Indbrud skal have topprioritet
Vi bliver nødt til i langt højere grad at sætte hårdt mod hårdt for at sikre danskerne tryghed, hvor de har allermest brug for det: I deres private hjem.
Da jeg blev formand for Det Konservative Folkeparti for godt et år siden, lagde jeg fra første dag vægt på, at kampen mod de rekordmange indbrud herhjemme ville være en af mine absolutte mærkesager. Det blev der smilet lidt i krogene af, og flere kommentatorer og analytikere mente ligefrem, at det var en lidt for lille sag for en partileder at have som mærkesag.
Der bliver dog ikke smilet meget hjemme hos de 36.000 danske familier, der årligt udsættes for indbrud. At fremmede roder rundt i ens private ting i ens private hjem, som burde være uangribeligt, er og bliver så groft grænseoverskridende, at det burde være højt prioriteret hos myndighederne.
I stedet ignoreres anmeldelserne, fordi politiet ikke har ressourcer til at efterforske sagerne. Det er reelt det samme som en åben invitation til udenlandske tyvebander, og det er en katastrofe for danskernes retssikkerhed og ikke mindst for deres tryghed i hjemmet, hvor trygheden burde være størst.
Nye tal viser, at det er mindre end syv procent af alle indbrud i private hjem, der opklares herhjemme. Det er langt dårligere end i vores nabolande, hvor de rundt regnet opklarer dobbelt så mange indbrud.
Det er ikke politiets skyld. Ansvaret ligger hos det politiske flertal, som siden 2011 har set passivt til, mens antallet af betjente er faldet.
Det skal ændres, og det skal ske med det samme. Derfor har vi også sagt helt klart, at vi skal have styrket politiet allerede ved dette års finanslov.
Konkret skal vi have tilført politiet flere ressourcer, så vi på sigt kan få udvidet politistyrken med 1500 betjente. Samtidigt skal vi have slået fast, at indbrud skal have så høj en prioritet, at de som udgangspunkt alle sammen efterforskes.
Udover flere ressourcer skal vi have hævet strafferammerne markant for indbrud, og vi skal have indført en ny indbrudsparagraf i straffeloven, så vi skærper straffene i forhold til simpelt tyveri, som i dag ofte kun giver 30-40 dages fængsel.
Det skal også være slut med automatisk strafrabat, så straffen bliver markant hårdere, hvis man begår indbrud gentagne gange.
Vi bliver nødt til i langt højere grad at sætte hårdt mod hårdt for at sikre danskerne tryghed, hvor de har allermest brug for det: I deres private hjem.