FINANSLOVSUDSPIL 2019: Lavere skatter og virksomheder i vækst
Det Konservative Folkeparti har ambitioner om, at Danmark skal være et konkurrencedygtigt og nemt land at drive virksomhed i. Vores private virksomheder er med til at sikre vækst og velstand i Danmark, og vi skal sørge for, at vi ikke generer dem med unødvendigt bureaukrati og uigennemskuelige regler.
Samtidig mener vi ikke, at der skal opkræves flere penge fra danskerne end højst nødvendigt. Derfor afsætter vi godt 400 millioner kroner årligt til at reducere en række skatter og afgifter, der også skal komme virksomhederne til gode.
- Færre byrder for danske virksomheder og borgere
Vi ønsker blandt andet at øge aktiviteten i sommerhusområder og styrke turismeerhvervet. Derfor nedsætter vi elvarmeafgiften for sommerhuse, så den svarer til afgiften for helårsboliger. Derudover vil vi skattefritage selvejende institutioner for ældre, mennesker med handicap og udsatte samt almennyttige institutioner og foreninger på kultur- og idrætsområdet med henblik på at forbedre vilkårene og lette den administrative belastning.
- Styrkelse af erhvervslivet
Det skal være nemmere at drive virksomhed i Danmark – ikke mindst for de små erhvervsdrivende. Derfor indstiller vi sigtet på hjælp til den digitale omstilling samt erhvervsudvikling inden for bl.a. turisme, fødevarer og de grønne erhverv. Derudover fjerner vi administrationsgebyret for erhvervsaffaldshåndtering.
Målet er at reducere byrder for erhvervslivet med 4 milliarder kroner i 2020.
Partiets presseafdeling kan kontaktes på 70 70 28 21.