Et stærkere politi giver mere tryghed
Af Mette Abildgaard, gruppeformand
Vores politi har været spændt hårdt for de seneste par år. Det er ingen hemmelighed. Terrorbekæmpelse, grænsekontrol og bandekrig har stået højt på dagsordenen – og sådan skal det være. Men det må ikke forringe politiindsatsen andre steder i landet. Derfor har vi i regeringen gennemført en række initiativer, der styrker politiet markant. På landsplan har det frigjort omtrent 700 betjente til operativt arbejde og tilført 600 ekstra betjente til politiet.
I Nordsjælland er der siden januar 2016 kommet 124 flere betjente. Det er en stigning, der kan mærkes. Og den har været tiltrængt: Under den sidste Socialdemokratiske regering blev der nemlig færre betjente. Jeg er glad for, at vi har vendt udviklingen. Borgerne har brug for det nære politi – også selvom man ikke bor et sted, hvor kuglerne flyver om ørerne på en.
Vi er ikke 100 procent i mål. Derfor uddanner vi betjente som aldrig før. Alene i 2016 og 2017 optog vi i alt cirka 1.350 politistuderende på Politiskolen, og rekordoptagene fortsætter.
På den måde sikrer vi, at vores politi kan løse opgaverne. Både de store, nationale opgaver, men i særdeleshed også de små, borgernære opgaver.