigtig mange mennesker, som brænder for lokalmiljøet. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for dem, for det er dem, der holder lokalmiljøet kørende. Også når paragrafferne brister”, fortæller Natasja Bruun Knudsen og tilføjer:

 

”Hvis jeg bliver valgt til Europa-Parlamentet, vil jeg sætte danskernes hverdag allerøverst. EU skal holde sig fra de ting, som vi bedre kan klare herhjemme på egen hånd”.