Interessante tanker om fremtidens uddannelser
Carsten Koch og Beskæftigelsesrådet lancerede fredag morgen nogle tanker om, hvordan fremtidens videregående uddannelsessystem skal skrues sammen.
Det er interessante tanker, og det er helt i tråd med en konservativ vision på området.
Vi finder forslagene meget interessante, og vi har også selv i vores Vision 2034 allerede mange af de samme elementer, som Carsten Koch præsenterede i dag. Vi er også åbne over for, at vi ender med at omlægge SU’en på kandidatuddannelsen til et billigt statslån, og hvis vi gør det, er vi også tilhængere af, at pengene skal blive i uddannelsessystemet.
Konservativ arbejdsgruppe
Det Konservative Folkeparti nedsatte faktisk selv tidligere på året en arbejdsgruppe, der i stil med Beskæftigelsesrådet skal komme med forslag til, hvordan man indretter fremtidens videregående uddannelser.
Vi hilser i øvrigt alle nye forslag velkomment. Vi får ikke nok ud af vores studerende eller vores uddannelser i dag, så vi skal helt sikkert se på, hvordan vi kan optimere området.
Den konservative arbejdsgruppe vil også komme med forslag til fremtidens uddannelser, og det er meningen, at forslagene skal blive til konservativ politik efter drøftelser på landsråd og i folketingsgruppen.