En dejlig øko-dag i Nordsjælland
Af Mette Abildgaard, gruppeformand
Her i weekenden besøgte jeg et smukt landsted i den skønneste forårssol. Midt imellem Farum og Birkerød i Nordsjælland ligger Stengården med økologisk landbrug og gårdbutik. Her driver ægteparret Elisabeth og Jens Otto økologisk landbrug på tyvende år. I dag har de to tidligere DTU-kemiingeniører hele otte ansatte, der hjælper med at dyrke 110 hektar marker, passe dyrene og betjene gårdbutikken, der for øvrigt har Danmarks største udvalg af økologiske varer.
Sammen med Rudersdal og Kongens Lyngby vælgerforening fik jeg en rundvisning i det at drive økologisk landbrug. 3000 høns, 25 køer, 100 forskellige grøntsager byder gården på. Og som besøgende bliver man bekræftet i at økologisk landbrug er en fantastisk miljøvenlig gevinst for vores samfund.
Vi får smagfuld mad uden rester af sprøjtegifter, vi beskytter vores grundvand og vi sikrer en god dyrevelfærd. Det er ikke så mærkeligt, at danskerne har taget økologi til sig. Faktisk er danskerne det folkefærd i Europa der bruger flest penge på økologiske varer. Der er så stor efterspørgsel, at vi importerer mere end vi eksporter! Der er derfor behov for politiske initiativer, så vi kan give endnu mere økologi til danskerne i fremtiden. Vi har godt anbefalinger fra et politisk nedsat økologisk erhvervsteam, Landbrug & Fødevarer arbejder for at omlægge flere konventionelle landbrug til økologi og så skal vi gøre det nemmere for butikkerne at sælge økologiske varer. Det vil vi, som det grønne borgerlige parti kæmpe for.
Især støtten til at omlægge dele af vores landbrug giver rigtig god mening – og endnu mere efter en formiddag på Stengården. Så hvis du endnu ikke er overbevist, så synes jeg, at du skulle slå et smut forbi for at klappe køerne, se hønsenes gode forhold eller smage på en ny-opgravet asparges.
Bon øko-appetit!