Konservative kræver urimelige konsekvenser af udligningssystem fjernet
Det er en kendt konsekvens af udligningssystemet, at nogle kommuner taber meget store beløb. Men når kommunerne som følge af tabet er tvunget til at hæve skatten for at betale udligningsregningen og for at kunne fastholde deres service, kræver staten, at nogle af kommunerne også betaler udligning af det nye beløb, der opkræves.
– Først slår man et hul i deres budgetter, og så rammer man dem med en ekstra skat, hvis de forsøger at lukke hullet. Det er ikke gennemtænkt, at man pålægger en ekstra udligning oven i det store tab, udligningen i forvejen giver, udtaler partiformand Søren Pape Poulsen.
Som ordningen er skruet sammen i dag, vil det ekstra udligningsbeløb i høj grad gå til de kommuner med flest indbyggere. Det vil sige, at de største vindere bliver København, Aarhus, Aalborg og Odense.
– Det er ikke til at forstå, at flere borgerlige kommuner skal rammes af så urimelige regler. Meget store beløb fra små kommuner ender nu i København og Aarhus, der ikke har brug for pengene. For dem er det småbeløb, som de end ikke havde regnet med at få, forklarer Søren Pape Poulsen.
Konservative fremsætter beslutningsforslag
På Christiansborg vil Det Konservative Folkeparti fremsætte to beslutningsforslag, der skal gøre det muligt at undgå en skattesanktion i de kommuner, der forsøger at lukke de nye huller i budgetterne, som udligningsreformen har skabt.
– Udligningen er i forvejen gået for vidt. Men at man vil lægge en ekstraudgift på de selv samme kommuner, der prøver at lukke hullerne i deres budgetter, det er så forkert, at jeg må gå ud fra, at der er tale om en fejl. Derfor fremsætter vi beslutningsforslag om at få det ændret. Vi vil simpelthen have prøvet sagen herinde, og så må vi se, hvilke partier der kan støtte sådan en særskat på udligningsramte, siger finansordfører Rasmus Jarlov.
Mere info
- Link til beslutningsforslag på hjemmesiden: