29. årgang | nr. 2 | juni 2020
Tidligere udgaver | Læs dette nummer som PDF

Den borgerlige smededatter uden fine fornemmelser

En fordom, som Birgitte Bergman ofte bliver konfronteret med, er den om, at konservative mennesker skulle være meget gammeldags. Den klichéagtige forestilling arbejder 53-årige Bergman, der blev valgt til Folketinget i 2019, hver dag stenhårdt på at modbevise. For den holder ikke, mener hun.  

”Jeg har altid set mig selv som initiativrig, progressiv og et udviklende menneske. Så når folk siger, at vi er sådan nogle tilbageskuende mennesker, så skal jeg vise dem, at det er vi i hvert fald ikke,” siger Bergman med et glimt i øjet og tager plads ved bordet i sin villa, der ligger i Helsingør-bydelen Snekkersten.  

Solen skinner ind i hjemmet med havudsigt på Nørrevej, mens vinden hiver i det gamle, men renoverede træhus. Her bor Birgitte Bergman med sin mand, Peter – med hvem hun i år har sølvbryllup – og sine to døtre.

Man kan både høre og lugte de brusende bølger fra havet, som kaster sig op ad kajen nærved. Politisk Horisont er blevet inviteret indenfor til kaffe i musselmalet porcelæn og vakuumindpakket mazarintærte. Det er jo med at tage sine forholdsregler under corona-krisen, pointerer Bergman undskyldende og slår en latter op.

Et godt match

Tilværelsen som voksen adskiller sig en del fra barndommen for Birgitte Bergman. Hun er nemlig, hvad man vil kalde en klassisk arbejderpige. Med en far, der var stolt socialdemokratisk smed og tillidsmand på Helsingør Værft, og en ufaglært og hårdtarbejdende mor.

Hvor der blev diskuteret politik ved middagsbordet med George Poulsen, tidligere formand i Dansk Metal, og tonerne godt kunne gå højt, når samtalen blev sporet over på netop samfundsforhold.

”Derhjemme var jeg ikke altid enig i de politiske holdninger, og min mand siger endda, at jeg er blevet mere konservativ med årene. Men skabertrangen fra min far, der kunne sit håndværk, har altid ligget dybt i mig. På den måde er det godt match, at jeg nu er i et parti, der hylder iværksættere og hårdtarbejdende danskere,” siger hun.  

Ligesom Bergmans hjemby, Helsingør, har forvandlet sig fra at være en arbejderby til en moderne kulturstad, så udviklede hendes familie sig også. Birgitte flyttede med sine forældre og to storesøstre fra en toværelseslejlighed til et parcelhus i Helsingør, faderen fik et arbejde i Arbejdernes Landsbank og familien en bedre økonomi.

Staterne kaldte

Udviklingen gjorde også, at Birgitte kunne tillade sig at drømme stort. Efter gymnasiet – og som den første student i familien nogensinde – ville hun noget anderledes. Noget, som de andre unge ikke gjorde. Så i januar 1988 tog Bergman til mulighedernes land, USA. Helt alene og uden en krone på lommen.

”Jeg kommer bare til det her kæmpe skilt ude i ørkenen kl. 02 om natten, hvor der står ’Los Angeles’ på, og jeg tænker, om jeg bliver slået i ihjel, og hvordan jeg dog skal klare mig her,” griner Bergman, da hun tager en tur ned ad mindernes allé hjemme i stuen på Nørrevej.

Hun endte med at gå rundt i ’Englenes by’ og banke på døre. Måske var der nogen, som kunne tilbyde arbejde, tænkte den unge Bergman. Hun blev manager på et hostel på Venice Beach i Los Angeles og mange andre steder i USA, som hun udforskede i bil – ligesom hun også nåede at arbejde på et krydstogtskib i Caribien.

Efter tre år i USA fik hun stillet udlængslen og krydsede derfor Atlanten for at vende hjem til Danmark igen – rig på livsoplevelser efter en dannelsesrejse.

Ramt af kræft

Da Bergman kom hjem fra de forenede stater, tog hun en uddannelse i business administration på CBS, fik forskellige job – bl.a. inden for turismebranchen som projektleder i Wonderful Copenhagen og udviklings- og marketingchef i VisitNordsjælland – og blev gift med sin mand, Peter, som hun fik deres to døtre med.

Alt virkede i det hele taget til at gå godt for familien. Indtil en lørdag morgen, da Birgitte fik at vide, at hun havde fået konstateret livmoderhalskræft. Det var, som om hendes krop fortalte hende, at hun skulle dø.

”Jeg kiggede dybt ned i afgrunden og fandt ud af, at jeg ikke var udødelig. Og når man har to små piger og kysser dem godnat om aftenen, så tænker man, at hvis jeg dør nu eller om et par år, så vil de ikke kunne huske mig,” siger Birgitte med en alvorlig mine om den sværeste tid i sit liv.

No bullshit-type

Kræftforløbet ramte hende ekstremt hårdt. Men det lærte hende også, at hun skal påskønne hver eneste dag. Derfor gider Bergman heller ikke at bruge tid på små, dumme konflikter. Det er livet for kort til, når man selv har skullet tackle reelle problemer som en livstruende kræftsygdom, mener hun.

Oplevelsen har også gjort hende til ’no bullshit’-typen, som hun formulerer det. Der er ingen fine fornemmelser. Hvis der er noget, som irriterer hende, så er det krænkelsesparate folk – især på venstrefløjen. Kampen mod dem tager hun gerne som ligestillingsordfører for Det Konservative Folkeparti.

”Vi kan jo ikke lave om på, at vi har to køn. Det hedder ’han’ og ’hun’ – ikke ’hen’. Kønsdebatten er blevet totalt afsporet. Jeg går 100 procent ind for, at vi skal respektere folk, som de er. Men vi skal ikke have svenske tilstande her i Danmark. Stop nu det pjat,” siger Bergman, der selv er halv svensk, med et smil, men alligevel så man forstår alvoren.

Spark døren ind

Samme indstilling har Bergman, når debatten går på kønskvoter i erhvervslivet. Hun understreger, at der er lige muligheder i Danmark – også selvom, at der er nogle krænkelsesparate, som mener noget andet.  

”Der er ikke nogen, der skal have ondt af mig, fordi jeg er kvinde. Jeg vil aldrig nogensinde ansættes på en kvote, og vi politikere skal ikke lovgive om det. Man kan, hvad man vil, og det kan du også som kvinde. Hvis du virkelig vil noget, så må du også selv sparke nogle døre ind. Ellers ser du aldrig den forandring, som du ønsker dig,” siger hun.

For Bergman er der dog nogle ting, der skal bevares, som de er. Især dansk kultur og historie. Alt det, der binder danskerne sammen som nation. Bergman, der også er kulturordfører, ønsker at bevare et land, hvor folk respekterer hinanden, er ligestillede, kan udvikle sig, tale frit og passer godt på hinanden. Danske værdier, om man vil.

Så nej, konservative mennesker er i Bergmans optik ikke gammeldags. Men de er bevidste om historien. De ved, hvilke ting der skal passes godt på og videreudvikles, så de også findes i fremtiden. Sådan definerer hun konservatismen fra sin villa i Helsingør, inden hun tager en slurk kaffe, siger tak for i dag, går ud og slås videre for den.  

Del via:

Denne artikel er den fjerde i Politisk Horisonts portrætserie. Læs flere portrætter af partiets nye folketingsmedlemmer i de kommende udgaver.