Klimaforandringer vil betyde flere flygtninge
Hvis klimaforandringerne ikke bliver håndteret i tid, så vil det drive flere og flere folk til at flygte fra deres hjem, så vil der komme et yderligere flygtningepres på Europa.
Der er mange gode argumenter for, at Danmark skal gå mere aktivt til værks med en ambitiøs klimapolitik, men et af de bedste er faktisk alt for lidt beskrevet. Det handler om flygtninge. For klimaforandringerne er allerede i dag skyld i, at tusindvis af mennesker må forlade deres hjem som flygtninge, og det vil kun blive værre fremover, hvis vi ikke handler nu og finder ansvarlige løsninger på klimaproblematikken.
Vi kan ikke ændre den globale opvarmning her og nu. Men vi kan gøre alt, hvad vi kan for at ændre det på sigt. Derfor er statsledere og eksperter lige nu samlet til klimatopmødet COP21 i Paris – i øvrigt sammen med vores egen konservative klimaordfører Mette Abildgaard – hvor der forhåbentligt skal laves en ny ansvarlig klimaaftale.
Her mener jeg, det er altafgørende, at vi får flygtningedebatten på dagsordenen.
De ekstreme vejrforhold og det ændrede klima tvinger nemlig lige nu tusindvis af mennesker til at flygte. Og i den situation, som vi står i nu, hvor flygtningestrømmen til Europa er så tiltagende, må vi gøre alt, hvad vi kan for at finde løsninger. Vi må se på, hvad det er, der får folk til at flygte, og det skyldes flere ting.
Lige nu er fokus på de mange flygtninge, der flygter fra krig, men de seneste år er i gennemsnit 26 millioner mennesker i verden årligt flygtet på grund af oversvømmelser, tørke, jordskælv, storme med mere. Det er selvfølgelig helt katastrofalt, og det skal vi tage meget, meget alvorligt.
Det er desuden vigtigt at have med i debatten, at det ikke altid kun er klimaforandringerne alene, der driver folk på flugt, men også de konflikter de skaber. Specielt i udviklingslande, som er hårdest ramt af klimaforandringerne, er det ofte grundlaget for konflikter. Eksempelvis i Syrien førte tørkeperioden i 2007-2010 til store konflikter, som udviklede sig til en borgerkrig.
Europa kan ikke blive ved med at tage imod så mange flygtninge, som vi gør nu. Og hvis klimaforandringerne bliver ved med at ændre sig i en dårligere retning, og konstant vil drive flere og flere folk til at flygte fra deres hjem, så vil der komme et yderligere flygtningepres på Europa. Og det kan Europa ikke bære.
Danmark er ikke nu og her hårdt ramt af klimaforandringerne. Derfor har vi en endnu større forpligtigelse til at hjælpe vores medmennesker i de lande, som er hårdest ramt af det ændrede klima. Der skal findes ansvarlige løsninger nu, så virkeligheden ikke når at overhale os.