Danmark har ikke plads til parallelsamfund
Det støder mig, når jeg oplever, at der er steder i Danmark, som ikke er en del af det danske samfund.
I fredags besøgte jeg en ghetto syd for København, og mandag besøger jeg en ny. Det gør jeg for at blive klogere på emnet og for at søge nye forslag til, hvordan vi får gjort op med, at der i landets ghettoer eksisterer parallelsamfund af nydanskere, der desværre nok aldrig får danske værdier. Det er bedrøveligt, og det er forkasteligt. Vi skal ikke finde os i det, og vi skal have gjort noget ved det.
Og vi skal kunne tale åbent om problemerne og sige det, som det er. Vi skal ikke tegne et bedre billede af ghettoerne, end virkeligheden kan holde til.
Jeg modtager gerne idéer til, hvad vi kan gøre ved problemerne, men jeg har også selv nogle forslag til løsninger.
Mobilt nærpoliti
Vi bør eksempelvis få speedet op for idéen om mobilt nærpoliti i samtlige af landets ghettoer. Vi aftalte ganske vist med regeringen i politiaftalen i november, at vi skal have ”undersøgt brugen af mobile enheder,” men det går for langsomt.
Mobilt nærpoliti skal sikre, at ghettoer bliver mere normale og steder, hvor der er tryghed, og hvor alle tør færdes. Tryghed er netop en grundforudsætning for, at ghettoen nedbrydes og i stedet bliver en del af vores samfund.
Her i Danmark skal man kunne gå frit rundt, hvor man vil uden at frygte for noget. Men i ghettoerne er kriminaliteten høj, og trygheden er lav. Selvom det er en dyr løsning med politi i alle ghettoområder, så må vi prioritere det, så vi kan få genskabt trygheden for beboerne.
K vil have ungdomsdomstol
Danmark er det af de lande, der – i forhold til størrelse – sender flest hellige IS-krigere til Syrien. Det er virkelig forfærdeligt, og det er farligt for vores egen sikkerhed, fordi de hellige krigere vender hjem som toptrænede terror-aspiranter. Det skal bremses.
Vi foreslår derfor, at man opretter en ungdomsdomstol for bedre og tidligere at få fat i de radikaliserede unge, der er på vej i farlige retninger. Ungdomsdomstolen skal tage sig af kriminalitet, der begås af 12- til 17-årige, og der skal være særligt uddannede dommere og andre børnesagkyndige, som er specielt uddannede i at håndtere helt unge kriminelle. For vi skal have bremset dem tidligt, og det kræver specialister.
Børn er ikke voksne
Ungdomsdomstolen skal have vide beføjelser til at fastsætte sanktioner som eksempelvis omfattende samfundstjeneste af en opdragende karakter, hvor man eksempelvis inddrager personale med militærfaglig baggrund eller dømmer den unge til at passe sin skole.
Ungdomsdomstolen skal ved de alvorligste forbrydelser have muligheden for at overføre sager til det almindelige domstolssystem. Børn er ikke voksne og skal ikke i fængsel, men deres kriminalitet kan være lige så alvorlig. For offeret er et brutalt overfald ikke mindre belastende, fordi gerningsmanden er 14 år gammel og dermed under den nuværende kriminelle lavalder.
Dette er blot et par forslag til, hvordan vi kæmper imod den stigende tendens til parallelsamfund her i landet. Jeg vil ikke finde mig i det, og jeg er klar til at tage hårde metoder i brug. Der må være en grænse for, hvad vi skal finde os i.
Vi har ikke plads til parallelsamfund her i landet.