Vi skal styrke erhvervsuddannelserne
Af Brigitte Klintskov Jerkel, medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti
I Danmark har vi brug for at flere unge tager en erhvervsuddannelse, da Danmark har behov for tilstrækkeligt og kvalificeret arbejdskraft fremadrettet. Derfor var jeg forleden på besøg hos både Roskilde Tekniske Skole og Selandia i Slagelse. Her fortalte de om behovet for efteruddannelse samt de unges valg om at tage en erhvervsuddannelse.
Det er vigtigt, at vi fokuserer på erhvervsuddannelserne og er med til at gøre dem mere attraktive for de unge mennesker. Derfor har regeringen nedskrevet en målsætning om at få mindst 25 procent af de unge til at tage en erhvervsuddannelse i 2020 – direkte efter grundskolen.
Danmarks Fremtid
På begge uddannelsesinstitutioner havde jeg fornøjelsen af at møde unge mennesker, der var ved at uddanne sig til enten murer, tømrer eller smed. Og der er efterspørgsel på disse erhverv. For hvis vi ikke få flere uddannet, så kan det betyde, at vi i Danmark kan blive nødsaget til at indhente arbejdskraft fra andre lande. Det har vi ikke brug for, men derimod at give med de unge de rette kompetencer for at kunne indgå i det danske arbejdsmarked.
Vores børn er Danmarks fremtid og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem til at gennemføre en uddannelse og klæde dem på til fremtidens arbejdsmarked. På den måde kan de bidrage til at opretholde det Danmark, vi alle kender og holder af.