Vi skal ikke slagte DR – vi skal slanke DR

Af Naser Khader, MF

I forbindelse med at vi skal til at have forhandlet et nyt medieforlig på plads, skal vi have en god og grundig drøftelse af, hvad det egentlig er vi vil med DR.

Vi er fra konservativ side ikke i tvivl om, at det stadig skal være et DR der kan levere public service, men vi mener at DR skal levere dets ydelser på et slankere og mere fokuseret grundlag. Det betyder, at DR skal have færre penge at rutte med, og vi som udgangspunkt ikke har noget imod at DRs public service leveres fra færre kanaler, hvad end det er tv, radio eller begge dele.

 

Når vi nu vil have at DR leverer mere fokuseret public service, så betyder det for os at DR skal fokusere på danske programmer, især om vores fælles sprog, historie, natur og kultur, for det er især sådanne programmer DR er gode til at producere.

 

Licensen skal sættes ned

Vi ønsker et system hvor alle husstande får en regning, de skal betale, og den regning vil, som i dag, være ens for alle, da vi ikke ønsker at liste endnu en progressiv skat til danskerne ind gennem bagdøren.

Dog skal enkelte grupper stadig undtages.

Det vil betyde, at både licensmandens jagt på sortseere er fortid. Kombinationen af, at regningen også fordeles på de der i dag er sortseere, og at der samtidig skal bruges færre penge på bureaukrati og kontrol, vil ende med at gøre regningen mindre for danskerne i sidste ende.

 

 

Som et lille land i kultur- og sprogmæssig forstand har vi brug for at beskytte vores kultur gennem den politik vi fører. Dog skal DR ikke vokse sig så stor, at fokus forsvinder.

Med vores politik tager vi derfor både hensyn til vores fælles kulturarv, og samtidig undgår vi, at DR bliver en for stor og bred spiller, der vokser ud af kontrol.

 

Oversigt over hvad Det Konservative Folkeparti ønsker der skal ske med DR:

 

 

Oversigt over hvad Det Konservative Folkeparti ønsker der skal ske med DR:

 

  • Et slankere og mere fokuseret DR. DR skal fortsat kunne levere public service, men de skal gøre det for færre penge. Vi ser positivt på både færre tv- og radiokanaler.
  • DR skal fokusere på danske programmer, især om vores fælles sprog, historie, natur og kultur.
  • Licensen skal sættes ned. Alle husstande får en regning, de skal betale, og den regning vil, som i dag, være ens for alle – dog skal enkelte grupper undtages, ligesom nogle handicappede eksempelvis bliver det i dag. Det betyder, at både licensmandens omfattende virke og sortseere er fortid. Alene det, at regningen også fordeles på sortseere og at der skal bruges færre penge på bureaukrati og kontrol vil gøre regningen mindre for danskerne.
  • Udlægningskravet skal øges.
  • Når DR citerer andre medier skal de overholde god citatskik og fremover have pligt til at linke til den pågældende artikel, de citerer fra.
  • Public service-puljen ses gerne udvidet og midlerne skal komme fra DR. Reklameforbuddet bør ikke ophæves.
  • Indholdet af hvert enkelt medieforlig bør revideres hvert andet år, fordi udviklingen går hurtigt. Men de økonomiske rammer bør gælde for fire år ad gangen.