Da Finansministeriet måtte tage afstand til finansministerens udlægning af vores skatteplan
Siden vi fremlagde vores skatteplan, har Socialdemokratiet prioriteret en stor del af deres tid på at udlægge vores politik. De har dog haft problemer med at holde sig til fakta. Læs her om da Finansministeriet blev nødt til at tage afstand fra finansminister, Nicolai Wammen, da han misbrugte embedsværket til valgkamp.
Efter vi præsenterede vores skatteplan på vores sommergruppemøde har Socialdemokratiet ført en lang skræmmekampagne, hvor de har prøvet at bilde befolkningen ind, at vores skatteplan ville medføre fyringer af titusindvis af offentligt ansatte. Især efter statsministerduellen på DR1, hvor Mette Frederiksen sagde, at 40.000 medarbejdere ville blive fyret, har det været voldsomt.
Påstanden er dog forkert og er gang på gang blevet skudt ned af eksperter.
Det har dog ikke holdt Socialdemokratiet tilbage.
De har været meget opsatte på at få deres forkerte tal til at passe. Så regeringen har prøvet at bruge Finansministeriet til at få deres forkerte tal til at passe.
I en Ritzau-artikel hævdede finansminister Nicolai Wammen således, at Finansministeriet havde regnet på vores 2030-plan, og deres kritik var rigtig, når de sagde, at planen ville medføre omkring 40.000 færre offentligt ansatte.
Nu var de gået væk fra formuleringen ”fyringer”, men problemet for Socialdemokratiet er, at det stadig er forkert, hvilket Finansministeriet endte med at bekræfte.
I den oprindelige artikel, som Ritzau udgav, stod der, at ”Finansministeriet fastholder, at der er regnet ud fra De Konservatives 2030-plan.”
23 minutter senere blev sætningen dog ændret i artiklen, så der stod ”Finansministeren fastholder, at der er regnet ud fra De Konservatives 2030-plan.”
Bemærk ændringen fra ”Finansministeriet” til ”Finansministeren.” En ændring, som ministeriet vel at mærke selv ringede til Ritzau og bad om at få foretaget.
Finansministeriet vil nemlig ikke stå på mål for Mette Frederiksen og Nicolai Wammens skræmmebilleder. De mener heller ikke, at beregningerne har noget med vores politik at gøre.
Det er muligt, at regeringen gerne så Socialdemokratiet og Finansministeriet smelte sammen til én stor kampagneorganisation, men det vil sidstnævnte altså ikke være med til. For det er ikke en ordentlig måde at lede en regering på.
Information har dækket sagen. I kan læse deres artikel på nedenstående link.