Det Konservative Folkeparti arbejder for:
Forbrugerne skal have sikkerhed og valgfrihed
Vi ønsker at sikre forbrugernes sikkerhed og valgfrihed, både når det gælder fødevarer og andre forbrugsgoder. En velfungerende fødevarekontrol er vigtig for danskernes sikkerhed, hvad enten vi spiser ude eller tilbereder maden hjemme. Der skal være fokus på intelligent fødevarekontrol, hvor myndighederne går målrettet efter branchens brodne kar, for at skabe bedre forhold for de danske forbrugere. En velfungerende smiley-ordning sikrer forbrugernes mulighed for at følge med i, om slagteren og den lokale restaurant holder en ordentlig hygiejne.
Der skal være mulighed for at vælge økologisk
Vi skal sikre, at forbrugerne har mulighed for at vælge økologisk, dansk produceret eller særligt ernæringsrigtigt, hvis forbrugeren foretrækker dette. Der skal dog ikke være tale om løftede pegefingre til danskerne om, hvad der er rigtigt og forkert, ligesom det ikke er politikernes opgave at detailstyre de handlendes prioriteter gennem trusler om lovgivning.
Kampen mod farlige stoffer i fødevarer skal prioriteres
Det skal være sikkert, at være dansk forbruger, og derfor har vi løbende en pligt til at sikre, at produkter på markedet reguleres under streng hensyntagen til den nyeste viden om for eksempel hormonforstyrrende stoffer, der i særlig grad rammer børn og babyer. Kampen mod farlige stoffer i fødevarer og forbrugsgoder skal ikke handle om frit valg, men om basal sikkerhed for alle danskere.