Vi skal have Formel 1 til Danmark
Af Anders Johansson, erhvervsordfører
Tidligere på måneden var chefen for Formel 1 i Danmark. Det i sig selv er en stor ting, for det betyder at Danmark har en realistisk chance for at lande et Formel 1 grand prix indenfor en nær fremtid.
Det skal slås fast med syvtommersøm, at Formel 1 til Danmark vil være en fantastisk idé. Det giver Danmark en unik mulighed for at brande sig, skabe vækst i turismeindustrien, og fastslå endnu en gang for omverdenen at Danmark er en stolt sportsnation, der ikke kun udmærker sig ved talentudvikling indenfor diverse sportsgrene, men også kan være en katalysator for afholdelse af store sportsbegivenheder.
Det er ikke gratis at være værtsnation for et Formel 1 grand prix, men på sigt vil det være en god forretning.
Da Herning i 2012 var startby for cykelløbet Giro d’Italia, blev der foretaget 43.000 overnatninger i Herning og Horsens i løbet af de tre dage løbet var i Danmark. 18.000 af disse kom fra udenlandske turister. I årene efter løbets afholdelse så man næsten en fordobling i antallet af italienske turister, ikke bare i Region Midtjylland, men også i hovedstadsområdet.
Formel 1 i København vil være en begivenhed der vil blive overværet af næsten 80 millioner mennesker verden over, hvilket vil give en fantastisk udstillingsvindue for Danmark, som uden tvivl vil trække folk til vores kongerige på længere sigt.
Når folk på venstrefløjen i bl.a. Københavns Borgerrepræsentation er skeptiske overfor idéen, så er det helt uden grund. Den teknologiske udvikling holdene gennem Formel 1 foretager sig, er med til at gøre de almindelige biler der kører på vejene mere energieffektive, og skaber grobund for en bedre bilpark i fremtiden.
Ganske vidst er det ikke uden gener at dele af hovedstaden skal lukkes af, men de trafikale problemer der vil opstå skal vi nok finde gode løsninger på.
Alt i alt er muligheden for et Formel 1 grand prix i Danmark en chance som vi ikke må forpasse, og får vi tilbudet, så bør vi slå til. Det er til gavn for hele Danmark.