Orla Østerby får frataget sine ordførerskaber
Ledelsen i Det Konservative Folkeparti er blevet bekendt med en række episoder, hvor Orla Østerby har udvist grænseoverskridende adfærd overfor sin partikollega Brigitte Klintskov Jerkel. Den grænseoverskridende adfærd har fundet sted over et års tid omkring 2017, hvor nogle af episoderne allerede er velbeskrevet i pressen. Brigitte Klintskov Jerkel har indtil nu ikke ønsket at stå frem med navn eller parti, men da hun i sidste uge blev kontaktet af et medie, som fortalte hende, at de ved, at det er Orla Østerby, så valgte hun at kontakte partiets ledelse.
Efter grundige samtaler med henholdsvis Brigitte Klintskov Jerkel og Orla Østerby er ledelsen kommet frem til, at Orla Østerby skal fratages sine politiske ordførerskaber.
– Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby sine ordførerskaber, udtaler gruppeformand Mai Mercado.
Orla Østerby har givet en undskyldning, som Brigitte Klintskov Jerkel har accepteret.
– Orla har givet mig en undskyldning, og den har jeg taget imod. Jeg er glad for, at partiets ledelse har håndteret sagen, som de har gjort. Det er ikke nemt at stille sig frem og fortælle om den slags episoder. Men nu har han sagt undskyld, og det betyder, at jeg kan komme videre og fokusere på mit politiske arbejde, siger Brigitte Klintskov Jerkel.
Orla Østerby siger:
– Jeg husker ikke de beskrevne hændelser. Men jeg tror naturligvis ikke, at min kollega lyver, så derfor vil jeg gerne beklage og undskylde, at de omtalte berøringer er opfattet som grænseoverskridende. Det må være sket i misforstået kækhed, som så slet ikke er opfattet sådan. Det beklager jeg dybt. Vi lever jo i en tid, hvor mange må lære noget i forhold til, hvordan adfærd opfattes. Ledelsen har besluttet at fratage mig mine ordførerskaber, og det har jeg nu taget til efterretning.
Dermed anser partiets ledelse og de involverede parter denne sag som afsluttet, og der gives ikke yderligere kommentarer.
En række initiativer er sat i gang
Krænkende adfærd er på alle måder totalt uacceptabelt i Det Konservative Folkeparti, og partiet har iværksat tiltag i både folketingsgruppen, blandt ansatte og i partiets bagland. Tiltagene omfatter blandt andet en whistleblower-ordning, som snart præsenteres. Ordningen varetages af et anerkendt advokatbureau. Dernæst bliver der den kommende tid igangsat en række interne undersøgelser, som skal hjælpe med at belyse omfanget af me too-sager i hele organisationen. Også denne del ivaretages af et eksternt firma for at sikre størst mulig armslængde.