Tillykke med fødselsdagen, EU
Af Søren Pape, partiformand
Rom-traktaten blev underskrevet i Rom den 25. marts 1957. Det betyder, at EU fylder 60 år i dag. Det er en god lejlighed til at kigge på, hvordan EU har klaret sig historisk – og ikke mindst se frem og vurdere, hvordan vi kan gøre det bedre. For selvfølgelig kan vi det, og vi læner os ikke tilbage og er tilfredse med, hvad vi har.
Siden Anden Verdenskrig har EU været grundlaget for både europæisk og dansk velstand og sikkerhed. Men velstand og stabilitet i Europa er ikke en given ting. Det kræver, at vi tager fælles ansvar.
De europæiske lande står over for nogle meget store udfordringer med en svækket støtte fra USA, et Rusland, der optræder mere og mere aggressivt, stærke økonomier, der buldrer frem i Asien, og ikke mindst en alvorlig migrantkrise, som har sat fokus på, hvor vigtigt det er, at vi sikrer vores fælles grænser og vores nationale stater, kulturer og identiteter. Alt dette kalder på europæiske løsninger i respekt for vores nationale forskelligheder.
I min ungdom satte konservative politikere som Margaret Thatcher og Helmut Kohl nogle ambitiøse mål. De skabte Det Indre Marked, som det vi kender i dag. Deres politik var den helt rigtige: EU skal være ‘big on big things and small on small things’. Det har været nogle fantastisk gode år for Danmark.
Men EU er bestemt ikke ufejlbarligt. EU er stort og til tider for bureaukratisk. EU blander sig i ting, som EU ikke skal blande sig i, og vi skal ind til kernen igen. Her bærer vor tids politikere, også mig selv og mit parti, et ansvar, der er mindst lige så tungt som det, min tidlige ungdoms politikere bar.
Storbritannien har beklageligt truffet et valg, som vi dog selvfølgelig respekterer og tager bestik af. Men svaret må være, at EU skal ind i tænkeboksen og virkelig tænke sig godt om. Det konservative svar er givet: EU skal fokusere på grænseoverskridende problemer og samtidig respektere nationalstaternes selvstændighed. Det er min holdning skåret helt ind til benet.
Udfordringerne lurer lige om hjørnet: Putin, et endeligt Brexit og migrationsstrømme, som vi næppe kender omfanget af endnu. Europa må og skal stå sammen, hvis vi skal overkomme fremtidens udfordringer. Både fordi EU er en succeshistorie, og fordi der ikke er noget alternativ. Sammen er vi stærke. Hver for sig står vi svagere.
Tillykke til EU. Vi arbejder videre.