Der bliver fest på landevejene

Ikke færre end 370 kilometer. Det er distancen, som feltet af cykelryttere skal tilbagelægge på dansk asfalt, når Tour de France kommer til en række byer herhjemme om bare to år. Tre etaper, de bedste pedalatleter samt masser af tilskuere og mediefolk bliver Danmark vært for den 2.-4. juli 2021.

At den gule førertrøje snart vil pryde gadebilledet var en nyhed, som erhvervsminister Rasmus Jarlov begejstredes over, da regeringen holdt pressemøde om Tour-starten i midten af februar. Den følelse er bestemt ikke aftaget her små to måneder efter, fortæller en spændt og stolt erhvervsminister.

”Sportsbegivenheder fås nærmest ikke større end Tour de France, og nu skal det finde sted på dansk grund. Det er fantastisk. Ikke kun cykelfans, men også mange andre vil få en kæmpe oplevelse ud af det setup, som Tour de France har. Der bliver kæmpe fest og drama på landevejene,” siger han.

Stor gevinst for værtsbyer
Den såkaldte Grand Départ, som er Tour de Frances åbningsetape, bliver en 13 kilometer lang prolog i centrum af København. Feltet vil dagen efter køre over Storebæltsbroen, når anden etape, der går fra Roskilde til Nyborg, skal afvikles. Ruten for den sidste etape løber fra Vejle til Sønderborg.   

Tour de France transmitteres i 190 lande og til flere milliarder seere. Derfor rummer værtskabet for løbets første tre etaper også et stort potentiale for de byer, som Tour-feltet kører igennem, påpeger erhvervsministeren. Både i form af høje besøgstal og stor medieeksponering under etaperne:   

”Den turismeomsætning og reklameværdi, der ligger i at skulle afvikle et stort arrangement med så massiv bevågenhed, er uvurderlig. Vi har faciliteterne klar – der skal hverken anlægges nye veje eller andre store projekter. Derfor kan jeg heller ikke vente, til Touren for 2021 bliver skudt i gang,” siger Rasmus Jarlov, der har Tour de France-projektet forankret i sit ministerium. 

Del via: