Line tackler coronaen med grøn kasket og hvid kittel
Iklædt mundbind og ansigtsvisir tog Line Ervolder en selfie og sendte den op på direktionsgangen. Under sin vagt, da første corona-patient blev indlagt på Rigshospitalets intensivafdeling, bemærkede den 50-årige sygeplejerske, hvor få beskyttelsesmidler der var tilbage i kassen. Det ville Ervolder varsle koncerndirektøren i Region Hovedstaden om.
”Selvom regionen virkelig gjorde alt, hvad den kunne, for at skaffe flere værnemidler til medarbejderne, var manglen på dem bekymrende. Jeg blev usikker på, om vi måtte ende med at genbruge ting og spritte engangsudstyr af. Det ville jo være et kæmpe problem for ansatte og patienters sikkerhed, så den bekymring var jeg nødt til at dele,” siger hun.
Normalt har medarbejdere som Line Ervolder ikke en direkte linje til koncerndirektionen. Men hun kender direktøren fra sit politiske arbejde. Udover at være sygeplejerske på Rigshospitalet er hun nemlig også konservativt medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden. Hun opererer altså i krydsfeltet mellem politik og pleje under corona-epidemien.
I egen boble
At have begge roller ser Line Ervolder som en fordel, men det giver også nogle udfordringer. Sagen om de svindende lagre af værnemidler tjener her som et godt eksempel. I kraft af sin rolle som regionspolitiker vidste hun nemlig, hvor kritisk det stod til med leverancen, og at udstyret måske snart ville slippe op. Hvad skulle hun gøre med den viden?
”På arbejdet gik jeg lidt rundt i min egen boble med noget information, som min nærmeste leder måske ikke engang havde. Skulle jeg så give de oplysninger videre til ham og mine kollegaer? Eller ville det kun skabe unødig frygt, hvis nu tingene ordnede sig? Det var et svært dilemma, som jeg spekulerede rigtig længe over,” forklarer Line Ervolder.
Natten efter Line Ervolder havde passet sin første corona-patient, sov hun nærmest ikke. Scenariet om, at hun kunne have smittet andre patienter eller sine kollegaer, passerede revy. Normalt ville sådan en følelse bare fortone sig. Men ikke den her gang. For hun vidste ikke, om der var nok beskyttelsesudstyr, næste gang hun mødte ind på arbejde.
”Det er bare et ubehageligt limbo at være i. Man føler sig enormt skyldig, fordi man ikke ved, om man er smittet. Det er man formentlig ikke, for man har jo haft beskyttelsesudstyr på. Men det kan man jo kun berolige sig med, så længe der er værnemidler nok. På det tidspunkt var der ikke. Det var tung viden at skulle bære rundt på,” siger Ervolder.
Ingen afmagt
Omvendt gav hendes politiske virke også mulighed for at handle. Forbindelsen til Christiansborg viste sig brugbar, da hun kunne give de bekymringer, som hun snakkede med kollegaer om i regionsgruppen og på Rigshospitalet, videre til den konservative sundhedsordfører, Per Larsen. Derefter kunne Per Larsen så rejse problemstillingen landspolitisk.
Samtidig brugte hun sine kontakter i medieverdenen til at værne om, ja, værnemidlerne. På Rigshospitalet blev der i midten af marts stjålet håndsprit og ansigtsmasker. Derfor tippede Line Ervolder pressen om tyveriet. Den regionale station TV 2 Lorry endte med at skrive om den konservative løsning – nemlig adgangskontrol – som også blev indført.
”Det var en god konservativ sag at få indsat nogle vagter på vores sygehuse hurtigt, så det pressede vi rigtig meget på for. Tilfredsstillelsen ved at kunne slå i bordet og rent faktisk gøre noget var enorm. Så jeg følte ligesom ikke den her afmagt, som jeg måske ville gøre, hvis jeg ’bare’ havde været sygeplejerske uden min plads i regionsrådet,” siger hun.
Krav på svar
Et andet tilfælde, hvor Ervolder med fordel kunne forene sin grønne politikerkasket og hvide sygeplejekittel, var sagen om manglende testning af sundhedspersonalet. Selv havde Line Ervolder oplevet besvær med at kunne blive testet for corona, fordi den begrænsede mængde testskits, som regionen havde, måtte prioriteres til de kritisk syge patienter.
Det forstod hun også godt. Men hver gang Line Ervolder kom på arbejde, blev hun mødt af spørgsmål fra kollegaer om, hvorfor det ikke var muligt at blive tjekket for corona. Ikke fordi de bebrejdede hende for det. Men de følte, at de havde krav på et svar. Et svar, som Line Ervolder i kraft af sin rolle som regionsrådspolitiker måske kunne give dem.
”Mine kollegaer var frustrerede og utrygge over ikke at kunne blive testet. For de vidste jo ikke, om de bare havde en almindelig forkølelse eller covid-19, hvis de var sløje. Skulle de så tage på arbejde eller ikke? Og hvilken smitterisiko kunne de mon udsætte deres patienter for? Den vildrede følte jeg mig også selv efterladt i,” fortæller Line Ervolder.
K’s talsmand
Derfor pressede hun på i regionsrådet for at få testet mere sundhedspersonale. Ikke bare regionalt ansatte på f.eks. hospitalerne, men også kommunale medarbejdere i bl.a. hjemmeplejen og dem, som arbejder med hjemløse. Kunne man tøjle smitten blandt medarbejdere i kommunerne, ville det også tage presset af sygehusene, tænkte Ervolder.
Efterfølgende begyndte Region Hovedstaden så at teste ansatte i sundhedssektoren langt mere. Store leverancer af beskyttelsesmidler ankom, ligesom flere hospitaler i regionen indsatte vagter. Alle ting, som Line Ervolder personligt havde mærket fraværet af tidligere. Alle ting, som hun gennem sit regionsrådsarbejde havde kæmpet indædt for.
Gør det hårde politiske arbejde og indsigten fra gulvet hende så til en art sygeplejerskernes talsmand? Nej, det har de fagforeningen Dansk Sygeplejeråd til, siger hun. Men hun bruger sit vidnesbyrd fra arbejdet som intensivsygeplejerske på sin politiske stuegang i regionsrådet, når hun skal træffe, efterprøve og genbesøge beslutninger under covid-19.
”Jeg tager ret ofte de bekymringer, som mine kollegaer har, med videre op på det politiske niveau. Men jeg kigger på helheden og prøver at italesætte nogle af de problemstillinger, som også portører og læger møder – ikke kun min egen faggruppe. Så jeg er mit partis talsmand. Som konservativ fokuserer jeg på det store billede,” slår Line Ervolder fast.