For 10 år siden var han med til at lave socialdemokraten Frank Jensens borgmesterkampagne i København. Nu bor whiskysælgeren Peter Fröhlich på en ø, der har gjort ham konservativ. Politisk Horisont besøger den lokale sherif til en snak om skiftet over midten, surdejskurser, omsorgen for miljøet, ansvarsfølelse og at sidde i sine underhylere.
Sheriffen på Ærø. Under det tilnavn jerner Peter Fröhlich øen rundt på sin grønne Harley-Davidson. Men det er faktisk ikke derfor, at ærøboerne har givet ham status af sherif. Næ, det skyldes hans surdejsbrød. Engang åbnede han nemlig et bageri, der gør, at Fröhlich nu er gået fra reklamemand i Humblebæk til whiskysælger på Ærø. Mere om det senere.
Peter Fröhlich tager imod Politisk Horisont på familiens trelængede gård, der med hestestald og fem hektarer jord er købt for samme pris som en toværelses i det indre København. Han træder ud på den vildmarksagtige gårdsplads iført havaianas, knælange shorts, grøn t-shirt med Ærø Whiskys logo påtrykt, filthat og hornbriller i mønsteret skildpadde.
”At være konservativ er mere end brune laksko og nålestribede jakkesæt. Det har jeg også selv gået rundt i. Men det er ikke tøjstilen, der forener os som konservative. Det er værdisættet,” siger Peter Fröhlich til lyden af fuglekvidder og advarer medlemsbladets udsendte om at træde varsomt, såfremt der ikke skal moses hestepærer op under skosålen.
Politisk åbenbaring
Når Peter Fröhlich omtaler sine værdier som konservative, skyldes det lidt af en åbenbaring. Indtil for ganske kort tid siden vidste 64-årige Fröhlich nemlig ikke, at han er konservativ. Fröhlich har aldrig før sat kryds ved liste C, og han var eksempelvis med til lave socialdemokraten Frank Jensens borgmesterkampagne i hovedstaden for godt 10 år tilbage.
Men da Fröhlich havde boet et par år på Ærø, fik han en ahaoplevelse. Sejlmakkeren Mark Ambech, der er medlem af den lokale vælgerforening og skipper på skonnerten Fylla, havde bemærket Fröhlichs konservative anstrøg. Derfor var sømanden Fröhlich nødt til at finde ud af, om han mon havde udsat sin politiske selvforståelse for et livslangt bedrag.
”Altså, jeg læste jo hele partiets hjemmeside og kunne spejle mig i det. Så ramte tanken mig: ’Hold kæft, mand, du er jo konservativ, Peter.’ Omsorgen for små, lokale virksomheder og vores natur deler jeg med partiet. Jeg var aldrig gået ombord i lokalpolitik på Sjælland, og jo nok slet ikke for et konservativt parti. På Ærø føles det bare rigtigt,” siger han.
Ingen tilflugt på Ærø
Men hvordan er Peter Fröhlich, der for godt otte måneder siden blev valgt som konservativ vælgerforeningsformand på Ærø, overhovedet endt i et nedlagt landbrug her? Manden, der er uddannet fotograf i New York, har været kreativ direktør i Flügger og på to amerikanske reklamebureauer og haft eget firma. Hvad skyldes hans længsel efter ø-livet?
Forklaringen er ikke den klassiske om søgen efter indre ro eller for at blive ét med naturen. 64-årige Fröhlich har ikke søgt tilflugt på Ærø. Godt nok rådede hans læge ham til at sænke tempoet lidt for helbredets skyld. Men årsagen til, at han forlod sit arkitekttegnede træhus i nordsjællandske Humlebæk og bosatte sig på Ærø, er såmænd en helt anden.
”Jeg var sindssygt nysgerrig efter, hvordan det er at mærke freden. Reklamebranchen er pissetravl, men jeg har altid elsket den. Så jeg er hverken gladere eller mere i balance her på øen. Jeg har bare et andet liv. For mig er udfordringen mental. Her er bomstille. Det er dybt interessant. Jeg elsker at lære om, hvordan livet også kan leves,” siger Fröhlich.
Grøn sherifblanding
En ting, som Fröhlich har konstateret, er, at han kan undvære 80 procent af sit liv. Kun 20 af de 100 flyttekasser, som familien havde med til øen, er nemlig blevet pakket ud. Resten er stablet på høloftet. Forbrugssamfundets overflod er med Fröhlichs egne ord gået op for ham. Lidt af en opdagelse for den gamle reklamemand at gøre sig, erkender han.
Ikke at brænde unødige ressourcer af har ellers altid optaget Peter Fröhlich. Og så er historien faktisk tilbage ved den sherifstatus, som det ærøske folkedyb har givet ham. For nogle år tilbage åbnede Fröhlich nemlig et sommerbageri på øen, og under aliasset Brødsheriffen afholder han surdejskurser for skolebørn, turister og andre – derfor sheriftitlen.
Hos Brødsheriffen er konceptet grønt og lokalt. Eksempelvis hentes alt mel fra en økologisk landmand på Midtfyn, og sherifblandingen fragtes nænsomt til Ærø og med så lav C02-belastning som muligt. Fröhlichs surdejskurser er ikke kun undervisning i bagværk, men også at omstille sig mentalt til livet på en ø, beskytte klimaet og udnytte lokale råvarer.
I ringen for slagteri
Af kærlighed til netop lokale råvarer deltog Peter Fröhlich på en generalforsamling i 2017 – og kom hjem som direktør for et slagteri. Egentlig skulle Fröhlich blot stemme for sin kammerat og havde fået en fuldmagt med. Men for ham var det ikke til at bære, hvis Ærøslagteren lukkede. Selvom han kæmpede bravt, måtte kødkrogene dog pilles ned til sidst.
”Bæredygtighed er sindssygt vigtigt på en ø. Nu, hvor slagteriet er lukket, skal vi jo slagte et dyr herovre og sende det med en færge til Svendborg for så at få kødet tilbage i køledisken på Ærø. Overvej lige al det brændstof, som vi bruger på at slagte en ko. Så jeg måtte træde i ringen og give alt, hvad jeg havde, for at redde vores slagteri,” siger Fröhlich.
Efter slagteriets lukning bruger Fröhlich nu sin virketrang i rollen som medejer af og salgschef for Ærø Whisky. Derfor ser ærøboerne ham ikke kun drøne rundt på sin Harley-Davidson. Synet af Fröhlich, der på sin Massey Ferguson tøffer ned ad snoede veje for at hente malt til whiskyen hos en lokal økologisk landmand, pryder også den ærøske horisont.
Ikke alt er dog af lokal afstamning hos Ærø Whisky, erkender Peter Fröhlich med et smil, mens han parkerer kværnen foran destilleriet, hvor dagens sidste ophold bliver gjort. Whiskyserien Royal Oak, der har toner af vanilje, rosin, kokos og rødvin, er nemlig lagret på en vintønde fra kongehusets Château de Cayx i Frankrig. Det har da sin ret, mener han.
Måske pilot engang
Inden Fröhlich takker af og sender Politisk Horisonts udsendte mod el-færgen, spejder han ud over Ærøskøbing, hvor destilleret ligger. Han forklarer, hvorfor en mand, der har et nedlagt landbrug med bed and breakfast, hestepensionat og campingfaciliteter – og knokler i krydsfeltet mellem whisky og marketing – alligevel investerer sine kræfter i politik.
”Jeg vil ikke sige, at det ærøske samfund hænger med snuden, men vi skal jo klare os selv. Fraflytning er med afstand vores største problem, og derfor handler det om at skabe arbejdspladser. Det forsøger jeg at gøre både i erhvervslivet og lokalpolitisk. Værdisættet, som vi konservative har, er jo at beskytte arbejdspladser og vores miljø,” siger Fröhlich.
Men skal han ikke snart nyde sit otium, den gode Fröhlich? Læne sig tilbage med sin 17 år yngre hustru, Mette, dyrke noget litteratur, passe urtehaven og indstille erhvervskarrieren? Det kunne han egentlig godt. Fröhlich har da også råd til det. Alligevel forbliver enhver tanke om tilbagetrækning uaktuel for ham. Fröhlich har et stort ansvar, slår han fast.
”Skulle jeg sidde i mine underhylere til kl. 10 hver dag? Om morgenen, når du står op, kræver livet noget af dig. Og så længe du har noget at give, er du forpligtet til det. Jeg startede et bageri, forelskede mig i øen, flyttede hertil og endte som whiskysælger. Mangler vi en pilot til luftvåbenet, tager jeg også den tjans,” griner han og jokker sin kværn i gang.
Boks: Ærø Whisky
På torvet i Ærøskøbing ligger et lille destilleri, som danner rammen om Ærø Whisky. Virksomheden har mere end 350 medejere – heraf fem større aktionærer – og den håndfuld er Peter Fröhlich en del af. Tre medarbejdere er beskæftiget hos virksomheden, der sælger 2.000 flasker whisky årligt og har som officiel målsætning at nå op på 8.000 af slagsen.